| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Noch ein ruhig nacht. Camperpladsen i Netterheim lå fredeligt i udkanten af byen og som sædvanlig mærkede vi ikke noget til folk i de andre autocampere.
Vi havde besluttet at stå forholdsvis tidligt op og køre til Køln, så vi kunne få en god dag i den store by.
Ved 7-tiden stod vi op og det faste morgenritual var overstået kl. godt 8. Så var der afgang. Inden vi forlod Netterheim ville vi proviantere i det lokale supermarked. Jeg var overbevist om, at vi havde butikken for os selv, men jeg tog da gruelig fejl. Parkeringspladsen var stort set fyldt op. Nu skulle tyskerne jo også klare sig i 2 dage, så det var med at få provianteret!
Belæsset med de varer, vi kunne have i hænderne, forlod vi supermarkedet igen. Snart var vi ude på motorvejen, der første os mod Køln. Det gik bare derudaf. Nu var alle tyskerne jo ude at handle, så vi havde næsten motorvejen for os selv.
Ved 11-tiden nåede vi til en stor (park and ride) i Weiden vest for Køln. Her var mere end 600 parkeringspladser og ikke ret mange biler. Så vi kunne sagtens parkere for natten. Lige ved siden af parkeringspladsen kunne vi tage toget ind til centrum i Køln. Det klappede perfekt og ca. 20 minutter senere stod vi på hauptbahnhof Køln. Banegården lå lige ved siden af den kæmpestore domkirke. Så vores første indskydelse var, at se domkirken først. Her var imidlertid vanvittig mange mennesker og alenlange køer, for at komme ind i domkirken. Det gad vi simpelthen ikke vente på. I stedet fandt vi en bar, hvor vi kunne få vores første kölsch - og låne et toilet.
Jeg havde ikke rigtigt fået monteret selskabsblæren i dag, så morgenkaffen ville ud. I stedet blev der plads til 2 øl. Vi var simpelthen nødt til at se, om det var rigtigt, at de bare kom med en ny kölsch, når glasset var tomt. Vi havde hurtigt tømt de små 20 cl. ølglas og ventede spændt. Vi sad lige over for baren, så den lune barmand spurgte pænt, om vi skulle have en mere. Jadak!
Så måtte vi hellere få betalt og komme videre. Dagen var jo ung endnu.
Jeg havde købt en app, der kunne vise os rundt i byen. Når vi nåede et bestemt punkt, kunne vi høre en fortælling om stedet. Det fungerede faktisk fint men fortællingerne blev lidt lange efter min mening. Da vi havde nået de første 3-4 punkter (ud af 29), var den gal med blæren igen. De 2 kölsch var åbenbart rendt igennem. Marie spottede et pizzeria, hvor vi besluttede os for at spise frokost. Vi var ikke lige til pizza, så i stedet valgte vi fish & chips.
Pizzeriaet lå ned til Rhinen og der var opstillet en masse borde udenfor. Stedet var godt besøgt. Vejret var også fantastisk med sol fra en skyfri himmel. Vi var glade for, at vi ikke havde taget store trøjer med ind til byen.
Vores fish & chips smagte fino men fisken var fuldstændig firkantet. Sådan en underlig fisk har jeg aldrig set før!
Så var vi klar til at følge appen videre rundt. Vi skulle ialt gå omkring et par kilometer, så der var ikke ret langt mellem interessepunkterne. Det var lidt omstændigt at finde earplugs frem og få dem koblet til telefonen. Så efter vi havde hørt om godt halvdelen af punkterne, mistede vi interessen. Og nøjedes med at gå rundt efter punkterne.
Det viste sig, at de sidste 5-7 punkter handlede om selve domkirken og da vi kom tilbage dertil, var det synd at sige, at menneskemængden var forsvundet. Så Køln Domkirke fik ikke et tjek af os denne gang. Måske senere. Men for pokker, hvor var den høj.
Ved 15-tiden havde Marie booket os på en Kölsch tur. Vi kunne lige nå en kop kaffe og et stykke kage - og atter låne et toilet. Så var vi klar.
Firmaet skiltede med, at der maks. var 10 med på deres ture. Der stod ca. 30 og ventede på det aftalte sted - men med 2 guider. Vi blev delt op i 2 grupper og så gik det mod nærmeste kölsch bar: Brauerei zur Malzmühle. Vi fik serveret et glas og guiden fortalte lidt om stedet. Under 2. verdenskrig blev bygningerne stort set jævnet med jorden men allerede et år efter krigen, begyndte ejerne at sælge kölsch, selv om kun facaden stod tilbage på det tidspunkt.
