Tilbage til 2025
|
Tilbage til 2025
|
Prolog
Mandag den 7. april 2025 - Fra Fredericia til Tarp (Tyskland)
Tirsdag den 8. april 2025 - Fra Tarp til Immenhausen
Onsdag den 9. april 2025 - Fra Immenhausen til Homberg
Torsdag den 10. april 2025 - Fra Homberg til Koberg-Gondorf (Mosel)
Fredag den 11. april 2025 - Koblenz
Lørdag den 12. april 2025 - Fra Kobern-Gondorf til Cochem
Søndag den 13. april 2025 - Fra Cochem til Trittenheim
Mandag den 14. april 2025 - Trittenheim
Tirsdag den 15. april 2025 - Trittenheim - Klüsserath
Onsdag den 16. april 2025 - Fra Trittenheim til Longuich
Torsdag den 17. april 2025 - Fra Longuich til Bitburg
Fredag den 18. april 2025 - Fra Bitburg til Nettersheim
Lørdag den 19. april 2025 - Fra Nettersheim til Køln
Søndag den 20. april 2025 - Fra Køln til Nunspeet (Holland)
Mandag den 21. april 2025 - Fra Nunspeet til Apen (Tyskland)
Tirsdag den 22. april 2025 - Fra Apen til Hörsten (ved Rendsburg)
Onsdag den 23. april 2025 - Fra Hörsten til Fredericia
Epilog
Vores nye autocamper skulle luftes for første gang og vi havde fået tiltusket os 16 fridage i påsken. Marie havde vilde planer om Frankrig og Italien, for at komme ned til foråret. Og så ville hun gerne nå omkring Holland også, for at se på tulipaner. Det var en ambitiøs plan, hvor vi skulle bruge det meste af tiden på landevejen, så det var no go.
Så talte vi om en tur ned langs Rhinen men den var der flere, der skød ned, fordi de mente, at Mosel var meget flottere. Så blev det Mosel.
Vi havde ikke planlagt ret meget, for en tur langs Mosel giver vel de oplevelser, som Mosel byder på?
Som sædvanlig havde vi haft meget travlt på pubben op til turen, så det passede os fint at starte uden den store planlægning. Ruddy havde udstyret os med et stort kort og lidt materiale, som vi kunne læse. Resten kom nok af sig selv.
|
Tilbage til Indholdsbetegnelsen
|
Egentlig kunne vi være taget afsted allerede om søndagen, men vi havde lige en generalforsamling i vores grundejerforening, der skulle overstås. Så snart den var færdig, satte vi næsen mod syd.
Så mandag aften kl. 21:30 var vi fremme ved første destination: svigermor i Vojens. Hun gav en kop kaffe/the og så fortsatte vi ellers mod grænsen. Det var lidt sent, da vi passerede grænsen, så vi kørte til vores lille gemmested i Tarp lige syd for Flensborg. Her kunne vi overnatte i fred og ro ved den lokale svømmehal i byens sydende.
|
Tilbage til Indholdsbetegnelsen
|
Vores nye dieselfyr virkede fint og jeg kunne stå op til 22 grader. Dejligt. Tøj på og en morgentur til byens bager. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi har været forkælet med godt vejr de sidste 2-3 uger. Foråret er godt igang.
Bageren var en af de gammeldags typer, der stadig kun bager en type morgenbrød - og kommer lidt forskelligt ovenpå. Der var ingen grove surdejsbrød i sigte.
Brødet var lige så kedeligt, som mange bagere i Danmark kan bage det. Det eneste gode, der var at sige om det, var at det var friskbagt :)
Vi nød vores morgenthe. Ja, jeg er også begyndt at drikke the efter en langvarig forkølelse her i starten af 2025. Mine smagsløg forlod mig og kaffen smagte ikke godt længere. Til gengæld kunne jeg fint drikke the, så der er vi lige nu…
Vi var enige om at tage et ryk sydpå og se, hvor langt vi ville nå. Det gik hurtigt ud på A7 mod Hamburg og jeg underholdt med lidt højtlæsning fra en svensk krimi. Da vi nærmede os Hamburg omkring middag, var der meget trafik. De sidste kilometer frem til Elbtunnellen gik i et astadigt tempo, men vi holdt ikke stille undervejs.
Syd for Hamburg fandt Marie en rasteplads, hvor vi kunne indtage lidt frokost i solskin. Solen varmede dejligt på ryggen, mens vi spiste.
Da vi havde passeret Hannover, begyndte vi så småt at planlægge, hvor vi skulle gøre holdt for natten. Marie kunne godt tænkte sig at se Kassel bakker fra en anden vej end motorvejen. Vi kunne bare ikke huske om bakkerne ligger nord eller syd for Kassel by. Jeg fandt et overnatningssted i Immenhausen nord for Kassel by. Så et pænt stykke nord for Kassel, forlod vi motorvejen og kørte mod sydvest. På det tidspunkt havde vi allerede passeret det meste af Kassel bakker.
Men vi kørte gennem et flot landskab med bølgende bakker og gamle tyske byer. De fleste huse var velbevarede men enkelte byer så mere forfalden ud.
Da vi nåede Innenhausen, var vi også ved at være trætte af at køre. Vores overnatningsplads lå ved et fodbold stadion. Her åndede fred og ro og kun et par autocampere. Vi valgte derfor at køre op til Edeka supermarkedet i den anden ende af byen, for at proviantere.
Tilbage på parkeringspladsen parkerede vi ved siden af en ordentlig skude af en lastbil, der var bygget om til autocamper.
Inden vi begyndte at tænke på aftensmad, var det tid til en ankomstøl. Aftensmaden stod på store karbonader og fyldte pasta med lidt grøntsager til. Det smagte fint men saltbøssen var vist blevet brugt lidt for meget. Marie mente, at kødet var krydret fra butikken, så det kunne være årsagen.
Klokken var kun halv 9. Solen var gået ned og Marie ville læse lidt under dynen. Så jeg kravlede også i seng og faldt hurtigt i søvn.
Natten var nogenlunde stille med få biler på vejen bag os. Ud på morgenen dukkede en lastbil op. Den holdt med motoren kørende et kvarters tid, indtil han kørte hen i et hjørne og parkerede.
|
Tilbage til Indholdsbetegnelsen
|
Solen skinnede igen fra en skyfri himmel. Marie sov videre. Måske havde hun læst i lang tid efter, at jeg faldt i søvn.
Så jeg tog tøj på og gik efter morgenbrød. Der var ingen bager i byen, så det blev Edekas brødudsalg, jeg jagtede. Kursen var stukket ud og jeg gik op gennem byen. Men der var vejarbejde og pludselig var der ikke noget fortov men bare et par brædder at gå på. Der stod 3 arbejdere og kiggede måbende, da jeg kantede mig rundt om et stort hul på brædderne. De var nok ikke vant til at se nogen træde ind på deres enemærker.
Gode brød og et par pretzels fik jeg med hjem - og så måtte jeg hellere finde en anden vej tilbage. Det blev en kortere og flottere tur langs en å og hen langs det stadion, som vi var parkeret ved.
En lille traktor var igang med at klippe græsset på fodboldbanen og Marie var stået op og havde morgenthe’en klar.
Jeg forestillede mig nok, at vi ville fortsætte mod Koblenz i dag men Marie havde andre planer og som sædvanlig er det hende, der bestemmer :)
Så vi kørte lidt på sightseeing i Immenhausen. Det var hurtigt overstået, så vi satte kursen mod Kassel by. Det var en flot tur i forårsvejret og vi nåede snart en forstad til Kassel. Her var der en venlig mand, der vinkede os ind til siden, for at give os et par tips til, hvad vi skulle se. Han var meget sød og imødekommende. Nå ja, så ville han da også lige fortælle, at vi kørte lidt for hurtigt. Præcist 5 km. mere end det tilladte. Det kostede 30 euro. Jamen det koster jo sommetider at få de gode tips fra folk :)
Vi parkerede camperen på en plads i forstaden og hoppede på en sporvogn. Denne kørte først ned til Kassel centrum og fortsatte derefter ud mod vest til Bergpark Wilhelmshöhe. Her blev vi sat af ved endestationen. Stationen lå ved starten til en meget stor park med flere slotte og en kæmpe Herkules status i den anden ende af parken.
Vi overvejede lidt, hvad vi skulle. Der var 5-6 km. til Herkules og vi skulle gerne skåne vores fødder lidt. Men vi var jo nysgerrige og marcherede ind i parken. Vejret var perfekt. Vi måtte hurtigt af med vores tykke trøjer og jeg gik i t-shirt. Dejlig varmt!
Efter en god vandretur, nåede vi op til et punkt, hvor vi kunne se op på Herkules. Men der var stadig et stykke vej op og Marie valgte at vente på mig. Nu var vi jo gået så langt, så jeg skulle da lige det sidste stykke op til statuen. Jeg fik min sag for. Det gik støt opad og jeg nåede til foden af en trappe med 200-300 trin, som førte op til statuen og et slot, som de havde bygget neden under Herkules.
Det var dælme hårdt. Men udsigten var fantastisk.
