New Zealand - fredag den 01. februar 2013
Fra Lake Paringa til Queenstown (med jetboat på Haast River)
Jeg vågnede kl. 7. Jeg var lidt spændt på, om det var muligt at opleve søen helt spejlblank. Det kunne jeg nu hurtigt glemme, for skyerne lå tæt omkring bjergene som en tyk tåge hen over søen. Der var ikke meget at se, så jeg kravlede til køjs igen og vi sov lidt videre. Ved 8-tiden var der ved at være liv rundt omkring os, så vi stod op.
De fordømte sandfluer fra i aftes var også stået op og de belejrede vores net for døren og vinduerne, så vi ikke havde meget lyst til at gå udenfor. Så det blev kun lige til lidt toiletbesøg, så pakkede vi sammen og kørte af sted uden morgenmad. Det var selvfølgelig med håbet om, at vi kunne finde en fin rasteplads med udsigt og uden dumme insekter. Så snart hovedvej 6 mødte det Tasmanske hav, fandt vi en rasteplads med rigtig fin udsigt over de stejle klipper langs kysten. Bølgerne buldrede lystigt mod kysten og morgentågen gav et flot spil på himlen over havet. Men her var også sandfluer i stort antal, så vi fortrak endnu engang til autocamperen.
Efter morgenmaden fortsatte vi langs kysten mod syd til Haast. Da vi nærmede os den by, bekendtgjorde turlederen (Marie, hvis nogen skulle være i tvivl), at der var en rigtig flot jetboat tur op ad Haast floden. Da vi havde passeret floden, fandt vi frem til et turistbureau, der kunne bekræfte, at vi kunne booke en jetbåd tur. Så kl. 11 tørnede vi ud med en noget større jetbåd, end vi havde være med på på Buller floden. Denne båd havde nok plads til 12-16 passagerer. Det var en erfaren skipper, der tog os med på turen op af floden. Haast floddeltaet er meget bredt og mange steder var det svært, at se, hvilken vej hun skulle sejle. Det havde hun godt styr på. Der var også en del steder, hvor floden ikke var så dyb. Man kunne næsten se stenene. Alligevel mestrede hun at navigere båden hen over de lave områder af den meget turkisfarvede flod.
Det var en fantastisk flot tur, vi fik. Vejret var perfekt. Ikke en sky på himlen, så bjergmassiverne omkring os fremstod klare uden ret meget dis. Flere gange stoppede hun op, for at fortælle lidt om floden og livet omkring den. Hun fortalte bl.a., at floden har været oversvømmet for nylig og vandstanden var over 6 meter over det, den var i dag, hvor den var meget lav, idet det ikke havde regnet meget siden den sidste omgang. Når det regnede, så væltede vandet ned fra bjergene med vandfald alle steder. Men ofte var det svært at se, da det også var diset, når det regnede, fortalte Vicky, som kaptajnen hed.
Da vi havde sejlet op af den forbavsende flade flod i næsten en time, gjorde vi et stop på et sted, hvor der stod en flok køer. De fortrak så snart Vicky lagde båden til bredden. Så havde vi mulighed for at gå lidt rundt langs flodbredden i nogle minutter, før turen gik ud mod kysten igen. Flere steder på floden lå der store trærødder og stammer og på et sted var der især mange. Da kom Vickys erfaring til sin ret, for hun havde rigtig meget fart på, da hun skulle manøvrere mellem træerne. Jeg tør ikke gætte på, hvad der ville ske, hvis vi ramte en af træstammerne. Jeg forsøgte ihærdigt at filme, mens det gik ned af floden men det var en lidt ujævn optagelse, jeg fik i kassen, vil jeg tro.
Inden vi nåede tilbage til startpunktet, viste Vicky os, at de store jetbåde har flere kræfter, end de små (incl. den, vi havde været med på Buller floden). Vi fik et par spinture, hvor hun i fuld fart drejede båden højre om, så den endte med at blive kastet næsten 360 grader rundt. Det var vældig morsomt at mærke, hvordan hun kunne lege med den kraftige motor men Ella var vist glad for, at hun stoppede igen...
Vi sagde tak for turen og kørte for 3. gang denne dag over Haast floden. Nu stod der fish & chips på menuen. Det kan de altså godt lave på New Zealand!
Turen fortsatte op på højre side af Haast floden og efterhånden nåede vi pænt højt op i bjergene. Bjergtoppene tårnede sig næsten op over os og det blev mere og mere normalt, at der var is og sne på toppene. Efter et par fotostop, nåede vi til Gates of Haast bridge, hvorfra der var et kraftigt fald i floden under broen og snedækkede bjerge i baggrunden. Helt sikkert et postkort værdigt men det er svært at tage den enestående natur med sig hjem. Billeder og video retfærdiggør ikke tingene.
Torben havde parkeret bilen et par hundrede meter efter selve broen. Det var lidt hårdt at gå op af bakken tilbage til bilen, så der var ingen tvivl om, at det var en stejl vej, vi var på vej op af. Autocamperen havde også svært ved at komme i gang og den brokkede sig en del de næste par kilometer. Men op kom vi og snart efter gik det ned ad igen langs Makaroa floden og ned til byen af samme navn. Straks efter byen dukkede den store (og meget turkisfarvede) lake Wanaka og efter at have fulgt den sø et stykke tid, drejede vejen ind gennem et pas og over til en anden sø, der var mindst lige så turkisfarvet - lake Hawea. De høje bjerge bag søerne udgjorde en enestående kulisse.
I byen Cromwell blev der tanket op og så var vi klar til de sidste ca. 75 km. mod Queenstown. Først kørte vi gennem en kløft, hvor en kraftig flod florerede dybt nede i kløften. Dernæst nåede vi et område med rigtig mange vinmarker tæt på vejen og høje bjerge bag vinmarkerne. Det var i sandhed et fantastisk landskab, vi kørte igennem. Mine fingre kriblede, for at komme til at tage billeder men efter at have siddet foran en stor del af dagen, var jeg nu henvist til "skammekrogen" - den dårligste plads i bilen, hvorfra der ikke var mange muligheder for, at tage billeder.
Vi nåede Queenstown ved 18:30 tiden og efter en kop øl, gik jeg i gang med at lave aftensmad, mens Ella og Marie gik op i receptionen og brugte en pokkers masse penge, på en ballontur, som vi skal på på søndag morgen. Det bliver spændende. Marie og jeg har talt om det flere gange, så nu skal det være, hvis ellers vejrguderne vil!
Aftensmaden bestod af "ryd op i køleskabet" med ravioli og tomatsovs med godt med løg, hvidløg og krydderier. Så var der også rent bord og mulighed for at starte på en frisk i morgen ?
Efter lidt aftenhygge, hvor vi bl.a. fik snakket med Lasse på Skype, listede vi i seng. Det blev lidt sent. Klokken var tæt på 23:30.
