Irland - mandag den 29. maj 2023

Forrige dag Oversigt

Hjemad igen

Så blev det hjemrejse dag. Natten havde været knap så varm og jeg var oppe før kl. 7. Dagbogen blev ført ajour og vi spiste morgenmad og pakkede rygsækken færdig

Præcis kl. 9 var der afgang fra hotellet og kursen sat mod Dublin lufthavn. 2 timers buskørsel gennem Nordirland og Irland i strålende solskin. Claus fortalte lidt om, hvorfor han synes, at Irland er sådan et dejligt land. Det var en fortælling om hans far, der var syg og gerne ville til Irland på en sidste rejse. Claus ville gerne betale og arrangere turen under forudsætning af, at den bestemmende far ville acceptere, at det var Claus, der var in charge. Det blev accepteret og hele familien tog afsted.

Om aftenen inviterede Claus faderen på pub. Med lidt overtalelse lykkedes det. Claus ville købe en Guinness men det sorte øl ville farmand ikke have. Claus insisterede og faderen gav sig. Claus ville også give en irsk whiskey men faderen ville hellere have en cognac. Så fik de en whiskey. Faderen kunne kun 3 ord på engelsk: yes, no og ooh. Men inden længe fandt Claus faderen i samtale med nogle lokale irere og både faderens øl og whiskey var tømt.

Dagen efter var det faderen, der rykkede i Claus for at komme hen på pubben, for at snakke med de søde irere. Så faderen havde overgivet sig til Irland og irerne og det samme havde Claus, der efterhånden har besøgt landet rigtig mange gange.

Et par glade turister på vej til lufthavnen

Vi nåede til lufthavnen efter præcis 2 timers kørsel og vi tog lidt kaotisk afsked med holdet, mens vi stod i kø ved indtjekningsskranken til Norwegian.

Claus havde heldigvis fortalt, at der var mulighed for at få lidt mad og drikke helt ude ved gaten, så det var ikke nødvendigt at blive i den stopfyldte centrale hal.

Vi nåede lige at få en sandwich og turens sidste Guinness sammen med vores venner fra Fredericia, før der blev kaldt ud til gaten.

Vi var lidt spændt på, om vi kom afsted til tiden, for der var jo massive problemer med flylederne i København. Alt så fint ud, indtil vi sad i flyet og dørene var lukket. Kaptajnen bekendtgjorde, at vi blev forsinket 20-25 minutter i afgangen.

Farvel til Dublin

Det kom til at holde stik. Så der var lidt panik på, for vores togbilletter fra København til Fredericia var i fare. Jeg valgte at aflyse dem og få pengene tilbage. Jeg ville ikke risikere, at vi stadig hang i luften over København, når fristen for at aflyse dem udløb.

På vejen hjem slog vi lige en ekstra krølle over Samsø, sikkert for at få lidt tid til at gå, inden vi landende i Kastrup. Vi fløj gennem gangene til bagageudleveringen og skyndte os ned. Vi nåede lige akkurat det tog, som jeg havde aflyst. Jeg købte nye billetter i toget på vej ind mod København og vi endte med at kunne sidde sammen med vores venner fra Fredericia på det fyldte tog.

Lasse hentede os på banegården og efter et kort stop på pubben, for at hente vaskeklude, var vi hjemme ved os selv igen.

Epilog

Vi havde begge været noget forkølet på denne tur, men det kunne ikke røre ved, at det var en fantastisk oplevelse. Claus Hebor er en rigtig dygtig guide og det han havde lovet i programmet, det levede han helt op til. Han fortalte meget indgående undervejs og det var interessante foredrag han holdt i bussen og på hotellet – bl.a. om de problemer, der var og stadig er i Nordirland.

Som jeg allerede har skrevet, så er Claus’ fortælling præget af at han holder med Irerne/katolikkerne i den nordirske konflikt. Jeg savnede den anden side af historien. Det var svært at forstå, hvorfor englænderne/protestanterne reagerede sådan som de gjorde/gør – og hvorfor de er så besatte af, at de ikke vil dele magten med de andre. Men den side af historien må jeg selv grave i…

Med til historien hører i øvrigt, at parterne i Nordirland i 1998 underskrev et ”Good Friday agreement”, der skulle gøre en ende på det meste af problemerne. Det har lagt en stor dæmper på konflikten, men så vidt vi kunne se, ulmer det stadig.

Det var et super selskab, vi kørte med. Vi var i alt 18 i bussen og det var en fin størrelse. Alle kom godt i hak med hinanden og der var tid til at snakke lidt med alle undervejs.

Nu var det første gang vi var på en guidet tur og selv om vi måske ikke synes, at vi har brug for at se mere af Irland, kunne vi sagtens finde på at tage med Claus på endnu en tur.


Forrige dag Oversigt