Det gik noget lettere nedad og snart var jeg retur ved Marie. Så satte vi kursen mod et slot ved navnet Löwenburg. Det kostede også nogle trappetrin at nå derop men det var også besværet værd. Löwenburg var indbegrebet af, hvordan et rigtigt slot skal se ud. Men vigtigst for os var i første omgang, at der lå en restaurant ved siden af. Vi var sultne og meget tørstige, for vi havde ikke taget nogle drikkevarer med på turen.
Så vi bestilte et par store Helles og en schnitzel. Sidstnævnte blev serveret med en stor ladning champignonsauce og pommes. Det smagte fantastisk. Vi havde også plads til en weiss-bier. Da jeg bestilte den, fattede tjeneren ikke en skid. Han mente, at det var en Weizen, jeg skulle have. Sådan en serverede han, men der stod nu Weiss Bier på glasset. Hans undskyldning var, at han var fra Spanien :)
Mætte og veltilpasse inspicierede vi Löwnburg og vendte så snuden ned mod vores sporvogn. Tilbage ved camperen tog vi en slapper i varmen. Det var virkelig som om, der var sommer. Vinduerne stod på vid gab, for at skabe lidt luft. Marie fik en skraber og jeg bryggede en mail sammen til vores hjælpere.
Ved halv 7 tiden pakkede vi sydfrugterne og forlod pladsen. Vi skulle køre ind gennem Kassel by, for at ramme kursen mod Koblenz. Heldigvis var der ikke så meget trafik.
Snart befandt vi os på en motorvej mod Dortmund. Den virkede nogle steder helt ny men selvfølgelig var der også vejarbejde flere steder.
Marie begyndte at antyde, at vi skulle holde for natten. Solen var ved at gå ned, så det gav god mening. Jeg kiggede på vores Campercontact app og der dukkede en parkeringsplads op i byen Homberg/Ohm. Den blev rost for beliggenhed, faciliteter og så var den gratis. Vi kørte ned til pladsen og sørme om ikke der var en enkelt plads tilbage til os.
Vigtigst af alt. Her var et toilet. Jeg var trængende og vi ville helst ikke lave det store på det lille toilet i camperen.
Mens jeg tankede vores vandflasker op, sørgede Marie for aftensmaden. Det slap hun let om ved. Den stod på skinke og vandmelon. Vi trængte ikke til meget mere oven på den solide og lidt sene frokost, vi havde fået.
Jeg fiskede en flaske påskeøl fra Het Anker frem og den gjorde godt sammen med skinken!
|
Tilbage til Indholdsbetegnelsen
|
Det blev en rigtig fredelig nat. Ikke en lyd fra hverken mennesker, biler eller tog. Dejligt.
Det var for en gang skyld blevet gråvejr. Og med det også koldt igen. Så var vi jo trods alt ikke så langt fremme på foråret.
Jeg iførte mig mine stive ben og gik de 900 meter til bageren, for at hente morgenbrød. Der var travlhed hos den lille lokale bager. Jeg anlagde en ny strategi. Vi gad ikke de halvkedelige rundstykker. I stedet pegede jeg på et lille rundt franskbrød og det viste sig at smage meget bedre.
Vi nød morgenmaden og Marie hentede øjendråber på det nærmeste apotek - dem er der stadig mange af i de små byer rundt omkring i Tyskland.
Så var vi klar til afgang igen. Vi satsede på at nå til Mosel i dag. Der var 2-3 timers kørsel. I løbet af no time var vi ude af den lille gæstfrie by og ude i trafikken.
Hele turen mod Mosel området gik gennem bakkede terræn og trafikken var tæt, så det var med at holde fokus.
Kort efter middag parkerede Marie camperen på den plads, jeg havde udset os på Campercontact i byen Kobern-Gondorf. Der var masser af plads og vi kunne parkere helt ned langs Mosel floden. Så var vi ligesom nået frem!
Marie serverede lidt frokost og vi var begge lidt matte efter køreturen, så vi smed os på sengen en times tid. Det var dejligt. Så var der energi til at udforske den lille by, vi var parkeret ved.
Camper pladsen lå ned til Mosel men med masser af trafik lige ved siden af. Nærmest en meget befærdet vej og lige bagved 2 jernbanespor. Og som om det ikke var nok, så var der også et par veje på den anden side af floden. Vi var spændte på, hvor meget vejene ville genere os om natten. Toget kunne vi jo næsten ikke undvære :)
Byens centrum var fin og gammel, men så var det også sagt. Der var ikke mange butikker, en enkelt kebab, et pizzaria og adskillige lukkede hoteller - eller sådan så de ud.
Et par steder klirrede tomme vinflasker. De var ved at gøre klar til at tappe sidste års vin på flasker :)
Vi fandt et Rewe supermarked og fik fyldt rygsækken, før vi vendte tilbage til camperen. Mens vi var i Rewe dukkede solen frem. Så blev bjergene omkring os helt anderledes smukke at se på.
En halv time i solen med en kop the, så blev det for koldt og vi kravlede indenfor, for at smage på den flaske vin, som vi havde investeret i. Den smagte fint, men det måtte kunne gøres bedre…
Nasi Goreng blev dagens menu i camperen og så var der almindelig småhygge, til vi kravlede i seng…
|
Tilbage til Indholdsbetegnelsen
|
Det havde været en fredelig nat med kun meget lidt trafik på vej og skinner. Himlen var blå og det tydede på godt vejr, selv om der var diset over de omkringliggende bjerge.
I dag var det badetid og det lille badeværelse skulle prøves af med en omgang bruser. Det gik fint - men der var ikke meget plads at gøre med. Hver en bevægelse skulle være gennemtænkt, for ikke at baske arme eller ben ind i væggene.
Efter morgenmaden pakkede vi en rygsæk, for nu skulle vi med toget ind til Koblenz - byen hvor Rhinen og Mosel mødes.
Vi gik et kvarters tid og var så ved banegården. Det var ikke decideret billigt at tage toget. En enkeltbillet kostede 6,50 euro pr. mand og vi endte med at købe en dags gruppebillet til 5 personer til 26,20 euro. Så skulle vi ikke bakse mere med automater, når vi skulle hjem. Inden vi havde set os om, var vi i Koblenz. Det var åbenbart et direkte tog, vi var hoppet ombord i.
Vi forlod banegården i Koblenz og kom ud i den dejlige varme forårsluft. På pladsen foran banegården var der en livlig aktivitet og vi lignede sikkert nogen, der var kommet ind med 4-toget, som vi stod midt i vrimlen og forsøgte at få et overblik.
Vores første destination var Deutches Eck - det sted, vor Mosel løber ud i Rhinen. Først gik vi den direkte vej ned til Rhinen. Det var bare ligeud, så det var jo til at hitte ud af. Så fulgte vi promenaden langs Rhinen. Vejret var fantastisk og vi nød, at vi ikke skulle nå noget men bare kunne slentre i det tempo, der passede os. Her var ikke mange mennesker, så alt virkede fredfyldt.
Lige indtil promenaden var spærret. Vi kunne åbenbart ikke gå langs Rhinen helt frem til Deutches Eck. I stedet måtte vi ud på en større omvej, som dog var meget fint skiltet, så vi kunne finde vej rundt om en masse bygninger og tilbage til promenaden længere fremme.
På promenaden var der anløb for diverse turistbåde og vi overvejede at hoppe ombord på en af dem. Der var imidlertid kun en enkelt båd langs kajen og den var megastor og lignede mest af alt et hotelskib, så vi fortsatte.
Ved Deutches Eck var der en del mennesker. Det var en stor plads og med god udsigt til Mosel og Rhinen. Overfor på den anden side af Rhinen var der et stort borg kompleks, som vi kunne nå med en svævebane. Det gad vi ikke. På den anden side af Mosel floden lå en Knaus autocamper plads, som vi havde overvejet at besøge - indtil vi så, at den kostede 125 euro pr. nat. Glem det! Så kunne vi godt klare os med den nuværende plads til 5 euro pr. nat og en togbillet til Koblenz.
På Deutches Eck pladsen tronede et kæmpestort monument over de 2 floder. Det var alt for voldsomt efter min mening, men sådan var der jo nogen, der synes, at det skulle være.
Bag monumentet lå en biergarden ud til Mosel floden. Det trak mere i os. Det var blevet middag og vi satte os i solskinnet. Bestilte en weissbier og en hotdog, til at tage den værste sult. Hotdoggen kom i 2 brød - lige til en deler og hvedeøllet smagte fantastisk. Vi kunne sidde i den varme sol og nyde livet. Menukortet var fyldt med isdesserter, så vi besluttede at i dag ville vi starte med en dessert. Så kunne vi tage frokosten senere. Jeg skulle også prøve en weissbier med banan(likør). Den var mere uklar og der var ikke en kraftig smag af banan - men det smagte fint. Det gjorde isen også. Vi havde bestilt en bovle hver - Marie med jordbær og jeg med Carbonara! Begge smagte rigtig fint.
Godt mætte fortsatte vi langs Mosel forbi et kæmpelangt hotelskib, hvor der sad flere hundrede gæster og spiste frokost, mens en sangerinde forsøgte at opildne til lidt dans med latinamerikanske rytmer.
Vores næste destination var et altes brauhaus, hvor vi måske kunne spise frokost. Vi havde gået en lille halv time og isen var kun lige faldet til ro i maven, da vi båsede os og bestilte henholdsvis frikadelleret og en grilltallerken. Der kom to kæmpestore tallerkner ind. Jeg var endda kommet til at sige ja til salat også, så der kom en stor skål ind, der sagtens kunne gøre det for frokosten alene.
Vi kløede på og fik spist det meste. Jeg måtte dog lade et stykke grillet kylling blive tilbage på tallerknen. Der var simpelthen ikke plads til mere.
Vi fortsatte videre langs gågaden, hvor der var mange spøjse butikker - sådan nogle tiltrækker Marie. Jeg blev for det meste ude i den meget varme sol. På et tidspunkt måtte jeg sågar trække ind i skyggen…
Efter et par timers vandren, nåede vi tilbage til banegården. Marie mente, at vi lige kunne nå en øl, før vi tog toget tilbage til vores camper. Ved siden af banegården lå en velbesøgt bar med udendørs servering. 2 weissbier kom på bordet. Sådan et sted kommer man hurtigt til at sidde og studere de andre gæster. Tyskerne er generelt ikke særlig pæne mennesker :)
Koblenz Hauptbanhof er en travl banegård, men vi havde ingen problemer med at finde et tog tilbage til Kobern-Gondorf. Et kvarter senere stod vi af i den del af byen, der oprindeligt kaldtes Gondorf. På vejen tilbage var der åbnet en lokal vinhandel. Den måtte jeg lige se nærmere på. Marie fortsatte til en frugtautomat. Hun ville se, om det virkelig kunne passe, at de havde friske jordbær. Jeg smagte et par lokale hvidvine og købte et par flasker med hjem til camperen. Marie konstaterede, at de havde jordbær men hun havde ikke købt nogen af dem.
Ved camperen nåede vi at få stolene ud og sidde en halv times tid, før solen forsvandt bag bjergene og vinmarkerne bag os. Så fortrak vi indenfor. Marie lavede en gang melon med skinke og jeg læste lidt fra vores svenske krimi. Mørket faldt på og vi fik prøvet noget af alt det lys, camperen er udstyret med. Der var ikke noget, der var helt optimalt for mig til at kunne læse. Jeg skal jo nærmest have sollys, for at kunne læse. Vi måtte på jagt efter en god lampe.
Ved 10-tiden kravlede jeg til køjs. Marie ventede vist lidt…
|
Tilbage til Indholdsbetegnelsen
|
Der var noget mere trafik på vejen gennem natten eller også sov jeg bare mere let. Men pyt. Vi var friske, da det blev lyst. Og den blå himmel var atter at se. Det tegnede til at blive atter en god dag.
Marie mente, at morgenmaden skulle stå på yughurt og müsli, så jeg kunne spare dagens tur til bageren.
Lidt før kl. 9 svingede vi ud fra camper pladsen og fortsatte vores tur op af vejene langs Mosel. Ret hurtigt blev vi enige om, at næste stop var Cochem. Den by havde flere nævnt, så vi måtte hellere tage en overnatning der.
Vejen bugtede sig som floden gjorde og det var en flot tur med de stejle vinmarker på begge sider af floden. Jeg spekulerede på, hvordan de overhovedet kan komme op og ned af de stejle sider. Vi taler nok om stigninger på 50-60 %.
Efter en god times kørsel, var vi i Cochem. Der lå flere primitive parkeringspladser langs vejen ind mod byen men vi havde sat næsen op efter en decideret camperplads lidt væk fra floden. Vi fandt frem til pladsen men her så lidt lukket ud i receptionen. Der var en klokke, som jeg trykkede på og kort tid efter fik jeg en mand i højttaleren. Vi kunne bare køre ind og afregne dagen efter, når vi kørte.
Det gjorde vi - og Marie kørte ned til det fjerneste punkt på pladsen. Klods op af en bæk, der rislede kraftigt. Så var vi nogenlunde sikre på, at vi ikke kunne høre vejen på den anden side af bækken.
Vi fik en kop kaffe og dagens bitter, før vi pakkede rygsæk og slentrede de ca. 1 km. ned til Cochem. Her var vi hurtigt nede og vi blev først fanget af et sted, der lavede sennep. Der var lige startet en “rundtur”, som vi kunne komme med på. En ældre herre talte hurtigt og næsten helt uforståeligt om historien bag stedet. Det blev hurtigt kedeligt, fordi det var svært at forstå. Men jeg vil også påstå, at han gik i alt for mange detaljer om det, at lave sennep.
Bagefter fik vi mulighed for at smage deres forskellige senneper og der var ikke noget, der var værd at spise. Jeg er altså lidt kræsen med sennep. Vi har slæbt alt for meget elendig sennep hjem gennem tiderne.
Kort tid efter var vi nede i byens centrum og sikke en omgang turiststed det var. Her var sort af mennesker, der myldrede langs en smal indkøbsgade, der løb parallelt med Mosel. De mange mennesker måtte komme fra diverse krydstogtskibe, der lagde til. Marie fik alligevel investeret i et par sko og jeg fik købt en forårsjakke.
På en kælderknejpe serverede en meget langsom ældre herre et par øl til os. Han var ikke engang vaks nok til at sørge for, at vi fik nogle ordentlige størrelser, så vi sad med 2 små glas.
Tæt på kælderen holdt Ellis Schnitzelhause til. Her måtte vi have frokost. Vi blev båset i første række med en fed udsigt til Mosel og de mange både, der tøffede til og fra havnen. Og her kunne de servere øl. Ein mass vidste de, hvad var. Men til gengæld kunne de ikke finde ud af, at et ølkrus skal være kølet ned, når man serverer hvedeøl. Så det var en halvlunken omgang. Maden fejlede absolut ikke noget. Ein schnitzel mit madagaskar peber. Guf!
Vi hoppede ud i den varme sol og slentrede på flod promenaden tilbage til et sted, hvor vi tidligere var drejet op i byen til campingpladsen. Her var et lille marked igang men det var ikke særlig spændende, så vi fortsatte tilbage mod camper pladsen.
Jeg var lidt spændt på, om pladsens egen kneipe havde åbent, men her var stadig totalt død og selv efter 2 besøg, måtte jeg opgive. Så måtte vi jo nøjes med det, vi havde i bilen.
Aftensmaden bestod af røget forel på rugbrød. Det smagte super godt. Men bilen var ikke blevet udstyret med snaps, så vi måtte “nøjes” med en Het Anker whiskey. Det var faktisk et OK bytte.
Solen forsvandt bag bjergene og det så ud til, at der kom et lag skyer. Vejrudsigten tydede også på, at vi skulle have lidt dårligere vejr i morgen.
|
Tilbage til Indholdsbetegnelsen
|
Vejret var for en gang skyld ikke helt med os. Vi stod op til gråvejr og det havde regnet lidt om natten. Der var sikkert en del vinbønder, der glædede sig.
Jeg defilerede hen til et brusebad, før pladsen vågnede for meget. Jeg fandt ikke lyset til brusebadet men der var åbenbart masser af lys i selve bruseren, så det gik an. Dejligt med et varmt bad.
Det småregnede, da jeg gik tilbage til camperen. Hvorfor havde vi også valgt den plads, der var længst væk fra badet?
Morgenmaden blev tilberedt, mens Marie tog bad. Rugbrød med æg og lidt yughurt. Det var jo ikke så ringe endda.
Vi talte om at besøge det lokale supermarked, før vi forlod Cochem. Et hurtigt kig på internettet bekræftede, at alt er lukket om søndagen, så vi forlod turistbyen og fortsatte op langs Mosel.
Turen til næste punkt var på Google sat til at skulle tage en god times tid, men det var den direkte vej - ikke langs Mosel, så da vi manglede ca. 40 minutter og havde kørt ca. 1 time, synes Marie, at vi trængte til en lille pause.
Så vi gjorde et stop i byen Kröw, der så ud til, at være mest kendt for, at man afstraffer børnene med nogle klask i røven. Vi så ihvertfald mindst 3 billeder eller statuer med billeder, hvor nogen klaskede børnene bagi. Vi parkerede nede ved Mosel. Her måtte man holde hele dagen - til kl. 19. Derefter kostede det at overnatte.
Et skilt med Flohmarket (antik marked) trak lidt i Marie. Men først gik vi op gennem byen. Her var meget stille. Det var jo lørdag. Det var blevet frokosttid og vi fandt en kebab/pizzeria og vi havde lyst til en pizza. Det smagte rigtig fint, men vi havde lidt mistanke om, at det var mere kebab end pizza…
Tilbage ved Mosel og flohmarket. Her kostede det åbenbart 2,50 euro, at komme ind og se på antikviteter, så det droppede vi.
I stedet fortsatte vi og nåede bl.a. gennem Piesport, som jo var et ganske bekendt navn hjemmefra. Til sidst nåede vi Trittenheim, som var dagens mål. Her var en vinbonde, som Lars havde anbefalet os at besøge. Vi parkerede ved Mosel og gik en tur op i byen. Alt var dødt. Søndag holdes i hævd her. Så vi bryggede aftensmad med de ting, vi nu havde.
