Irland - fredag den 26. maj 2023

Derry

Marie sagde, at jeg havde hostet helt vildt i nat. Det var træls, som forkølelsen havde sat sig. Det var ikke sådan at slippe af med igen. Jeg synes nu, at jeg havde sovet OK, da jeg vågnede ved 7 tiden.

Hoka Gulve meldte sig endelig på banen, for at aftale betaling for gulvet i pubben. Det var dejligt, at få sagen afsluttet. Så ringede de fra Randers Bryghus. Jeg har forhørt mig på priserne, for at brygget et batch hos dem. Senere ringede de fra Bagsværd Lakrids, som jeg har skrevet til for mange uger siden. Så der var lige et par sager, der kunne komme videre eller blive afsluttet.

Jeg forsøgte mig med en gang full Irish breakfast med en af hver ting. Det gik nogenlunde, men jeg gik død på den afsluttende toast med ost og syltetøj.

Kl. 9:15 havde Claus proklameret afgang mod Derry. Vejen dertil var i god stand og vi nåede frem i løbet af ca. en halv time. Først kørte vi over floden via en bro, hvor bilerne kører i 2 etager. Fluks derefter kørte vi tilbage over floden igen, men nu på øverste etage. Det var sandsynligvis fordi vi skulle se det kunstværk, der stod i en rundkørsel med 2 mænd, der rækker hånden ud mod hinanden. Fra nogle vinkler giver de hånd og fra nogle er de et stykke fra hinanden. På samme måde er der en kløft mellem dem, som ikke kan ses fra alle vinkler. Et meget sigende værk på den konflikt, der har udspundet sig i denne del af verden – og stadig gør det.

Herefter blev vi sat af i det område, hvor de voldelige begivenheder for alvor har udspillet sig. På husmure, plakater og store skilte rundt omkring, tegnes et klart billede af, at vi befinder os i den irske/katolske del af Derry. “You are now entering the free Derry” står der på en kæmpe mur midt mellem vejbanerne. Vi var nu tæt på det sted, hvor “Bloody Sunday” fandt sted. Vi besøgte “Museum of Free Derry” og fik et hurtigt oprids af, hvad der var foregået på Bloody Sunday. Claus havde fortalt det tidligere, men nu stod vi altså lige ved begivenhedens centrum. Guiden kunne pege ud, hvem der døde hvor i eller tæt på museet.

“Bloody Sunday” handler kort om, at protestanterne/englænderne lavede et bagholdsangreb på en (forbudt) fredsmarch og dræbte 14 mænd og kvinder. Englænderne proklamerede bagefter, at de marcherende var bevæbnet, hvilket viste sig ikke at være tilfældet. Man plantede sågar sprængstoffer på et af ligene, for at vise, at de var farlige. Flere af de dræbte var blevet skudt i ryggen, så de var helt sikkert på vej væk og ikke hen imod soldaterne.

Vi fik tid til at se resten af museet, som med masser af originale plakater, avisartikler, billeder, lydklip og video beskrev “Bloody Sunday”. Jeg måtte tilstå, at jeg ikke havde lyst til at dvæle alt for meget ved tingene. Det var som om det hele skulle pensles ud, at der var sket et total urimeligt overgreb på den katolske del af Derry.

Besøget sluttede på museets første sal, hvor der var en lille foredragssal. Her fortalte en lidt ældre kvinde om hendes oplevelser med “Bloody Sunday”. Hun var søster til en af de dræbte. Hun boede i Canada på dagen og hørte først om angrebet dagen efter. Hun rejste tilbage til Derry til begravelsen, der blev holdt som en samlet begravelse for alle de dræbte, så der var selvsagt mange mennesker til stede. Kvinden fortalte at de engelske soldater efterfølgende var blevet hædret for deres indsats. De fleste af dem er døde nu og der har været overvejelser om at stille dem for retten men det var svært at identificere hvem der havde dræbt hvem. Men netop nu var der faktisk en retssag i gang i Derry mod en engelsk soldat, men kvinden havde ikke megen tro på at soldaten blev dømt.

Efterfølgende fik hun aldrig talt med hendes forældre om det, der var sket. Det gjorde man ikke i familien og hendes forhold til faderen var i øvrigt rigtig dårlig.

Bagefter stod vi udenfor og var både berørt af det, vi havde set på museet og kvindens fortælling. Alligevel synes jeg, at jeg mangler den protestantiske version af historien. Hvorfor reagerede de, som de gjorde?

