Thailand - lørdag den 31. okt. 1998

Fra Chumphon til Ko Tao

Det bliver en elendig nat i utrolig varme og indelukkede værelser. Selv om vores vifte har kørt hele natten, så har det været uudholdeligt. Og bedre er det ikke, at natten også har præsteret et ordentligt tordenvejr. Ingen af os har stort set sovet.

Vi bliver vækket kl. 6:30 og allerede på det tidspunkt er der fyldt godt op med mennesker udenfor ved de borde, hvor vi skal spise morgenmad. Hvor kommer de folk dog fra? Det er kun de sure tyske damer og os, der har overnattet på pensionatet. Mens vi spiser vores morgenmad (kaffe og toast), er der pludselig nogle danskere ved nabobordet, der tiltaler vores unger - til stor forskrækkelse for ungerne og os andre. De forklarer os, at de har været med bus fra Bangkok. De har kørt hele natten og er nu klar til at tage med båden til Ko Tao.

Jeg er ikke ene om at være morgensur! De tyske damer fortsætter, hvor de slap igår. De starter med at forlange, at betalingen for båden først skal falde, når de går ombord på båden. Vi har valgt at sejle med speedbåden til Ko Tao. Speedbåden tager 1 time og 45 minutter mens færgen skal bruge 6 timer til turen. Prisen er hhv. 400 bath/64 kr. og 200 bath/32 kr. (børnene gratis). Tyskerne brokker sig over, at de ikke kan få lov at betale ombord på båden. Det kan de, hvis de sejler med færgen, så den vælger de. Under vilde protester sendes de afsted i en åben pickup. Det thailandske personale på pensionatet smiler over de sure tyskere og ånder sikkert lettet op.

Men har tyskerne god plads i deres bil, så prøver vi istedet at sætte rekord i antal passagerer i en 10-personers bus. Vi stuves ind og jeg undrer mig over, at de ikke bare tager den anden bus i anvendelse, der holder ved pensionatet. Marie og jeg bliver sat på forsædet med begge børnene, så der er trangt. Heldigvis er turen ikke så lang, ca. 15 km. Min morgensurhed aftager undervejs. Nu er der jo udsigt til afgang langt om længe.

Speedbåden ser ud som lovet og forventet og vi bliver forholdsvis hurtigt sendt ombord. Vi sætter os strategisk nede bag i, for når en speedbåd sejler hurtigt, så kan man få nogle ordentlige bump, hvis man sidder foran i båden. Så snart alle er ombord, er der afgang. Det første stykke vej foregår på en flod. Langs flodens bredder er der mange fiskerbåde med et bemærkelsesværdigt højt styrehus.

Så snart vi kommer ud på åbent hav, bliver der sat fuld kraft på speedbådens 3 motorer. Men det varer ikke længe, før bølgerne er for høje til at vi kan sejle med fuld fart. Faktisk er bølgerne så høje, at båden flere gange sendes ud i luften for at lande på ryggen af en bølge med et ordentligt brag. Det er meget ubehageligt. Man sidder hele tiden med en følelse af, at båden vil gå i stykker, for den kan umuligt holde til den hårdhændede behandling. Alle er utrygge og vi kan se, at kaptajnen er meget koncentreret. Det er endda kun begyndelsen. Da vi kommer fri af kysten, bliver bølgerne endnu højere. Hvis vandet havde været roligt, ville vi tydeligt kunne se kysten og de høje bjerge, men de høje bølger gør, at både kystlinien og bjergene forsvinder for os, når vi er nede mellem 2 bølger. Vi kan kun lige se op til toppen af bølgerne. Vores børn er bange og vi er også selv lidt bange. Flere af passagererne er på nippet til at blive syge. Tankerne går til den bådulykke der var i dette område for 14 dage siden. Vi har tidligere hørt om denne ulykke og vi frygter selvfølgelig en gentagelse. Jeg vil kalde det meget uansvarligt, at sejle ud i sådan nogle bølger.

Vores kaptajn er meget forsigtig. Vi kan høre, at bådens motorer hele tiden reguleres, for at undgå alt for ublid medfart. Flere gange sker det dog, at bølgerne snyder kaptajnen og vi får en flyvetur og en hård landing. Ved en af disse ture sendes en englænder, der sidder helt fremme i stævnen, på en flyvetur. Han lander på ryggen i bunden af båden og ser ikke ud til at have det alt for godt. Han bliver flyttet helt ned bagi, hvor han så kan sidde og sunde sig.