Meget tidligt gik jeg til ro. Jeg tror, at klokken var omkring 20. Marie holdt noget længere ud…
|
Tilbage til Indholdsbetegnelsen
|
Man skulle jo tro, at jeg var vågnet tidligt, når jeg var kravlet så tidligt i seng - men nej, klokken var halv 8, før det var tid at vågne.
Jeg fik tøj på og gik til bageren. Jeg var spændt på at besøge bageren, for jeg havde kigget ind af vinduet og det første jeg så, var et stativ med kort i. Ikke en typisk bager…
Det viste sig, at være byens købmandsbutik. Trittenheim var ellers begunstiget med, at næsten hver anden hus var en vinbonde, der via sin weingut solgte vine.
Jeg nappede en liter juice og et rundt brød, som dog viste sig at være lidt kedeligt. Man kan ikke vinde hver gang.
Vejret kunne vi ikke klage på. Høj blå himmel og vi kunne kun vente på, at solen skulle dukke op over bjergkammen på den anden side af Mosel. Til sidst var hele landskabet badet i sol - kun lige bjergkammen over for os henlå i en mørk kontrastskygge.
Vi sad og studerede en vinbonde, der sprøjtede sine marker, mens vi spiste morgenmad. Han kom trillende ganske langsomt med sin traktor og parkerede meget forsigtigt på bredden overfor os. Så fyldte han en beholder med sprøjtevæske, tog den på ryggen og gik langsomt op af den stejle skråning, til han nåede toppen af hans vinmark. Sprøjtede nogle vinrækker, og gik ned til traktoren, for at fylde beholderen igen. Man må sige, at vinbønderne kommer ikke sovende til deres produkter, når de skal op og ned af de stejle bakker mange gange, før druerne er i hus.
Efter morgenmaden satte vi os udenfor, for at nyde det gode vejr. Efter lidt tid, gik vi en tur op i byen, for at besøge byens slagter og “bageren”, der nu var blevet opgraderet til en købmandsbutik. Det blev til lidt pølser, pålæg og noget marineret kød til aften.
På tilbagevejen rundede vi turistbureauet og så var det tid, at besøge Clüsserath vinbonden, som Lars havde kastet os i favnen på. De kunne fortælle, at den danske importør (som Lars kendte) havde været på besøg ugen forinden med en hel busfuld.
Der var ikke lige udsigt til, at vi kunne smage på deres vine, så vi holdt os til min plan. Vi købte 6 forskellige flasker af deres vine og tog dem med hjem.
Det var sidst på formiddagen og vi satte os ned til Mosel foran camperen. Fandt det store bord frem og fik rigget til til en meget ambitiøs vinssmagning. I løbet af de næste timer smagte vi 5 forskellige hvidvine fra Christoph Clüsserath. Det var i øvrigt ham selv, der havde pakket vinene til os…
Vi var straks forelsket i den allerførste riesling. Det var en 1-liters flaske til 7 euro. Bagefter smagte vi en Müller-Thorgau vin - også en litersflaske - men til 6,50 euro. Det var åbenbart forkert rækkefølge, for den smagte meget neutral efter den første. Resten af vinene anstrengte vi os for, at få i rigtig rækkefølge. De blev ikke markant bedre, efterhånden som vi nåede igennem dem. Der var en eller to, hvor vi sagtens kunne smage, at de var lavet på druer fra gamle stokke. Men generelt set blev vi nok mest forelsket i den allerførste og næstbilligste. Vi var enige om, at det godt kunne blive Brewpubbens faste vin. Nu må vi se. Vi har pudset Lars på, at få arrangeret en smagning med den danske importør, som holder til i Farstrup.
Vi nød solen hele eftermiddagen. Også selv om der blev overskyet undervejs. Marie strikkede løs og jeg læste højt imens.
Efter en dag, hvor vinsmagningen var højdepunktet, kreerede Marie en lækker aftensmad med et par store stykker marineret stegt flæsk og grøntsager. Det smagte rigtig lækkert. Så kan tyskerne altså andet end lave schnitzler og currywurst :)
Solen gled ned bag os og vi slappede af med hver vores telefoner. Jeg havde et par afsnit med Itchy Boots, der skulle ses, men jeg nåede kun igennem halvanden afsnit, da trætheden overmandede mig. Det måtte være alt det friske luft.
|
Tilbage til Indholdsbetegnelsen
|
Efter endnu en meget rolig nat, vågnede jeg ved 7-tiden. Marie boblede lystigt videre, indtil jeg havde klaret morgentoilettet og var klar til morgenmad. Så kom der også liv i hende.
Præcis kl. 8 kom en varevogn dyttende ind på parkeringspladsen. Det må være en bager, tænkte jeg. Og voila. Så var der frisk morgenbrød.
Vejret var skiftet. Det var blevet overskyet med spredte småbyger. Men vi fik gjort os færdige. Jeg gik op til vores vinmand Cristoph Clüsserath. Vi var nået frem til, at vi ville købe 36 flasker vin. Så rakte det vel lidt tid, med vores hvidvinsforbrug.
Bedst som jeg nåede frem (der var kun 5 minutters gang), stod der en palle med flasker. Jeg nåede at tænke, at den stod noget usikkert på den skrå nedkørsel til vinhandlerens lagerbygning. En gaffeltruck læssede pallen med flaskerne men flaskerne skred ned af pallen og det nederste lag skred sammen, så der var glasskår over alt. Truckføreren må have handlet hurtigt, for de resterende flasker stod stadig på pallen og de fleste var uskadt. Så måtte der gang i et større oprydningsarbejde. Alle sprang til og nogen begyndte at feje glasskårene væk mens andre læssede pallen om i andre pallevogne.
Jeg fik betalt for vinene og Cristophs kone gik selv ned og hentede kasserne til mig på lageret. De andre - incl. Christoph - var travlt beskæftiget med at samle flasker :)
Første mål i dag var at køre op til et udkigspunkt på den anden side af Mosel floden. Fra udsigtspunktet Zummethöhe var der en fantastisk udsigt ned over floden og over til Trittenheim. Vi gik lidt hen af en grusvej og kunne se direkte ned på de ranker, som vi havde siddet og set op på fra vores camperplads i Trittenheim.
Efter en lille spadseretur, vendte vi om og gik tilbage til Camperen. Turen fortsatte langs Mosel floden og efter en forholdsvis kort tur, nåede vi til byen Klüsserath. Deraf måske navnet på vores vinbonde i Trittenheim.
Vi havde ikke kørt mere end måske 10 km. i dag. Alligevel besluttede vi at tage en overnatning på camperpladsen i Klüsserath. Det var en meget stor plads - jeg tror, at de kaldte den for den største plads langs Mosel floden - det skulle nok passe.
Klokken var kun godt 11. Byen havde et Vinothek, hvor man havde samlet forskellige vine fra lokale bønder. Men vinotheket havde kun åbent fra 9 - 11. Sjovt tidspunkt, men vi gik en tur rundt i byen. Undervejs fandt vi frem til en vinbonde, som jeg ville lette for et par flasker, så vi kunne smage deres vine.
Tilbage ved camperen blev det tid til lidt frokost og låget sprang af de nyanskaffede vine. Den ene var en pinot gris og den anden en riesling. De smagte ok, men vi hældte heldigvis mere til de vine, som vi havde fyldt i camperen. Der var rester tilbage fra dagen før og de blev også lige smagt, mens jeg læste højt for Marie.
Hen på eftermiddagen stoppede det snuskede vejr og vi skyndte os at hive stole og bord frem. Vi skulle også lige teste, at vores markise fungerede ok.
Kort tid efter blev det igen overskyet. Så måtte det hele pakkes sammen og vi fortsatte indenfor.
Cirkusset blev gentaget en halv times tid før solen gik ned over bjergene vest for os. Pludselig var himlen helt blå og vi kunne indtage aftensmaden udenfor i dejligt vejr.
Marie havde tryllet et ostebord frem med rigtig lækre oste. Og da vi nåede til en blåskimmel ost med masser af smag, var det tid til at smage Cristoph’s beerenäuslese dessertvin. Den smagte fint dertil - men vi var enige om, at til prisen kunne vi et par rigtig gode flasker portvin.
Da solen forsvandt, trak vi atter indenfor. Nu var det slut med at sidde ude for i dag.
Aftenen blev lidt livlig. Vi hyggede os med vin, øl og varm whisky i the (med honning). Det smagte rigtig godt, selv om nogen nok vil himle, når de ser, at vi bruger god cask strength whisky. Nå, det var jo købt og betalt…
Ud på aftenen morede vi os med at se videoer med gamle danske komikere. Det kom der en del morskab ud af.
|
Tilbage til Indholdsbetegnelsen
|
En lille smule medtaget ovenpå de mange ting, vi hældte indenbords dagen før, stod jeg op lidt før kl. 8. Marie bekendtgjorde, at bagerbilen var på vej ind på vores plads ca. tyve minutter over 8. Det havde regnet en del om natten og det så absolut ikke ud til, at vejret ville klare op lige med det samme.
Jeg hentede lidt brød og vi fik stablet en morgenmad på benene. Så var det tid at forlade Klüsserath.
