New Zealand - fredag den 18. januar 2013

Fra Waikite Valley til Lake Taupo (med besøg i Orakei Korako Thermal Park og Huka Falls)

Tilbage

Marie og jeg stod lidt tidligere op, for at gå en lille tur i området ved de termiske bade. De første badegæster var allerede i vandet. Det var muligt at bade fra kl. 6. På The eco trail kunne vi se den varme kilde, der føder bassinerne med vand. Selve kilden pumper 98 grader varmt vand op. Der er så meget varmt vand, at de tømmer de store bassiner for vand hver nat og fylder dem op med frisk vand hver dag.

Efter den lille gåtur var der ingen tvivl om, at vi skulle en tur i vandet, så vi listede tilbage til autocamperen, for at snuppe vores badetøj og håndklæder, der hang på tørresnoren udenfor. Det var mindst lige så dejligt at bade her om morgenen, som aftenen forinden. Og så havde vi næsten bassinerne for os selv.

Efter en god omgang morgenmad, var vi klar til at fortsætte vores tur. Det var lidt tvivlsomt, hvor vi ville ende i dag (sådan har det nu også været de andre dage). Men første punkt blev en vandretur i Orakei Korako Cave and Thermal Park på vej mod Taupo. Parken havde Marie læst om i ”Turen går til New Zealand” men GPS’en kunne ikke finde stedet i første omgang, hvilket skyldes, at bogen har opgivet en forkert adresse. Vi snød dog GPS’en og pludselig dukkede adressen frem og snart holdt vi ved parken.

Det var nu et spørgsmål, om parken var lige så meget værd, som den park, vi havde set dagen før. Vi tog chancen fordi de skiltede med, at der var gejsere i parken. Prisen var 36 dollars pr. mand. Som medlem af Top-10 campingpladserne var der rabat: 1 kop kaffe – ikke pr. mand men i alt. Så kunne det næsten være det samme…

Så snart vi havde betalt, blev vi sejlet med en lille båd over på den anden side af en lille sø. Her startede turen og straks var der aflejringer efter det vulkanske vand, der strømmede ned over stenene og i søen. Det vulkanske område i denne park var mere koncentreret, hvilket umiddelbart gjorde, at vi synes, at vi fik mere for pengene i Waimangu området. Der var dog en afstikker til en stor klippehule og til et ordentligt kogende mudderbad, som forlængede turen en del. Men der var ingen gejsere, så alt i alt følte vi vist alle, at det var lidt spild af penge i forhold til Waimangu.

De skiltede med wifi i cafeen ved indgangen og det var vist meningen, at man skulle betale for det, men af uransagelige grunde fik jeg besked på, at i dag var min ”lucky day” og jeg fik en gratis adgang. Så kunne jeg lige få sendt de par mails af sted, som lå klar på min computer. De var godt nok et par dage gamle, men det gik an.

Vi fortsatte ned mod Taipu og et vandfald lige uden for byen. Huka falls. Jeg havde fået den tanke, at det var omsonst at køre efter vandfald i New Zealands sommerperiode.

Heldigvis sagde jeg ikke noget, for så var jeg blevet slemt til grin, for der var rigtig meget vand i Huka falls. Det er vand fra den store Taipu sø, der ledes via en 20-30 meter bred passage på et par hundrede meters længde. Det var en vild kraftig strøm, før vandet faldt til ro for enden af faldet.

Tæt på vandfaldet fandt vi en fin rasteplads, hvor vi kunne nyde det dejlige vejr med sol fra en næsten skyfri himmel og et stykke sandwichbrød.

Så hed destinationen Taipu centrum, for vi var ved at løbe tør for forsyninger. Vi havde en flaske vin med fra Mercury Bay estate, som skulle ledsages af en god bøf. Så vi parkerede autocamperen på en af byens overvældende mange P-pladser og gik på jagt efter et Countdown supermarked. Her handlede vi stort ind og fik bl.a. 4 mørbradbøffer og et par gode six-packs med Stoke dark beer og Spike’s IPA. Heldigvis havde vi været forudseende og havde tømt vores rygsække i autocamperen, så vi kunne slæbe varerne tilbage til autocamperen.

Undervejs var H.C. og jeg lige omkring en Liqourland, for at se efter New Zealandsk whisky. Vi havde fået forskellige forklaringer på, hvorfor det ikke var til at opdrive. I denne forretning hed forklaringen, at destilleriet ikke eksisterede mere. Så vores håb begyndte at svinde. Når engang vi fik internetforbindelse, måtte vi få sagen undersøgt til bunds.

Klokken var efterhånden blevet mange, så det handlede om at komme ud af byen og finde et godt overnatningssted. Valget faldt på en rasteplads helt nede ved Taipu søen og forholdsvis tæt på byen. Da vi ankom, blæste der en kraftig vind og bølgerne på søen var pænt høje. Men autocamperen holdt nogenlunde rolig, så vi valgte at blive. Det var en plads, hvor man gerne måtte campere, hvis man var selvforsynet (havde toilet i autocamperen).

Det skulle vise sig at være et rigtig godt valg. Vinden faldt hurtigt til ro og mens Marie og H.C. tilberedte et superlækkert måltid, nød vi solnedgangen over søen med bjergene på den anden side som en flot kulisse. Bøfferne og tilbehøret smagte, så englene sang. Og vinen var heller ikke ueffen. Da vinen slap op, måtte vi over på papvin og den smagte absolut også godt.

Efter et par drinks og en lille stjernekiggetur, var det godnat. Jeg havde bevæbnet mig med lange underbukser og uldundertrøje. Så måtte jeg da kunne holde varmen. Det lykkedes selv om det bliver pænt koldt i vognen om natten.

Natpisserne havde udskudt nattens møde til den tidlige morgen, hvor solen var stået op!