Da vi har sejlet den tid, som turen vil tage ifølge tidsplanen, er der stadig ikke noget land at se. De fleste af de 20 - 25 passagerer sidder og stirrer tomt bagud. Alle er drivvåde, bortset fra de, der har placeret sig under tag midt i båden og Torben, der sidder presset op i et hjørne. Vi andre kan ikke undgå saltvandssprøjtene fra bølgerne. Ingen siger ret meget, bortset fra en flok unge engelske fyre, der ser ud til at nyde turen - i starten ihvertfald. Endelig er der en, der kan skimte en ø i horisonten. Så er der håb forude. Stemningen stiger, da vi endelig kommer i læ af øen og de store bølger forsvinder. Det sidste stykke vej ind til Ko Tao kan kaptajnen sejle med fuld motorkraft.

Jeg er overrasket over, så godt Lasse og Vibe har klaret turen. De er de eneste børn på turen. Jeg kan godt se, at de ikke er glade ved situationen men de accepterer den åbenbart og siger ikke noget. Lasse formår endda at sove på den sidste halvdel af turen.

Endelig når vi ind til havnen. Alle er totalt gennemblødte - bortset fra Torben. Jeg lover ham, at han nok skal blive våd også. Selve havnen er hurtigt overset. Der er faktisk kun en lille bådebro, der er optaget af et andet skib. Det må vi så forcere, for at komme i land via nogle brædder, der udgør forbindelsen mellem "broen" og stranden.

På selve stranden bliver vi mødt af en lille flok særdeles hjælpsomme folk, der lige vil anvise os en hytte eller køre taxi for os. Der bliver delt brochurer ud og en står med en mappe med billeder for at lokke os med. Vi er heldigvis lidt forberedt på situationen og har aftalt, at Torben klarer ærterne her ved ankomsten. Så kan vi andre bare henvise til, at vi er med ham. På den måde bliver vi hurtigt guidet gennem flokken. Torben har fundet en taxichauffør, for vi vil selv have lov til at besigtige de steder, hvor vi har planer om at bo. Det skal være sådan, at hvis vi ikke kan lide stederne, så kører vi bare videre. Chaufføren leder os hen ad stranden over sten og små bække. Bilen viser sig at være den karakteristiske pickup med 2 bænke langs siderne. Ingen overdækning.

Vi sætter os op. Torben har givet chaufføren klar besked om, at vi gerne vil køres til bugten "Aow Chaloak Baan Kao". Via vores rejseguide har vi fået kig på et sted, der hedder Ko Tao Cottages. Afsted går det væk fra øens havneområde. Vejene er elendige flere steder. Regnvandet har skåret sig ned i vejbelægningen og flere steder skal vi passere mindre floder, der har boret sig gennem vejen. En del steder står vejen under vand i den kraftige røde farve, som sandet har. Så der er ingen tvivl om, at vi er kommet til en ø, hvor det er regntid nu. Efter ca. 10 minutters kørsel i et landskab, der er meget anderledes end hvad vi tidligere har oplevet, er vi fremme ved Ko Tao Cottages. Marie og Torben besigtiger stedet og finder det OK. Det på trods af, at det ene af mine krav ikke er opfyldt, nemlig air-condition. Det andet krav er, at vi skal bo helt nede ved vandet, det kan imødekommes. Men også kun fordi det er lavsæson, for de har ikke så mange hytter i første række.

Restauranten er lukket på grund af sæsonen. Istedet henvises vi til de 2 - 3 restauranter, der er åbne langs den ca. 500 meter brede bugt. Ingen air-condition og nu skal vi altså også ud og lede efter maden! Hvordan kan Torben og Marie dog vælge sådan et sted? - Ja, de bliver holdt til ilden!