Vi fortsatte turen op gennem Derrys tykke forsvarsmur, der omkranser den gamle del af byen. Vi nærmede os nu den protestantiske side af Derry. Meget høje mure skilte de 2 områder i et forsøg på at sikre, at der ikke blev smidt brandbomber over mod “modstanderen”.

Nu vejrede Union Jack, kantstenene var malet i de engelske farver og et skilt proklamerede, at man overgav sig aldrig. Ikke ligefrem forsonende tale.

Det var tæt på middag, så Claus ledte os ned til “The Thirsty Goat” og en tiltrængt øl. Nu var vi i Nordirland og øl udvalget var anderledes.

Inden vi gik over The Peace Bridge, aflagde vi et kort besøg i The Guildhall, for at se den fornemme sal på første sal. Her var dækket op til fin frokost. The Peace Bridge er en moderne gangbro, der bugter sig over floden, for at symbolisere, at vejen til fred ikke er nogen lige vej.

På den anden side af floden var en stor plads og her var vores frokoststed The Walled City Brewery. Et moderne sted med rigtig lækker mad og spændende øl. Jeg fik et flight board med bl.a. en belgisk fadlagret triple. Øllet var fint, men stak ikke af til nogen sider

Efter frokosten fik Marie og jeg en epic tour i bryggeriet. Det var hurtigt overstået. Det hele var i et lokale. En 200 liters Braumeister af lidt ældre model og flere gærtanke. De fleste gærtanke var 400 liter men også et par på 600 liter. Alt øllet blev lagret uden tryk og blev tvangskarboneret i cornelius fustager. Brygmesteren fortalte, at de serverede øllet frisk. Marie konstaterede at det ikke var gjort særlig rent og hun undrede sig over, at der slet ingen slanger var at se i bryggeriet.

Udenfor var vejret stadig perfekt med sol og blå himmel. Vi slentrede tilbage over fredsbroen og gik tilbage mod bussen. Selv om den var lidt gemt bag nogle bygninger, fandt alle tilbage og snart var vi på vej ud af Derry med retning mod Letterkenny.

På vejen tilbage gjorde vi en enkelt afstikker, for at se jernalder fæstningen Grianan of Aileach, der lå højt placeret på en bakketop med en flot udsigt til alle sider. Denne velmente afstikker var vist en forstyrrelse for os alle. Vi var nemlig godt i gang med at holde siesta. Men fæstningen var bestemt et besøg værd.

I Letterkenny blev vi sat af et stykke fra hotellet. Men vi skulle bare bruge katedralen som pejlemærke. Marie mente, at vi måtte frekventere en bar. Øl udvalget er desværre ret begrænset og domineret af store spillere. Mærkelig nok er der som regel 3-5 forskellige lagers, en cider, en Smithwicks red ale og så Guinness. Selv om jeg er glad for Guinness, så kan jeg ikke drikke den en hel aften.

Vi satte os ud i pubbens gårdhave allerbagerst. Her var lunt og godt, bortset fra, at der kværnede noget skrækkelig musik og en tv-skærm larmede med væddeløb. Da der så kom en flok unge mennesker til – og naturligt var de nødt til at snakke højt, for at høre hinanden, fortrak vi ind i pubben, for at få lidt fred.

Tilbage til hotellet, hvor Marie ville læse lidt og jeg valgte at gå en lille tur ned i gaden og se efter en strømforsyning med USB i, da vi havde glemt vores strømstik.

Ved 18:30 tiden gik vi i baren. Der var nogen, der havde anbefalet os at bestille en hot whisky. Det var whisky med nelliker og citron samt varmt vand. Det smagte slet ikke dumt – og slet ikke, da vi pressede citronen ned i whiskyen.

Aftensmaden bestod igen af 3 retter mad, hvor vi kunne vælge en forret, en hovedret og en dessert. Jeg valgte en fiskesuppe, en kyllingegumbo (med ekstra chili, for der skal være lidt krudt i) og en ostelagkage. Maden smagte super, men da den var indtaget, var jeg total død. Flere af de andre glædede sig til at komme ud og høre live musik på pubberne – men Marie og jeg trak os tilbage til værelset. Klokken var kun 21 og jeg snorksov næsten med det samme. Træt og tæt gammel mand.