Mosel - mandag den 7. - onsdag den 23. april 2025

Forrige dag Oversigt Næste dag

Mandag den 21. april 2025 (Nunspeet - Apen (Tyskland))

Så var det godtnok slut med det gode vejr. Det havde regnet en stor del af natten og der var ikke tegn på, at det ville høre op sådan lige.

Vi gik i bad på skift. Ja vi kunne næsten lige så godt bare stille os op uden for camperen, men det ville være lidt for komisk et syn…

Vi fik en god morgenmad og forlod pladsen ved halv ti tiden. Det regnede stadigvæk og det var måske ikke det bedste vejr, at kigge på tulipaner i.

Efter en halv times kørsel, nåede vi frem til en tulipanrute, som jeg havde fundet på nettet. Meget fint, for kortet kunne køres over i Google Maps. Så var det bare at følge kortet. Men tulipanruten var også godt skiltet. Vi så vist kun et enkelt sted, hvor der manglede et skilt. Heldigvis havde jeg næsen nede i kortet på min telefon, så vi kom ikke på afveje.

Tulipanerne var ligeglade med, at det regnede. De havde åbnet sig, så vi kunne se de farverige marker. Men vi havde ikke rigtig lyst til at stå ud af bilen og tage billeder. Vi har vist også nok billeder fra området :)

Da vi havde kørt omkring 3/4 af ruten på samlet 120 km., konstaterede Marie, at vi havde kurs mod syd igen. Det var jo ikke den rigtige vej for os, så vi holdt ind og fik frokost - og stak næsen mod nord og øst.

Da vi nåede til Tyskland var regnen holdt op og det så ud til opholdsvejr. Vi kørte en lille time i Tyskland og så gad vi ikke mere.

I byen Apen vest for Oldenburg var der en gratis parkeringsplads for campere. Her holdt vi helt alene. Solen dukkede frem og vi kunne lukke sidedøren op, for at få lidt luft. Her boede vi ved siden af en jernbane - jamen så var vi jo næsten hjemme :)

Lige ved siden af vores parkeringsplads lå en græsk restaurant. På diverse camper-apps fik restauranten store roser, så det var måske dér vi skulle spise til aften?

Nu var det jo 2. påskedag og tyskerne er kendt for at alt er lukket i påskedagene (bortset fra skærtorsdag). Men ved godt 5-tiden strømmede biler til og folk begyndte at gå ind på restauranten. Ja, så var der alligevel åbent. Marie og jeg blev enige om, at det første hold lige skulle fodres af, så kunne vi gå ind en times tid senere.

Personalet fandt et bord til os og vi bestilte en øl og en hovedret. Hurtigt dukkede der en lille forret op med nogle grøntsager - og en ouzo. Marie havde bestilt blæksprutter og jeg havde bestilt en tallerken med grill specialiteter.

Så gik det galt igen. Jeg fik serveret en tallerken, der var spækket med kød. Pludselig kunne jeg godt forstå, at alle tjenerne, der gik forbi vores bord sagde: “guten apetit”. Det blev der brug for!

Jeg nåede ikke helt igennem, før jeg måtte kapitulere - men det smagte fantastisk. Svinekød, oksekød, lammekød og gyros. Vi nåede også lige en kop græsk kaffe og en Metaxa.

Så kunne vi heller ikke vrikke med ørerne. Tilbage i camperen. Vejret var blevet mildt og dejligt. Alligevel satte vi lidt varme på, da vi kom retur. Vi skulle udnytte, at vi har fået et meget effektivt dieselfyr!

Regnvejr i Tulipanland
Tulipanmarker
Tulipanmarker
Marie ser på tulipanmarker
Tulipanmarker
Dis over Noordoostpolder
Camperplads i Apen
På græsk restaurant


Forrige dag Oversigt Næste dag