Turen gik atter op af Mosel floden. Vi ville køre til byen Schweich (ja sådan staves det). Det regnede trøstesløst, hvilket jeg var overbevist om at vinbønderne var meget glade for.
Der var ikke langt til Schweich men vi måtte ud på en større omvej, fordi vores hovedvej 53 var spærret. Så vi blev sendt over Mosel og op af en meget kringlet vej, til vi nåede motorvej 1. Via denne kørte vi til næste afkørsel og så var vi næsten nået frem.
Første stop var et Edeka supermarked i byens udkant. Marie forsøgte ihærdigt at parkere bilen men det kneb med plads, så vi kantede os ud igen og fandt i stedet en parkeringsplads ude på gaden.
Der var fyldt godt op inde på Edekas parkeringsplads og vi nåede frem til, at butikkerne måske har lukket de næste par dage pga. påsken.
Det var et meget stort supermarked og vi tøffede rundt og osede alt imens indkøbskurven bugnede mere og mere. Så kunne vi klare os et par dage…
Jeg havde fundet en vingård med plads til 40 autocampere i Longuich. Weingut Feiten var hurtigt fundet men for en gang skyld kunne vi ikke bo i første række til Mosel. De første 2 rækker var til campere, der havde reserveret, så vi måtte nøjes med 3. række med kig til floden - med mindre der dukkede et stort skrummel af en camper op og indtog den tomme plads lige foran os…
Vinbonden åbnede for salg og smagning fra kl. 17, så vi havde god tid til en lækker frokost med masser af fisk - sild og store rejer i en salat med asparges. Det smagte lækkert.
Regnbygerne fortsatte og der var ikke nogen af os, der havde lyst til at gå tur i området. Vi forskansede os - ligesom alle andre - i camperen med lidt varme på fyret.
Ved 5-tiden tog vi tøj på og gik over til vinsalget. Jeg havde måske forventet, at de ville afvikle en lille smagning - men så vildt blev det ikke. Fruen af huset kunne godt give en smagsprøve på de vine, vi ønskede at smage. Vi fandt et par stykker. Den første var lidt kedelig men nr. 2 smagte faktisk rigtig fint. Så vi købte en kasse af den. Så var showet overstået og næsten inden vi kom tilbage til camperen, hvade hun lukket døren igen. Så var dagens salg overstået. Så der var heller ikke mulighed for at købe lidt varmt mad, som de skiltede med. Det gik fint, for Marie havde forberedt et festmåltid til os.
Det var lidt pudsigt at konstatere hvor stille, der var på denne plads. Ikke en lyd. Ingen hundeglam fra de hunde, der blev luftet. De meget festlige tyskere forskansede sig i hver deres campere med den vin, de havde bemægtiget sig. Vi hørte intet til andre på pladsen hele aftenen og natten med. Ruhig war es!
Maries festmåltid bestod af kartofler og stegt flæsk. Men en anderledes udskæring til stegt flæsk, end vi kender i Danmark. Der var et stykke til hver, men de var til gengæld kæmpestore. Dertil en god sovs og en tomatsalat.
Mens Marie kokkererede, læste jeg højt og vi smagte lidt på den vin, vi havde købt i dag. Det kan man jo kalde lokal vin, når man bogstavelig talt sidder mellem vinrankerne og nyder vinen.
Kl. tyve over ni ville Marie være den første, der gik i seng. Jeg gad ikke sidde oppe alene, så jeg fulgte skyndsomt efter.
|
Tilbage til Indholdsbetegnelsen
|
Det var ikke naboerne, der holdt mig vågen en times tid i nat. Det var nok de praktiske gøremål derhjemme, der lige skulle vendes. Jeg fik noteret dem ned på min telefon - så fik jeg fred til at sove igen.
Ved godt 6-tiden begyndte vi at vågne. Gad ikke rigtig stå op. Der var jo dejlig varmt under dynen. Men jeg havde besluttet mig for, at tage et morgenbad i det enlige baderum, der var på pladsen. Så for at undgå, at skulle stå i kø, stod jeg op.
Ved 8-tiden havde vi begge været i bad og fået morgenmad. Inden vi forlod pladsen, skulle vi lige bruge lidt tid på at sidde og nyde morgenstunden.
Så kl. halv 10 kørte vi frem og fik klaret alt med camperen: tømme toilet, grå vand og fylde nyt vand på. SÅ var vi klar.
Vi besluttede at fortsætte langs Mosel til Trier. I Trier tog vi afsked med Mosel for denne gang. Når vi engang fortsætter vores færd langs Mosel, starter vi med at kigge på byen Trier.
Men for nu gik det mod nord med Køln som næste fixpunkt. Men inden Køln havde vi en aftale i Bitburg. De ølkyndige ved godt, at byens navn klinger med et af de største tyske ølmærker: Bitburger.
Det kneb lidt at få vejviserne til at køre den vej, som vi gerne ville. Google Maps og Apple kort ville begge gerne have os ud på motorvejene og hurtigt frem. Vi ville gerne køre på de lidt mindre veje, selv om ruten måske var lidt længere.
Men vejviserne har det heldigvis med at rette ind efter forholdene, så efter en times kørsel, var vi fremme i Bitburg og en camperplads ved det gamle gymnasium. Det så fint ud og lå forholdsvis fredeligt. Det var lidt sjovt at læse anmeldelserne af parkeringspladsen i vores Campercontact app. En skrev, at der var en forfærdentlig larm og kirkeklokkerne larmede om morgenen. En anden beskrev stedet som yderst fredeligt. Sådan er man forskellige. I øvrigt erfarede vi, at kirkeklokkerne ganske rigtigt ringer kl. 9:30 om morgenen…
Vi havde booket en guidet tur i bryggeriet kl. 16, så der var god tid til at spise en frokost i bilen og slappe lidt af med højtlæsning.
Vi måtte jo hellere iføre os noget overtøj og se lidt på byen. Vejret var ikke imponerende. Der var kun 9 grader og småregn. Så tror det pokker, at gågaden var mere mennesketom end Gothersgade i Fredericia en søndag eftermiddag. Her i Bitburger var butikkerne jo åbne i dag. Skærtorsdag er ikke en helligdag i Tyskland. Bitburg er ikke nogen stor by, så det er vel bryggeriet, som byen er mest kendt for. Den centrale bymidte var til at overse. Der var såmænd godt med butikker i og omkring gågaden. Til gengæld virkede det til, at der var en del biergardens og ølsteder i byen - lidt flere end vi har været vant til at se. Måske bryggeriets fortjeneste.
Vi satte os ind på et lidt finere hotel og bestilte en øl, for at få tiden til at gå. Den unge usikre tjener serverede 2 SMÅ fadøl. Det gik der jo ikke meget tid med. Men vi betalte og fortsatte.
En times tid før vores aftalte tidspunkt, var vi nået frem til Bitburger. Vi kunne hurtigt konstatere, at bryggeriet slet ikke brygger øl i midtbyen længere. Det hele var blevet flyttet ud i den sydlige ende af Bitburg.
Jeg var begyndt at tro, at vi var de eneste, der skulle med på turen men et kvarter før kl. 16 dukkede en flok amerikanere op. Jeg har altid synes, at nogle amerikanere har en lidt for dreven accent, som man hurtigt bliver træt af at høre på. Nok også fordi de som regel elsker at høre sig selv tale. Ingen fordomme her - og det er sikkert ikke blevet bedre med deres åndssvage præsident.
Nå, det blev da heldigvis bedre, at turen begyndte. Så skulle de lytte mere og snakke mindre. Guiden var en lav kvindelig tysker. Hun havde endda høje hæle på støvlerne, for at virke højere. Men hun gjorde det nu godt. Undervejs blev alt forklaret meget pænt og ordentligt. En meget grundig indføring i ingredienserne og ølbrygningens processer. Vi fik lov til at smage bryggeriets alkoholfrie pilsner. I min verden er det svært at brygge en pilsner uden alkohol. Den kommer langtfra til at smage som en pilsner. Der er ikke meget til at erstatte smagen og dybden af alkoholen i øllet.
Vores guide fortalte, at i forbindelse med flytningen af bryggeriet, var det i starten var kun tapningen af øllet, der blev flyttet. Så man anlagde verdens længste pipeline mellem de to steder, for at kunne sende øllet fra bryggeriet til tapperiet. Da bryggeriet blev flyttet til sydbyen, blev rørene i stedet brugt til at sende vand fra deres brønde ud til det nye bryggeri. Bitburgers slogan er slet og ret: “bitte ein bit”. Guiden mente, at bryggeriet levede op til deres slogan, for rørene mellem det gamle og nye bryggeri blev også brugt til at sende bits and bytes igennem.
Efter rundvisningen i det gamle bryggeri, kunne vi vælge 2 forskellige øl i deres sortiment. Vi sad og evaluerede rundvisningen, der var lavet næsten lige så flot som det, vi havde set på Guinness i Dublin. Hele bryggeriet var bygget om til et oplevelsescenter. Men det er altså ikke helt det samme, som at stå ved siden af de kedler, der brygges i og høre flaskerne rasle på transportbåndene.