Bill Clinton var i Køln i 1999 og han ville gerne ud og drikke en øl blandt almindelige mennesker. Hans stab tog fat i et barsted, der blev bedt om at lukke for gæster, mens Bill fik sine øl. Men det ville ejeren ikke være med til. I stedet kom Bill på besøg på der Malzmühle. Det opdagede pressen og mange andre nysgerrige. Så da han kom ud fra baren, ville han jo gerne efterligne John F. Kennedy, der udødeliggjorde sætningen “Ich bin ein Berliner”. Så Clinton sagde: “Ich bin ein kölsch!” - selvfølgelig til stor morskab for alle.
Vi fortsatte til flere forskellige kölsch barer og hvert sted fortalte guiden om forskellige aspekter af øllet. Han kom også ind på “krigen” mellem Køln og Düsseldorf. De driller gerne hinanden i de 2 byer. Guiden fortalte, at der ikke er nogen skilte i Køln, der viser til Düsseldorf. Det ser man først, når man kommer ud af byen. Kølnere har også en holdning til altbieren, der er Düsseldorfs signaturøl. Kølnere mener, at altbieren bare er en tønde med kölsch, der er dumpet i Rhinen og blevet samlet op i Düsseldorf. Så altbier er bare en øl tilsat lidt rhinvand. Derfor er altbieren mørkere end kölsch.
De første 3 steder var der inkluderet en kölsch i turen. Derefter måtte vi selv punge ud. Guiden tog os med til en kiosk, der er små butikker, hvor man kan købe øl, vand, vin og spiritus og tage med sig. Vi skulle prøve det, at gå med en øl på gaden, som mange tyskere åbenbart gør. Jeg tror nu, at vi var de eneste, der gik med en ølflaske i hånden - men for f.eks. amerikanere var det sikkert en grænseoverskridende handling, for de må ikke!
Bierhaus en d’r Salzgass hed turens sidste værtshus. Her var pænt fyldt, så vi blev vist op i et lille lokale, der åbenbart næsten tog pippet fra guiden. I det lille lokale holder 3 meget prominente figurer til under Køln karnevallet. Lokalet må normalt ikke benyttes, så guiden følte sig meget beæret over, at vi fik lov til at sidde der.
Selskabet brød op og vi valgte at blive på det sidste værtshus og spise. De havde asparges på menukortet og det smager jo fantastisk. En rigtig forårsbebuder.
Imens satte jeg en del kölsch til livs, for tjeneren skulle jo holdes i sving. Øllet blev skænket lige ved siden af vores bord. Det tappes fra 30 liters fade. Tjeneren fylder et stativ med glas, så de står i 2 ringe inden i hinanden. Så kan den øvede tjener hælde øl op, mens han cirkulerer stativet. Det så meget festligt ud men kors, hvor må det være hårdt for hånden sådan at køre stativet rundt og rundt.
Vi fik tømt et fad. Bare rolig. Vi var ikke alene om det. Og egentlig var vi klar til at betale, da de kom slæbende med et nyt fad. Tjeneren mente, at det skulle vi smage. Ja, det var tydeligt, at der var mere CO2 i det helt friske øl.
Vi var egentlig på vej tilbage mod banegården - men lige overfor restauranten lå en Delirium cafe, der serverede alt muligt andet øl en kölsch. Flere belgiske bryggerier og Ewil Twin var repræsenteret. Vi måtte da lige have en enkelt øl mere. Jeg fandt en fadlagret øl fra Delirium og Marie en sour. De smagte godt oven på det lidt anonyme Kölsch. Ja, det blev faktisk slutdommen over Kölsch. Det er en frisk og dejlig øltype men den svingede fra meget neutral og lidt kedelig (med kun en svag maltsmag) til lidt mere humlede/bitter versioner. Jeg er ked af at sige det: Jeg vil hellere have en god pilsner. Men traditionen med, at der bliver serveret en ny øl, når man er færdig med sin øl, det var nu meget sjovt at prøve.
Efter et par øl på Delirium Cafe, var det på tide at vende snuden mod banegården og finde hjem til camperen. Da vi kom tilbage til parkeringspladsen, var det ved at være mørkt.
Vi hyggede os et par timer eller 3 i camperen, før det blev nat for os.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |