Tilbage til 2025
|
Tilbage til 2025
|
Marie og jeg var på besøg i Aying i 2024. Primært for at besøge byens bryggeri og under en rundvisning fik vi at vide, at Aying fejrer sin egen lille oktoberfest, når den store fest i Múnchen er færdig. Det lød spændende, så det kom på ønskelisten.
Vi kom til at nævne det i Brewpubben - og inden vi så os om, var vi 10, der skulle til Kirta Fest i Aying. Vi reserverede 4 værelser på bryggeriets hotel og Pia & Kenneth havde booket airbnb i nabolaget. Togbilletterne kostede ca. 1.000 kr. pr. stk. - for en returbillet. Det synes vi var billigt!
Vi afholdt et enkelt formøde, for at få afstemt forventningerne. Det var lidt svært at vide, om vi kunne bruge 2 aftener og en eftermiddag i det store festtelt, men det blev ikke noget problem. Få dage før afgang måtte Leif desværre melde fra på grund af sygdom. Det var vi kede af, for vi havde glædet os til at rejse sammen med ham.
Kl. 08:09 var der fælles afgang fra Kolding Banegård. Vi skulle med et tog, der kom fra København og det stoppede kun i Odense og Kolding på vejen sydpå. Vores gode ven Lene arbejder i Kolding, så vi kunne passende køre med hende. Vi kunne straks konstatere, at toget var forsinket med en god halv time. I Hamburg havde vi en time til at skifte tog mod Múnchen - men alligevel begyndte vi at blive lidt bekymret for, om vi kunne nå toget mod Múnchen.
Det lykkedes heldigvis - men der skulle et hurtigt togskifte til. Toget ventede på os! Togskiftet fra DSB's aldrene IC3 tog til de tyske ICE tog var et kraftigt step opad. Alene det, at ICE togene kommer op på 260 - 300 km./t. var lidt vild. Selv om ICE togene har en alder, så er de noget mere behagelige at køre med.
Vi hyggede os i toget. Turen til Múnchen var berammet til godt 6 timer, så der var god tid til at snakke, nyde en øl eller spise noget af det mad, der blev serveret i togets restaurantvogn. Maden var åbenbart ikke den helt store kulinariske oplevelse :)
Alt kørte efter planen - indtil vi var en god time fra Múnchen. Så faldt hastigheden drastisk og vi blev kraftigt forsinket i ankomsten til München. Der var ikke noget at sige til, at vi var ved at være lidt småtrætte efter så lang et stræk. Heldigvis var der 20 minutter mellem togene det sidste stykke til Aying, så vi nåede næsten vores aftale på Braustüberl til tiden.
Vi skyndte og at tjekke ind på hotellet og pilede over til aftenmaden. Alle skulle have schnitzler og det fik vi! 2 store schnitzler på hver tallerken sammen med en pæn portion pommes frites. Det smagte super - og det var lige hvad vi trængte til!
Efter aftenmaden blev det til en enkelt øl i hotellets ekstra fløj - Herrenhaus, før der var dømt nat. Vi havde alle fået værelser i Herrenhaus - og det var nogle store rummelige værelser. Jeg begyndte at frygte lidt for, hvad det ville koste, at bo på hotellet denne gang. Sidste år boede Marie og jeg i hovedbygningen i et noget mindre værelse.
Morgenmaden blev indtaget i hotellets restaurant. Pia og Kenneth sluttede sig til, så vi var fuldtallige. På morgenbordet var som sædvanlig alt, hvad hjertet begærer. Masser af brød, pålæg, ost, frugt og æg i alle afskygninger. Godt mætte satte vi kursen mod banegården i Aying. Kirsten meldte dog fra. Hun var ikke sikker på, at hun kunne holde til en tur rundt i gaderne - og stadig være frisk til aften. Togturen tog ca. 40 minutter og vi blev lodset af ved Isator.
Vi kiggede lidt på den centrale del af München. Først gik det mod Viktualiemarkt - et større marked med alt godt til maven. Det var tydeligt at se, at i denne del af Europa har man alle muligheder for at handle ind af madvarer i supergod kvalitet. Der var langt til Netto butikkernes grøntsagshylder. Overalt bugnede små og større butikker med lækre grøntsager, kød, fisk - og enkelte steder selvfølgelig også souvenir butikker.
Efter at have tygget markedet igennem, gik vi forbi Marienplatz og op til byens største Hofbräuhaus. Her er der plads til 1.500 gæster, så mon ikke også vi kunne klemme os ind til lidt frokost? Det skulle vise sig at være lidt sværere end sådan lige. Vi måtte gå lidt rundt i den store kælder med de mange rum, før vi kunne se nogle gæster, der var ved at forlade et bord. Vi kunne lige klemme os ind. Øllet smagte fortrinligt og maden kunne også gå an. Men sådan et sted har tjenerne travlt og der skal tjenes penge. Det kommer det hurtigt til at lugte lidt af...
Marie havde booket en guidet tur i centrum af byen og vi skulle mødes med guiden ved Marienplatz kl. 14:40. Guiden var en engelsk fyr, der umiddelbart virkede lidt ligegyldig med tingene. Men han skulle vise sig at have et godt kendskab til de ting, han viste os. Desværre var der en del gentagelser i forhold til, hvad vi allerede havde set. Først Viktualiemarkedet, Marienplatz og bryghuset. Så fortsatte vi turen forbi byens nationaltheater og kongeslottet, som vi dog ikke havde tid til at besøge. Turen endte i den kongelige have. Vi havde desværre ikke tid til at kigge nærmere på haven. I samme sekund, som guiden sagde farvel, vendte vi om og pilede tilbage mod Marienplatz, for at fange et tog tilbage mod Aying.
Vi nåede tilbage til Aying så sent, at vi ikke kunne nå omkring hotellet, for at klæde om. Vi havde reserveret bord i teltet kl. 18, så vi måtte gå direkte til teltet. Her blev vi modtaget af Kirsten og vi fik anvist vores plads i teltet, der ikke var helt fyldt op. En af de ansvarlige i teltet tog imod os. Han gav os en stak mad- og drikkebilletter. Det var vi noget benovet over. Vi havde alle hævet godt med Euro, så vi kunne købe mad og drikkevarer. Nu fik vi næsten ikke brug for pengene.
Vi nåede næsten ikke at sætte os, før en af tjenerne kom med øl og tog imod ordre på maden. Øllet var bryggeriets Kirta Bier, som vi havde haft på Brewpubben sidste år - med stor succes. Maden var også let at bestille, for vores billetter gjalt til en kylling og noget brød. Så meget hurtigt dukkede en dame op med en halv bordpladefuld af tallerkener med mad. Det var også blevet til et par pretzels i feststørrelse (store). Kyllingen smagte fantastisk. Lækkert skind og fin saftigt kød. Afgjort en succes. Øllene flød i stride strømme (for nogen af os) mens det tyske hornmusik væltede ned fra scenen. Det blev en rigtig fin aften i det smukt smykkede telt. Musikken var superfin og musikerne var gode til at få sat lidt fut i festen. Efterhånden tyndede det ud i selskabet og vi fandt tilbage til hotellet. Marie forsøgte at bilde mig ind, at jeg havde drukket 7-8 mass (1-liters) øl! Det havde jeg svært ved at tro, selv om jeg godtnok var lidt vissen til sidst.
Alle var nogenlunde friske til morgenmaden, som var berammet til kl. 9. Vi havde ikke helt så travlt i dag, for første aftale var først kl. 11:30.
Her skulle vi møde i bryggeriets butik, hvor stedets eneste kvindelige guide stod klar til at vise os rundt. Kenneth måtte melde forfald til den guidede tur. Vi andre fik en meget fin rundtur i et af Europas mest moderne bryggerier. Guiden fortalte meget dygtigt om ingredienserne og processerne i brygningen og kom fint i dybden, så det både var interessant for os, der kender den verden - men samtidig ikke for tung for dem, der ikke går så meget op i brygningen. Selve rundturen var ikke lang, idet vi holdt os til en tur ind i selve bryggeriet, hvor alle enhederne blev forklaret. Guiden fortalte bl.a. at Ayinger bruger decoction, dvs. man tager en del af mæsken fra og koger den, for at tilbageføre den til det øvrige mæsk. Dermed varmer man langsomt den samlede mængde op. Mæsketiden var noget længere end vores - måske skal vi overveje at forlænge vores.
Hele brygprocessen foregår stort set automatisk. En computer sørger for at blande malten til de forskellige bryg og hele processen styres også af computere. Det er fantastisk at se, hvilket imperium Ayinger er blevet. Bryggeriet ejer halvdelen af byen og det hele emmer af, at det er et rigt bryggeri. Guiden sagde, at ejerne gjorde en stor dyd ud af, at investere pengene klogt.
Inden vi forlod området med de mange gærtanke, fik vi lov til at smage Kirta Bier direkte fra tanken. Sådan skulle øl smage, mente guiden. Her var ikke tilsat kunstigt kulsyre. Jeg sendte en venlig tanke til vores eget håndpumpet øl og til de gange, vi havde tilbudt gæsterne at smage øllet direkte fra gærtankene. Det kan jo noget!
