Brian bor i Frederikshavn og kigger ofte indenfor hos mor. Lige som Karin tit tager turen fra Års. Og så kommer fotoalbummerne frem, så de kan mindes gamle dage.
Anni var lige fyldt 17, da hun - sammen med sin fire ældre husbond Jens - bar lille Karin til døbefonden

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

De gratis glæder prægede Karins barndom. Som her, hvor hun sammen med forældrene og sine to brødre er på strandtur ved Frederikshavn

 

Broderen Alex måtte desværre blive hjemme i Fredericia, da Familie Journalen var på besøg. Men han findes et eller andet sted på væggen. Det gør hele familien nemlig.

Hjemme i Års i Himmerland har Karin Bach Sørensen to store teenage-døtre. Den ældste er 16. Og når Karin ser på hende, kan hun sjældent lade være med at tænke på, at hendes egen mor ikke var ældre, da hun ventede hende. Ja, det er rigtigt, smiler Anni Bach Kristensen. Jeg blev gift på rådhuset i Løgstør den 13. juni 1959 - på kongebrev. Dagen før min 17-års fødselsdag. Og fire dage senere fødte jeg Karin. Karins bedsteforældre slog vel ikke ligefrem hånden af Anni. Men svært ved at forstå det - det havde de. Især morfaderen. Så svært, at deres gravide, 16-årige datter flyttede hjemmefra - hen til en ældre søster, hvor Karin kom til verden. Jens - faderen - var 21. Karl på landet - og ikke et sekund i tvivl om, at han ville gifte sig med Anni. Og - selvom det kun var meget små penge, han dengang tjente - sørgede han for sin lille datter. Og de to drenge Alex og Brian, der kom til i de følgende år. I en alder af 21, hvor de færreste af mine jævnaldrende så meget, som havde tænkt på at stifte familie, var jeg allerede mor til tre. Men så blev det også ved det. For hårdt var det. Vi havde simpelthen ikke råd til noget som helst. Ikke engang til at blive siddende i det lille hus, vi havde lånt til i banken. Og som vi - med min svigerfars hjælp - selv havde bygget. Vi var alt for unge til at administrere sådan et byggelån. Jeg kan ikke selv huske det - jeg har været for lille. Men mor og far samlede deres ejendele og stak af i nattens mulm og mørke. Helt herop til Frederikshavn, hvor de bor endnu, fortæller Karin. Men de har betalt alt tilbage. Ti år tog det dem at blive gældfri. Og da det sidste afdrag blev betalt, og mor sagde tak til bankdirektøren for den lange kredit, blev hun vist helt rørt, da han svarede: Jeg har aldrig været i tvivl om, at vi ville få de penge, I skyldte os!

Mus på køkkenbordet

Mor havde nemlig med tiden udviklet sig til en fremragende økonom, er Karin og hendes yngste bror Brian enige om. Vi havde en god og tryg barndom - følte aldrig, at vi manglede noget. Vel var der ikke kød på bordet hver dag. Derimod ofte kartoffel frikadeller tre-fire gange på en uge. Men de smagte nu også godt. Og der skulle jo spares. Ja, det var så knapt med husholdningspengene, at mor virkelig skældte ud, så det gjorde noget, dengang vi havde købt iskager på regning henne i mejeriet. Mange kroner kan det ikke have drejet sig om. Men nok til, at det nær havde væltet hele månedsbudgettet, siger Karin og bliver helt vemodig ved tanken om barndommens Frederikshavn. Og den gamle, nedlagte ejendom, der blev deres hjem. Mor og far måtte jo tage, hvad de kunne få - og hvad de kunne betale. En faldefærdig rønne - med lokum i gården. 

Det var, hvad der i første omgang var råd til. Og hver morgen kunne vi se de visitkort, musene i nattens løb havde lagt på køkkenbordet. Men tror du, vi hørte mor beklage sig? Jeg gjorde i hvert fald ikke, siger Brian - ikke uden stolthed i stemmen. Og heller ikke far. De stod sammen - og skændtes aldrig. Kan du huske Karin, at den eneste gang, der var optræk til, at de blot hævede stemmen en anelse, gav vi os til at vræle i vilden sky. Det var lige før, vi troede, at nu gik de fra hinanden.

I marken som 12-årig

Anni var den tredjesidste i en børneflok på et helt dusin - og født i krigsåret 1942. I ganske, ganske jævne kår. Hun var heller ikke mere end lige fyldt 12, før hun måtte ud at tjene hos bønderne. Gå i marken, malke og gøre rent. Fra tidlig morgen til sen aften. Det var ikke meget, jeg så til mine forældre, mindes Anni. Et par uger omkring min konfirmation ~ det var det hele. Ellers kan jeg ikke huske, at jeg nogensinde var hjemme i de par år. Mon ikke det er det, der har gjort Anni til lidt af en hønemor? Måske ikke så meget nu: Men da Karin var mindre - i den alder, hvor Anni selv fik sit første barn - vogtede hun over hende som en høg. Hendes eneste datter skulle ikke miste sin ungdom, sådan som hun selv havde gjort. Mor var rædselsslagen ved tanken. Så jeg måtte næsten ingenting - og slet ikke gå i byen i weekenden. Skete det endelig, snød jeg mig til det. Jeg fik mine skoleveninder til at sende mig skriftlige fødselsdagsinvitationer. Så var det i orden med mor, der heldigvis ikke lagde mærke til, at nogle af dem fejrede fødselsdag både to og tre gange om året.

Karin var flov

Anni bekymrede sig aldrig over sin status som purung mor. Men hun tror nok, at Karin var flov over at have så ung en mor. Anni var jo dårligt nok fyldt 30, da hendes datter var i konfirmationsalderen. Jeg ved ikke, om jeg var flov. Men det er rigtigt, at jeg tit tænkte på, at min mor var meget yngre end de andres mødre. Og at nogle af mine klassekammeraters mor og far var på alder med mine bedsteforældre. Det var lidt underligt. Og det sker stadigvæk, at det slår mig, at mor kun selv var et barn, da hun fik mig. Så er det, jeg kan finde på at spørge mig selv om, hvilke tanker der for gennem hovedet på hende, da hun måtte ud af sit barndomshjem - og hvordan det er at føle sig uønsket? Ikke bare hjemme. Men også af de andre i landsbyen. Det var jo et ganske lille samfund, hvor der ikke skulle meget til, før folk pegede fingre. Men det skulle de ikke få lov til - det var mor og far enige om. Så selvom de ikke kunne købe nyt tøj til os og da slet ikke mærkevarer - var vi ikke dårligere klædt end vores kammerater. Ingen kunne se, at det vi havde på var syet om - ja, måske endda flere gange. Mor satte en ære i, at vi var både rene og pæne i tøjet. Ingen skulle komme og sige, at hun var alt for ung til at passe sine børn ordentligt.

I dag har de det godt. Jens er gået på efterløn efter et langt liv som pedel på handelsskolen - og Anni stopper snart som kantinedame samme sted. De vil ud at rejse - det elsker de. Og det, de ikke havde råd til at give deres børn, da de var små - det får de nu mangefold igen.
Da far fyldte 60, inviterede de os sydpå alle sammen - børn, svigerbørn og børnebørn. 15 i alt. Og dernede - på Gran Canaria - gik det op for mig, at skulle jeg en gang imellem køre sur i den daglige trummerum og være ved at give op, skal jeg bare tænke på mor og gøre som hun.
Kæmpe for alt det, der er værd at kæmpe for!