Klokken var sneget sig hen på 17:45 og det begyndte at lugte lidt af aftensmad. Vi spadserede tilbage gennem midtbyen og nåede frem til en thai/asiatisk takeaway, som jeg havde studeret menukortet fra. Der var også mulighed for at sidde på stedet. Det valgte vi, da jeg bl.a. gerne ville have en thailandsk suppe.
Det bestilte jeg sammen med en vietnamesisk wok ret. Marie fik forårsruller og en anden wok ret. Maden kom hurtigt og selv om der var mange mennsker, for at hente maden med hjem, gik personalet stille og roligt rundt og så ikke fortravlet ud. Det kunne man måske lære lidt af!
Maden smagte fantastisk. Omgivelserne var typisk, som man oplever det i Thailand. Simpel lokale med enkle borde og stole. Ingen dikkedarer. Da jeg bestilte min wok ret meget stærk, pegede den thailandsk udseende dame bare på en skål sambal oelek. Så kunne jeg selv bestemme.
Bag os satte sig et par ind. De var nok midt i 30erne. Hun var forhåbentlig skæv af et eller andet, for hun snakkede og snøvlede som et forkølet vandfald. Manden svarede meget lavmælt ind imellem, når hun trak vejret. Jeg lovede Marie, at når de bar maden ned til dem, ville jeg klappe højlydt i hænderne. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke og maden havde heller ikke den ønskede effekt. Marie mente, at hyænen nok var ligeglad med, om maden blev kold. Hun havde MEGET, hun skulle have fortalt manden :)
Vi fortrak og betalte vores gæld. Så var der kun 5 minutter tilbage til camperen. Varmen blev hurtigt sat på, så vi kunne slappe af i fred og ro.
Jeg har kæmpet lidt med at have lys nok til, at jeg kunne læse højt af vores svenske krimi. På trods af, at camperen er udstyret med rigtig meget lys, så var der ikke rigtigt noget af det, der var kraftigt nok. Vi fandt også en pandelampe frem, der lyste for lidt. Her til aften fandt vi en lommelygte og den kunne til nød gøre det, så vi fik læst nogle kapitler, før vi kravlede til køjs.
|
Tilbage til Indholdsbetegnelsen
|
Parkeringen midt i Bitburg VAR meget fredelig. Vi havde kun hørt regnens trommen mod taget i løbet af natten.
I dag havde vi ikke noget, som vi skulle nå, så vi kunne tage det helt roligt (det havde vi vel også gjort de andre dage).
Hen på formiddagen trillede vi ud af parkeringspladsen. VI havde besluttet at køre op mod Køln og gøre et stop halvvejs oppe, så vi ikke skulle køre så langt dagen efter. Vi fandt en camperplads i Nettersheim. Turen ville tage en times tid, men i dag lærte jeg, at man faktisk kan bede Apple kort om at undgå motorveje, så varede turen selvføgelig noget længere. Til gengæld blev vi ført rundt i det bakkede terræn gennem små og halvstore byer.
Vejret var overskyet men ingen regn.
Det var lidt specielt, at vi ikke skulle følge synderligt med i, hvor vi skulle hen. Apple kort viste vej og vi skulle bare følge ordrerne fra den venlige dame i højttalerne. På bilens skærm kunne vi se kortet, hvis vi var i tvivl. Ja, jeg ved godt, at det er lige som en hvilken som helst GPS - men jeg har bare været vant til at følge minutiøst med på min telefon. Det kunne jeg helt lade være med i den nye camper. Så det var lidt luksus for mig!
Camperpladsen i Netterheim så fin og forholdsvis ny ud. Prisen var måske lidt høj for en så lille by: 13,50 euro. Så kunne vi også få strøm - det havde vi jo ikke brug for. Andre steder betaler man ekstra for strømmen.
Marie anrettede en lille påskefrokost til os, mens jeg blev beordret til at læse højt. Vi var ved at nå enden af krimien - og morderen var endnu ikke afsløret.
Efter en god frokost læste jeg bogen færdig. Vi talte lidt om at gå en tur i området men blev enige om, at vores fødder havde godt af at hvile sig. I morgen skulle de nok komme i vælten, når vi nåede ind til Køln. Nå ja - så var der også kun 9 grader udenfor, så det var dejligt at sidde indendørs. Området skulle efter sigende have gode vandre- og cykelruter. Jeg tjekkede det lidt ud, men det så mest ud til at være gennemgående ruter mod f.eks. Køln. Ikke rundture i området. Jeg tog måske fejl, men vi satsede på det sikre og blev i camperen.
Da bogen var færdig, fik vi en kop kaffe og vi mæskede os i forskellige påskekager, som Marie havde købt. Så blev vores sukkerbeholdning da også lige fyldt op dér!
Ja så skete der faktisk ikke så meget mere den dag. VI nød et par glas vin og Marie tilberedt en gang brasede kartofler med gode pølser til. Nu var det jo påske, så vi åbnede en Carolus Easter. Paul sendte et billede, hvor de nød en tilsvarende flaske, så der blev sendt lidt billeder frem og tilbage. Jeg mente at kunne trumfe det ved at vise, at vi skulle have friske jordbær til dessert. Så sendte han et billede tilbage - de skulle også have friske jordbær! Det var ligegodt dælens!
Aftenen gik med, at vi begge var godt begravet i vores telefoner. Ja, det kan hurtigt blive et tidsfordriv - men ind imellem har man vel også brug for sådan noget.
|
Tilbage til Indholdsbetegnelsen
|
Noch ein ruhig nacht. Camperpladsen i Netterheim lå fredeligt i udkanten af byen og som sædvanlig mærkede vi ikke noget til folk i de andre autocampere.
Vi havde besluttet at stå forholdsvis tidligt op og køre til Køln, så vi kunne få en god dag i den store by.
Ved 7-tiden stod vi op og det faste morgenritual var overstået kl. godt 8. Så var der afgang. Inden vi forlod Netterheim ville vi proviantere i det lokale supermarked. Jeg var overbevist om, at vi havde butikken for os selv, men jeg tog da gruelig fejl. Parkeringspladsen var stort set fyldt op. Nu skulle tyskerne jo også klare sig i 2 dage, så det var med at få provianteret!
Belæsset med de varer, vi kunne have i hænderne, forlod vi supermarkedet igen. Snart var vi ude på motorvejen, der første os mod Køln. Det gik bare derudaf. Nu var alle tyskerne jo ude at handle, så vi havde næsten motorvejen for os selv.
Ved 11-tiden nåede vi til en stor (park and ride) i Weiden vest for Køln. Her var mere end 600 parkeringspladser og ikke ret mange biler. Så vi kunne sagtens parkere for natten. Lige ved siden af parkeringspladsen kunne vi tage toget ind til centrum i Køln. Det klappede perfekt og ca. 20 minutter senere stod vi på hauptbahnhof Køln. Banegården lå lige ved siden af den kæmpestore domkirke. Så vores første indskydelse var, at se domkirken først. Her var imidlertid vanvittig mange mennesker og alenlange køer, for at komme ind i domkirken. Det gad vi simpelthen ikke vente på. I stedet fandt vi en bar, hvor vi kunne få vores første kölsch - og låne et toilet.
Jeg havde ikke rigtigt fået monteret selskabsblæren i dag, så morgenkaffen ville ud. I stedet blev der plads til 2 øl. Vi var simpelthen nødt til at se, om det var rigtigt, at de bare kom med en ny kölsch, når glasset var tomt. Vi havde hurtigt tømt de små 20 cl. ølglas og ventede spændt. Vi sad lige over for baren, så den lune barmand spurgte pænt, om vi skulle have en mere. Jadak!
Så måtte vi hellere få betalt og komme videre. Dagen var jo ung endnu.
Jeg havde købt en app, der kunne vise os rundt i byen. Når vi nåede et bestemt punkt, kunne vi høre en fortælling om stedet. Det fungerede faktisk fint men fortællingerne blev lidt lange efter min mening. Da vi havde nået de første 3-4 punkter (ud af 29), var den gal med blæren igen. De 2 kölsch var åbenbart rendt igennem. Marie spottede et pizzeria, hvor vi besluttede os for at spise frokost. Vi var ikke lige til pizza, så i stedet valgte vi fish & chips.
Pizzeriaet lå ned til Rhinen og der var opstillet en masse borde udenfor. Stedet var godt besøgt. Vejret var også fantastisk med sol fra en skyfri himmel. Vi var glade for, at vi ikke havde taget store trøjer med ind til byen.
Vores fish & chips smagte fino men fisken var fuldstændig firkantet. Sådan en underlig fisk har jeg aldrig set før!
Så var vi klar til at følge appen videre rundt. Vi skulle ialt gå omkring et par kilometer, så der var ikke ret langt mellem interessepunkterne. Det var lidt omstændigt at finde earplugs frem og få dem koblet til telefonen. Så efter vi havde hørt om godt halvdelen af punkterne, mistede vi interessen. Og nøjedes med at gå rundt efter punkterne.
Det viste sig, at de sidste 5-7 punkter handlede om selve domkirken og da vi kom tilbage dertil, var det synd at sige, at menneskemængden var forsvundet. Så Køln Domkirke fik ikke et tjek af os denne gang. Måske senere. Men for pokker, hvor var den høj.
Ved 15-tiden havde Marie booket os på en Kölsch tur. Vi kunne lige nå en kop kaffe og et stykke kage - og atter låne et toilet. Så var vi klar.
Firmaet skiltede med, at der maks. var 10 med på deres ture. Der stod ca. 30 og ventede på det aftalte sted - men med 2 guider. Vi blev delt op i 2 grupper og så gik det mod nærmeste kölsch bar: Brauerei zur Malzmühle. Vi fik serveret et glas og guiden fortalte lidt om stedet. Under 2. verdenskrig blev bygningerne stort set jævnet med jorden men allerede et år efter krigen, begyndte ejerne at sælge kölsch, selv om kun facaden stod tilbage på det tidspunkt.
Bill Clinton var i Køln i 1999 og han ville gerne ud og drikke en øl blandt almindelige mennesker. Hans stab tog fat i et barsted, der blev bedt om at lukke for gæster, mens Bill fik sine øl. Men det ville ejeren ikke være med til. I stedet kom Bill på besøg på der Malzmühle. Det opdagede pressen og mange andre nysgerrige. Så da han kom ud fra baren, ville han jo gerne efterligne John F. Kennedy, der udødeliggjorde sætningen “Ich bin ein Berliner”. Så Clinton sagde: “Ich bin ein kölsch!” - selvfølgelig til stor morskab for alle.
Vi fortsatte til flere forskellige kölsch barer og hvert sted fortalte guiden om forskellige aspekter af øllet. Han kom også ind på “krigen” mellem Køln og Düsseldorf. De driller gerne hinanden i de 2 byer. Guiden fortalte, at der ikke er nogen skilte i Køln, der viser til Düsseldorf. Det ser man først, når man kommer ud af byen. Kølnere har også en holdning til altbieren, der er Düsseldorfs signaturøl. Kølnere mener, at altbieren bare er en tønde med kölsch, der er dumpet i Rhinen og blevet samlet op i Düsseldorf. Så altbier er bare en øl tilsat lidt rhinvand. Derfor er altbieren mørkere end kölsch.
De første 3 steder var der inkluderet en kölsch i turen. Derefter måtte vi selv punge ud. Guiden tog os med til en kiosk, der er små butikker, hvor man kan købe øl, vand, vin og spiritus og tage med sig. Vi skulle prøve det, at gå med en øl på gaden, som mange tyskere åbenbart gør. Jeg tror nu, at vi var de eneste, der gik med en ølflaske i hånden - men for f.eks. amerikanere var det sikkert en grænseoverskridende handling, for de må ikke!
Bierhaus en d’r Salzgass hed turens sidste værtshus. Her var pænt fyldt, så vi blev vist op i et lille lokale, der åbenbart næsten tog pippet fra guiden. I det lille lokale holder 3 meget prominente figurer til under Køln karnevallet. Lokalet må normalt ikke benyttes, så guiden følte sig meget beæret over, at vi fik lov til at sidde der.
Selskabet brød op og vi valgte at blive på det sidste værtshus og spise. De havde asparges på menukortet og det smager jo fantastisk. En rigtig forårsbebuder.
Imens satte jeg en del kölsch til livs, for tjeneren skulle jo holdes i sving. Øllet blev skænket lige ved siden af vores bord. Det tappes fra 30 liters fade. Tjeneren fylder et stativ med glas, så de står i 2 ringe inden i hinanden. Så kan den øvede tjener hælde øl op, mens han cirkulerer stativet. Det så meget festligt ud men kors, hvor må det være hårdt for hånden sådan at køre stativet rundt og rundt.
Vi fik tømt et fad. Bare rolig. Vi var ikke alene om det. Og egentlig var vi klar til at betale, da de kom slæbende med et nyt fad. Tjeneren mente, at det skulle vi smage. Ja, det var tydeligt, at der var mere CO2 i det helt friske øl.
Vi var egentlig på vej tilbage mod banegården - men lige overfor restauranten lå en Delirium cafe, der serverede alt muligt andet øl en kölsch. Flere belgiske bryggerier og Ewil Twin var repræsenteret. Vi måtte da lige have en enkelt øl mere. Jeg fandt en fadlagret øl fra Delirium og Marie en sour. De smagte godt oven på det lidt anonyme Kölsch. Ja, det blev faktisk slutdommen over Kölsch. Det er en frisk og dejlig øltype men den svingede fra meget neutral og lidt kedelig (med kun en svag maltsmag) til lidt mere humlede/bitter versioner. Jeg er ked af at sige det: Jeg vil hellere have en god pilsner. Men traditionen med, at der bliver serveret en ny øl, når man er færdig med sin øl, det var nu meget sjovt at prøve.
Efter et par øl på Delirium Cafe, var det på tide at vende snuden mod banegården og finde hjem til camperen. Da vi kom tilbage til parkeringspladsen, var det ved at være mørkt.
Vi hyggede os et par timer eller 3 i camperen, før det blev nat for os.
|
Tilbage til Indholdsbetegnelsen
|
Det kunne godt mærkes på hovedet, at vi havde haft en rigtig sjov dag i går. Det var nok ikke kölsch øllet, der var årsagen men måske mere de sidste par øl, vi fik inde i byen. Det blev heller ikke bedre af, at vi skulle smage en Carolus påskeøl og en whisky, da vi kom hjem i aftes…
Vi sov lidt længe og vågnede op til strålende solskin. De havde ellers lovet en regnvejrsdag. Dagens program var enkel. Vi skulle køre op i nærheden af tulipanområdet i Holland, så vi var klar til at bruge en dag med at se på tulipaner.
Jamen hov. Har vi ikke været dér før? Jo jo, men det er simpelthen et fantastisk syn og nu var vi jo næsten på de kanter…
Mens vi spiste morgenmad i camperen dukkede der en del biler op med folk, der tydeligvis skulle ind og se Køln spille fodbold. Jeg fandt senere ud af, at Køln vandt 3-1, så mon ikke der var fest i byen.
Vi pakkede sammen og lod Apple Kort bestemme hvilken vej vi skulle. Meget hurtigt var vi på motorvejene nordvest for Køln. Marie drønede derudaf og snart passerede vi grænsen til Holland. Der blev indlagt en kort frokostpause, før vi hastede videre mod en camperplads en halv times kørsel syd for tulipanområdet.
Det ville være perfekt at ankomme først på eftermiddagen. Så var der garanteret ikke så mange campere (de var vel allesammen ude og se på tulipaner). Men nej - vi tog fejl. Den udsete camperplads i udkanten af byen Nunspeet havde 40 pladser og der var helt udsolgt. Heldigvis kunne vi få lov at holde på en tilhørende campingplads. Det var en fordel, for camperne holdt næsten side om side på camperpladsen. Vi fik vores egen lille græsplæne, at holde på uden at skulle kigge direkte ind til en camper lige ved siden af.
Det var ellers lige før, at Marie ville ændre planer, for vejrudsigten lovede regnvejr i morgen. Så hun ville gerne fortsætte op til tulipanmarkerne. Men udsigten til en stol i solen vandt.
Sidst på eftermiddagen blev det overskyet. Meget passende, for solen var alligevel gået ned bag nogen træer, så vi fik ikke mere sol.
Aftensmaden bestod af spaghetti carbonara. Det smagte fantastisk. Vi havde også flottet os og købt noget ekstra godt bacon.
Marie klarede opvasken, mens jeg fik ajourført dagbogen. Jeg kunne godt mærke, at det ikke blev sent i aften. Vi ville stå tidligt op i morgen, få et bad og pile afsted mod tulipanmarkerne før alle andre kom anstigende :)
|
Tilbage til Indholdsbetegnelsen
|
Så var det godtnok slut med det gode vejr. Det havde regnet en stor del af natten og der var ikke tegn på, at det ville høre op sådan lige.
Vi gik i bad på skift. Ja vi kunne næsten lige så godt bare stille os op uden for camperen, men det ville være lidt for komisk et syn…
Vi fik en god morgenmad og forlod pladsen ved halv ti tiden. Det regnede stadigvæk og det var måske ikke det bedste vejr, at kigge på tulipaner i.
Efter en halv times kørsel, nåede vi frem til en tulipanrute, som jeg havde fundet på nettet. Meget fint, for kortet kunne køres over i Google Maps. Så var det bare at følge kortet. Men tulipanruten var også godt skiltet. Vi så vist kun et enkelt sted, hvor der manglede et skilt. Heldigvis havde jeg næsen nede i kortet på min telefon, så vi kom ikke på afveje.
Tulipanerne var ligeglade med, at det regnede. De havde åbnet sig, så vi kunne se de farverige marker. Men vi havde ikke rigtig lyst til at stå ud af bilen og tage billeder. Vi har vist også nok billeder fra området :)
Da vi havde kørt omkring 3/4 af ruten på samlet 120 km., konstaterede Marie, at vi havde kurs mod syd igen. Det var jo ikke den rigtige vej for os, så vi holdt ind og fik frokost - og stak næsen mod nord og øst.
Da vi nåede til Tyskland var regnen holdt op og det så ud til opholdsvejr. Vi kørte en lille time i Tyskland og så gad vi ikke mere.
I byen Apen vest for Oldenburg var der en gratis parkeringsplads for campere. Her holdt vi helt alene. Solen dukkede frem og vi kunne lukke sidedøren op, for at få lidt luft. Her boede vi ved siden af en jernbane - jamen så var vi jo næsten hjemme :)
Lige ved siden af vores parkeringsplads lå en græsk restaurant. På diverse camper-apps fik restauranten store roser, så det var måske dér vi skulle spise til aften?
Nu var det jo 2. påskedag og tyskerne er kendt for at alt er lukket i påskedagene (bortset fra skærtorsdag). Men ved godt 5-tiden strømmede biler til og folk begyndte at gå ind på restauranten. Ja, så var der alligevel åbent. Marie og jeg blev enige om, at det første hold lige skulle fodres af, så kunne vi gå ind en times tid senere.
Personalet fandt et bord til os og vi bestilte en øl og en hovedret. Hurtigt dukkede der en lille forret op med nogle grøntsager - og en ouzo. Marie havde bestilt blæksprutter og jeg havde bestilt en tallerken med grill specialiteter.
Så gik det galt igen. Jeg fik serveret en tallerken, der var spækket med kød. Pludselig kunne jeg godt forstå, at alle tjenerne, der gik forbi vores bord sagde: “guten apetit”. Det blev der brug for!
Jeg nåede ikke helt igennem, før jeg måtte kapitulere - men det smagte fantastisk. Svinekød, oksekød, lammekød og gyros. Vi nåede også lige en kop græsk kaffe og en Metaxa.
Så kunne vi heller ikke vrikke med ørerne. Tilbage i camperen. Vejret var blevet mildt og dejligt. Alligevel satte vi lidt varme på, da vi kom retur. Vi skulle udnytte, at vi har fået et meget effektivt dieselfyr!
|
Tilbage til Indholdsbetegnelsen
|
Jeg havde vist været lidt for hurtig med at give vores overnatningssted i Apen 5 stjerner. Jeg blev vækket efter et par timers søvn. Der kørte stadig en del biler rundt i gaderne og det virkede som om vi sov med store og travle veje rundt om os.
Det lykkedes dog at falde i søvn og først ved 6-7 tiden om morgenen blev trafikken for alvor genoptaget. Så jeg burde nok nedklassificere stedet til 3 stjerner.
Vi fik den sædvanlige morgenmad og forlod Apen med destination Bauhaus i Bremerhafen. Gitte ville gerne have noget Roundup gel med hjem.
Vi trillede stille og rolig afsted mod nordøst og havnede ved Bauhaus ved godt 11 tiden. De havde ikke noget gel. Til gengæld fik jeg købt en pandelampe med et meget kraftigt lys. Så burde jeg kunne læse højt for Marie på vores camperture fremover.
Vi fortsatte mod nord til Cuxhaven. Egentlig ville vi bare se lidt på byen og spise frokost med udsigt over vandet, men jeg synes ikke rigtig, jeg kunne finde andet end overnatningspladser, så da vi kom til byen, drejede vi til højre mod Wischhafen, hvor vi ville tage færgen over Elben. Inden da nåede vi ned på en digevej og fandt et fint sted, at spise frokost.
Der var en halv times ventetid ved færgen men det kunne sagtens opveje den tid, vi skulle bruge, hvis vi skulle køre omkring Hamburg. Sejlturen varede under en halv time og på den anden side var køen noget længere. Der var nogen, der kom til at holde i flere timer, for at komme over.
Nå, hvor langt gad Marie så køre i dag? Vi talte om alt fra få kilometer og op til Tarp syd for Flensborg, hvor vi sov på vej nedad. Marie ønskede at holde i nærheden af Rendsburg og se skibene på Kielerkanalen.
Der ligger en plads til autocampere lige ved den famøse hængebro i Rendsburg, men jeg gættede på, at den var overfyldt. Så i stedet søgte vi ud til en lille flyplads vest for Rendsburg. Her var der masser af plads og vi følte os næsten ført tilbage til Mosel med udsigten til Kielerkanalen. Skulle pokker da stå i, at vi kørte så langt! Og skibene kan tilmed være noget større på Kielerkanalen.
Vejret var startet gråt og med udsigt til lidt regn men her i Rendsburg området kom solen frem. Jeg fik sendt invitationer ud til min fødselsdag og skrevet lidt dagbog, mens Marie kreerede turens sidste påskefrokost til os.
Den nød vi, mens vi talte lidt om turen og vores nye camper.
Det var en flot solnedgang, så vi måtte ned til kanalen og se et stort skib sejle forbi mens solen stod lavt. Flot og mildt forårsvejr.
|
Tilbage til Indholdsbetegnelsen
|
Selv om der var en vej mellem os og Kieler kanalen, så var der meget stille hele natten. Der var måske også sejlet en båd eller to gennem kanalen. Jeg opdagede det knap nok. Hen på morgenen blev det tåget. Meget tåget. Man kunne end ikke se kanalen. Men ved 8-tiden var det næsten forsvundet igen.
En af fordelene ved at være på camper tur er, at vi kan nyde vores morgenmad i fred og ro. Der er ingen kalender, der prikker en på skuldrene. Så vi hyggede os, som vi har gjort hver eneste morgen. Dejligt!
Men nu var der ingen vej udenom. Turen lakkede mod enden. Næste stop kunne hedde Erritsø - men Marie havde lige et enkelt punkt, der kunne udsætte hjemturen. Der var et spændende museum i Rendsburg, der bød på spændende ting. I hvertfald på de billeder, der var på Trustpilot. Så vi pakkede sammen og kørte ind til Rendsburg. Det lykkedes at finde en enkelt parkeringsplads og så ledte vi kun efter indgangen til museet. Den var ikke sådan lige at finde. Marie konstaterede, at det meste af udstillingen nok var udendørs og lukkede en port op ind til nogle figurer i en park. I det samme dukkede 3 unge mennesker op. De kunne fortælle, at udstillingen var lukket og først åbnede i juni måned. Det gad vi alligevel ikke vente på, så vi forlod Rendsburg og så gik det den slagne vej tilbage til Danmark og Erritsø. Vi var hjemme ved 13-tiden. Lige tidsnok til frokost!
|
Tilbage til Indholdsbetegnelsen
|
Vi evaluerede lidt på turen i aftes. Det har været en helt igennem skøn tur. Vejret var med os i første del af turen men blev lidt mere ustadigt, da vi nærmede os afslutningen på Mosel-strækningen. Derefter var der flere lyspunkter, bl.a. en fantastisk dejlig dag i Køln.
Vi rejste uden nogen anden planlægning end at vi ville køre den tyske strækning af Mosel og på vejen hjem ville vi gerne til Køln og Holland, hvor tulipanmarkerne trak. Det er svært at lave grundigere planlægning, for vi vil også gerne kunne improvisere undervejs. Alene vores to aftaler i Køln gjorde, at vi var lidt låst fast. Vi skulle nå frem til et bestemt sted på et fast tidspunit - det passer ikke ind i vores måde at køre rundt i camperen på.
Men den løse planlægning betyder også, at vi tilbringer en del tid om aftenen med at kigge på mobiltelefon. Både for at skrive dagbog, læse mails og finde ud af, om der er noget spændende i området, vi skal se. Det sidste er Marie nok bedst til :)
Vi har spist ude nogle gange men vi holder lige så meget af, at hygge os i camperen med at lave mad og spise “hjemme”. Det er godt med et mix, for ellers bliver det for dyrt at rejse, hvis man skal spise ude hver aften.
Vi har også boet mere på camperpladser denne gang. I Tyskland er der utrolig mange stellplatze für wohnmobile og priserne varierer fra gratis til 20 - 25 euro pr. nat. Det, som jeg kigger på, når vi skal finde overnatning er, om vi har behov for faciliteter (vand, af med affaldsvand/toilettømning og bad). Har vi ikke brug for noget, søger jeg de gratis pladser. Nogen gange betaler vi for udsigten. Det skete flere gange ved Mosel og ved Kielerkanalen.
Vi har ikke været ude og vandre på denne tur. Vores fødder trængte til at blive restitueret og vi holdt os mere i ro, end vi normalt ville gøre. Næste gang vi tager på tur, håber vi begge, at være klar igen!
Hvordan er vores nye camper så. Ja, det store spørgsmål er, om vi kan acceptere, at sengen er blevet vendt om og optager mere plads på bekostning af mindre plads i køkken, bad og “stuen”. For mit vedkommende havde jeg det lidt svært i starten. Jeg synes det var træls, at det hele var blevet mindre - bortset fra sengen, der fyldte rigtig meget. Men efter lidt tilvænning, så går det faktisk fint. Vi har nogle småting, vi skal have kigget på. Der er lavet en liste undervejs, som vi skal tage med Antoncamp, når vi kommer hjem. Men camperen er accepteret og den store gevinst (ud over den vendte seng) er helt sikkert bilens kørekomfort. Den er meget bedre at køre i i forhold til den gamle.
Det var vores første længere tur, siden vi åbnede pubben og det var dejligt at konstatere, at vores lyst til denne rejseform er helt intakt. Det er en perfekt måde at rejse rundt på og vi er SÅ klar til, at opleve resten af Europa på denne måde.
|
Tilbage til Indholdsbetegnelsen
|
|
Tilbage til 2025
|