Vi tog afsked med vores søde guide, som vi nok kunne finde i teltet lidt senere i dag.
Ude på gaderne foran bygningerne var der gademarked - og mange mennesker. Vi havde ikke tid til at kigge på boderne, for vi skulle over og se oksevæddeløb Den ide havde rigtig mange andre også fået, så det var lidt svært at komme tæt på. Vi ventede lidt tid, da de første okser blev trukket ind til startområdet. Det var nogle vildt store dyr. Jeg skulle ikke nyde noget af, at sætte mig op på sådan et bæst!
Pludselig kom en tyr stormende tilbage fra startområdet og ned mod målet. Den ville åbenbart ikke være med længere. En lille mand (i forhold til tyren) løb dyret i møde og gjorde sig så bred, at tyren stoppede. Enten kendte han tyren godt eller også var han meget modig. Vi var enige om, at der skulle noget mod til, at give sig i kast med en stormende tyr. Men de fik den trukket tilbage og så kunne første etape sættes igang.
Der var dog ikke meget spænding i løbet. Den første tyr kom hurtigt stormende med en mand på ryggen ned til målet. Den anden tyr virkede lidt desorienteret og den kom i mål noget senere. Vi mistede hurtigt interessen for oksevæddeløbet og gik tilbage til hotellet. Her slappede vi af, til vi atter skulle tilbage til festteltet.
Aftenens bordreservation var åbenbart gået galt, så vi endte med at finde et bord allerbagerst i teltet. Det viste sig at være en OK plads. Atter var vi blevet udstyret med en stor stak mad- og drikkebilletter. Sikke en gæstfrihed og gavmildhed. Der var hele 20 liter øl inkluderet, så vi kunne bare slå os løs. Problemet var, at efter gårsdagens eskapader, så var det lidt op af bakke at drikke øl i store mængder. Sådan havde jeg det ihvertfald. Så det blev ikke til mere end et par glas øl.
Kyllingen smagte atter rigtig god. Der var også plads til pommes frites og en currywurst til Søren.
Da musikken startede, kunne vi godt begynde at forstå, at den foregående aften blev kaldt en bayersk aften. Hvor fredagens musik blev leveret med traditionelt tysk blass musik (dvs. masser af trut-instrumenter), så var det et helt andet band, der gik på scenen. Vi blev nærmest blæst omkuld i musikere og sangere, der bare kunne tingene til fingerspidserne. Det var et rigtigt partyband og deres sangerinde var fantastisk. Hun kastede sig ud i flere sæt med bl.a. Abba, Lady Gaga og Helene Fischer. Hun sang fantastisk. Det hele kørte i et uptempo, så der ikke blev holdt nogen pauser undervejs. Tempoet blev skruet mere og mere op og i løbet af 2. sæt var det meget rock og rull af den hårde slags, der fyldte. Bl.a. Van Halens "Jump".
Gæsterne var denne aften også blevet noget yngre, så der var lagt op til fest. Sidst i andet sæt ville Benny gerne hjem og jeg valgte at gøre ham følge. Så kunne vi slutte af med en stille øl i Herrenhaus. Inden vi var færdige, var de fleste andre dog også kommet retur.
I dag var der ingen faste aftaler ud over en bordreservation til aftensmaden. Så vi kunne sove lidt længe og nyde morgenmaden i fred og ro.
Jeg besluttede at gå en tur i landskabet omkring Aying. Kirsten havde fået et kort med vandreture i området. Jeg valgte en rute, som jeg ikke umiddelbart kunne se, hvor lang den var (da jeg kom hjem fra turen, kunne jeg se, at jeg havde misset, at der i overskriften stod: 12 km.) Vejret var fint med lidt skyer og ingen vind, så jeg sprang direkte fra morgenmordet og ud på ruten.
Turen gik gennem en skov til Lindach. Videre på asfalterede veje til Münster, gennem skoven til Grass og herfra retur mod Aying. Det var en fin tur og jeg havde stort set ingen problemer med at finde vej ud fra beskrivelsen. Kun i Grass måtte jeg ty til Google Maps, for at sikre mig, at jeg gik den rigtige vej.
Tilbage i Aying fandt jeg Benny og Leif med en fadøl foran Herrenhaus. Vi satte os over foran hotellet, hvor solen skinnede lystigt. Her kunne vi sidde og nyde vejret foran hotellets høje majstang.
Der begyndte at komme dessiner nede fra festteltet, så vi måtte hellere komme derned. Da vi kom ned til vores bord, var de andre imidlertid gået ud for at kigge på markedet. Så vi satte os og bestilte en øl og lidt mad.
Efter en times tid, havde vi fået nok af larmen i teltet. Vi gik ud og kiggede på boderne. Søren fik købt en fin hat og vi fik set bryggeriets tappeafdeling, der tilfældigvis var åben for gæster i dag (lige som resten af bryggeriet). Udenfor solgte bryggeriet en 6-pack for 5 euro. Det var billigt, så vi provianterede lidt til morgendagens togtur.
Nogle pakkede, andre slappede af eller nød en øl, før aftensmaden kaldte. Vi havde booket bord kl. 18:30, så vi havde god tid til at nyde maden på hotellets restaurant, der åbenbart anbefales af Michelin. Alle bestilte øl og en del bestilte wienerschnitzler. Et par stykker fik svinebryst og andre fik hjortekød. Alt smagte super fint - men de havde glemt at putte kød i schnitzlerne. Det var ikke i orden og de fortrød nok, at de spurgte, om alt var i orden. Det var det jo ikke. Så de måtte komme med et læs schnitzler mere - alt imens vi diskuterede, hvordan de overhovedet kan komme til at lave schnitzler med meget lidt kød i. Vores konklusion var, at vi nok hellere ville have spist på Bräustuberl, hvor schnitzlerne var perfekte - og store nok.
Efter maden var der almindelig opbrud. Der var lidt stemning for en øl i Herrnhaus.
Jeg gik straks op på værelset, for at pakke og Marie fulgte hurtigt efter, for der var ikke flere tilbage i biblioteket, hvor vi holdt til.
Klokken var ikke mere end 21, da vi lå i sengen og zappede på tv'et.
Det lykkedes med møje og besvær at finde en koncert med Andre Rieu, som vi i det mindste kunne se.
Kl. godt halv ti sov jeg.
Vi var jo gået tidligt i seng og jeg vågnede første gang før midnat. Kirkeklokken holdt flere af os vågne mange gang i løbet af opholdet. Når man ikke er vant til, at der bliver ringet kvartersslag hele natten igennem, så er det kilde til irritation.
Ved 4-tiden vågnede jeg for 3. gang. Jeg lå lidt og overvejede, hvad der kunne være galt, siden vores ophold var så meget dyrere end forventet. Pludselig fik jeg krampe i det ene ben. Jeg forsøgte at rejse mig men stod på hovedet ud af sengen. Så lå jeg på gulvet med blodtud og adskillige hudafskrabninger. Jeg forsøgte at komme ud på badeværelset hurtigt, så jeg ikke svinede gulvtæppet til med blod. Marie kom op og hun konstaterede, at jeg også havde en storetånegl, der stod lodret op i vejret. Sådan noget skidt. Folk ville nok tro, at jeg tumlede rundt i fuldskab men, vi havde næsten ikke fået noget at drikke de sidste 2 dage. Marie fik lavet en intermistisk forbinding og vi lagde os til at sove igen.
Kort før kl. 8 gik jeg ned i receptionen, for at få redet trådene omkring priser ud. Vi var blevet lovet 3 værelser i selve hotellet og et i Herrenhaus. Vi var dog alle flyttet til Herrenhaus, hvor priserne var næsten dobbelt så dyre. Den unge mand i receptionen forklarede, at vi var blevet opgraderet uden beregning - men skulle betale taksten for det dyreste værelse i hotellet. Så priserne var rigtige nok, selv om jeg mente, at vi ved den tidlige bestilling kunne forvente, at vi ikke automatisk blev indlogeret i de dyre værelser.
Pia og Kenneth kunne konstatere, at det kostede 500 kr. pr. dag for dem, at få morgenmad med os. Så var det også betalt. Jeg konkluderede, at priserne er stukket helt af på hotellet. Det var jo dyrere at bo og spise her end på mange hoteller i København.
Ovenpå alt den økonomisnak var stemningen ved morgenbordet måske en anelse mat, men vi blev enige om, at nu skulle vi have noget for pengene, så der var ikke nogen, der gik sultne fra bordet.
Vi tjekkede ud og listede ned mod banegården. Her var vi alle samlet så tidligt, at vi kunne komme til München i rigtig god tid. På banegården i München ventede vi et stykke tid, før de annoncerede, at vores tog afgik fra en anden perron. Godt at vi var kommet i god tid...
Snart sad vi i ICE toget på vej mod Hamburg. Vi blev placeret midt i en togvogn og det var en usædvanlig rar og støjsvag oplevelse.
Toget afgik på minuttet og vi kunne begynde at glæde os til at komme hjem igen. Alt gik efter planen. Folk snakkede, spiste lidt medbragt mad eller chips og drak lidt øl fra Ayinger. Der var også tid til at hvile ørene ind imellem.
Toget kørte på minuttet fra hver station. Pludselig kaldte personalet over højttalerne efter en læge eller sygeplejerske. Der var åbenbart en, der havde fået det dårligt. Toget standsede ved en mindre by for at vente på en ambulance. Det var en mand, der måtte en tur på sygehuset. Det forsinkede os i ca. 20 minutter - og så gik tidsplanen ned af bakke.
Kort før Hannover holdt vi stille et stykke tid. Så ind på stationen, hvor togføreren beklagede, at toget nu manglede en lokofører. Det holdt vi en halv times tid og ventede på. Så var der også det galt, at vi ikke kunne køre den lige vej mod Hamburg men måtte i en bue rundt om Celle, for at nå til Hamburg. Da vi endelig nærmede os Hamburg, kunne vi erfare, at vores tog mod Danmark var kørt få minutter før vi nåede banegården. En hel times ventetid i Hamburg var smuldret op igen igen.
Vi kunne heldigvis nå dagens sidste tog mod Danmark 3 kvarter senere. Så Marie blev båset med alt vores bagage, mens vi andre gik på jagt efter aftensmad. De første nåede tilbage med maden, da vi konstaterede, at togafgangen skiftede til en anden perron. Sådan en gang kaos kunne vi godt undvære. Vi måtte nærmest småløbe, for at nå frem til toget. Nogle af os havde spist lidt af vores mad - andre havde ikke nået at få noget af deres.
Vi nåede toget i lettere stresset tilstand og så gik det ellers over stok og sten mod Flensborg. På grund af afgangen var toget ikke længere direkte. Til gengæld kørte vores tog fra Flensborg helt til Fredericia. Jeg vil nok sige, at de sidste 2 timer, turen varede fra Flensborg til Fredericia - der havde vi alle fået nok af at køre i tog.
Vi var hjemme lige godt midnat - og jeg nåede kun lige at børste tænder, før jeg var under dynen. Det havde jeg glædet mig meget til :)
Vi har haft en fantastisk tur til Aying. Vi har hygget os rigtig meget med alle dem, vi var sammen med. Det er ikke altid nogen garanti, at folk går i spænd med hinanden - men denne gang gik det super fint. Det lød til, at de andre havde samme positive oplevelse.
Vi blev flot beværtet til Brau Kirta i teltet. De 2 medarbejdere, som jeg havde været i kontakt med inden turen, var begge omkring og hilse på fredag aften - og det var helt vildt, at vi bare fik mad- og øl billetter til både fredag og lørdag. Det var en flot gæstfrihed!
På minussiden var hotellets opskruede priser. Jeg følte mig en anelse ansvarlig for, at jeg ikke specifikt havde bestilt almindelige værelser i hotellets bygning. Men når vi nu havde bestilt i meget god tid, så kunne hotellet måske have gjort sig den ulejlighed at fortælle os, at de agtede at placere os i de dyreste værelser. At vi var blevet "opgraderet" til Herrenhaus - det klingede hult, når priserne i forvejen var baseret på dyre værelser i hotellet. Vi betalte i nærheden af 1.600 - 1.700 kr. pr. person pr. nat. Vel at mærke inklusiv morgenmaden, som åbenbart kostede 250 kr. oveni pr. person.
Derudover er der kun misseren med de "vegetarschnitzler", nogle af os fik serveret den sidste aften inden afrejsen. Det kan godt være, at hotellet kan skrive "anbefalet af Michelin" på spisekortet. Men folk skal stadig have den vare, de bestiller.
Selve togturene derned og hjem igen... Det er jo en lækker rejseform, men det er også mange timer. Bedre bliver det ikke, når togene ikke afgår til tiden. DSB får mange skældud for deres forsinkelser men Deutsche Bahn kan åbenbart godt være med. Ville jeg tage sådan en lang togrejse igen? Nej, det er jeg ikke sikker på. Selv om det er en skøn rejseform, så er det også mange timer at skulle sidde i en togkupe. Det ville ihvertfald kræve, at jeg havde noget mere tidsfordriv med. Bøger eller en computer...
Tusind tak til jer, der var med på turen. Det var hamrende hyggeligt at rejse sammen med jer alle sammen!
|
Tilbage til 2025
|