Vi checker ind i vores bungalows. Vi har fået en bungalow med køleskab og Torben har fået en uden køleskab. Kl. er 12 og det er spisetid. Vi går en tur langs stranden, slår et sving op på vejen, som vi er kørt på hertil. Vi følger vejen i et sving væk fra stranden i håb om at finde et egnet (og åbent) spisested. Under vores gåtur sender vi vist alle et par tanker til de sure tyske kvinder. 6 timer på havet med de bølger må da næsten have taget livet af dem, der var bange for at sejle. Pludselig dukker de op i en pickup. Så har de altså overlevet. Vi skynder os efter pickup’en. Den standser ikke så langt væk. Vi skal jo næsten lige høre om deres oplevelser. Jeg skal ikke gengive deres udgydelser her - blot nævne, at det ikke har været nogen fornøjelsestur for dem!

De tyske piger er blevet sat af tæt ved stranden, og her er en restaurant. Big Buddha View Dive Resort Restaurant, hedder den og ifølge vores rejseguide, er det et af øens bedste spisesteder. Jeg bestiller en kinesisk suppe og den smager godt, selv om den er lidt fersk. Betjeningen er ikke den ellers kendte, venlige og smilende. Den unge tjener ser noget forjavet og sur ud.

Tilbage langs stranden til vores bungalow. Restauranten, som vi har besøgt, ligger i den ene ende af bugten og vores bungalow ligger i den anden. Bungalowerne ligger i passende skygge af nogle store kokospalmer. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel og den brænder! Vi tager en forholdsvis kort badetur i vandet lige uden for vores hytte. Stranden er ikke Copa Cabana, men det går bestemt an. Sandet er nærmest smågrus, men det er ikke ubehageligt at gå i og når først man er i vandet, så er man ligeglad. Vi kan gå måske 10 meter ud, så er der en let beplantning på bunden. Hvis vi ikke ligefrem skal snorkle, så er det rarest at bade i vandet inde ved land for at undgå beplantningen, der godt kan virke lidt ulækker mellem tæerne. Selve vandet er ikke særlig klart, men har dog det grønne skær, som jeg har tegnet på nethinden som ønskefarven til en god badestrand. Den farve, som vi har oplevet et par gange tidligere på ferien. Det uklare vand skyldes regntiden, får vi senere forklaret.

Solen brænder så meget, at vi må begrænse vores baden og søge skygge under kokospalmerne. Her er en bænk, hvor vi kan slappe af. Vi kan desværre ikke få øje på nogle liggestole, men længere henne på stranden kan jeg se et par hængekøjer. Man kunne ønske sig...

Marie læser Snøvsen for ungerne mens Torben melder sig til et dykkerkursus. Kurset varer 4 - 5 dage og koster 8.400 bath/ca. 1350 kr. Han opnår samtidig rabat på sin hytte, så mod 350 bath/56 kr., skal han nu kun betale 50 bath/8 kr. pr. nat. Vi giver 75 kr. pr. nat, men så har vi jo også køleskab! Nu kan Torben jo se, hvad en kold øl koster ovre i vores hytte, tænker jeg.

Han går straks igang med uddannelsen. Idag skal han se en video og får siden lektier for til imorgen. Marie og jeg har overvejet at købe et sæt dykkerbriller og snorkel, men det er en jungle at handle i, når man ikke kender de rigtige mærker. Den dykkerforretning, der er knyttet til vores hotel (og det sted, som Torben kører uddannelse ved), har kun et mærke og prisen for brillerne er 1.000 bath/160 kr. Men så er kvaliteten også i orden, vil jeg vurdere. Men da forretningen samtidig udlejer sæt for 50 bath/8 kr. pr. dag, så er der ikke meget at diskutere. Vi nøjes med at leje. Så har vi heller ikke det at slæbe på, når vi skal hjem.

Da Torben er færdig med at se video og har underskrevet en masse erklæringer på, at dykkerinstruktørerne fraskriver sig ethvert ansvar under uddannelsen, går vi en lille tur. Min fod er ved at være nogenlunde, selv om det er hårdt at gå i bare tæer i mine sandaler, der stadig er fugtige efter dagens sejlads.

Turen går op over et lille højdedrag og ned til næste bugt, Ao Thian Ok. Her virker stranden meget fin. Bugten er ikke helt så stor som vores og flere steder skiltes med privat område. Vi ser kun et enkelt bosted og det ser meget lukket ud. Vejen til bugten er i meget dårlig stand. Regnvandet har skåret dybe furer i vejen og mange steder dukker der blå rør frem. Vi får flere bud på, hvad disse rør egentlig indeholder. Nogle siger ledninger og andre siger, at det er vandrør. Under alle omstændigheder undrer vi os over, at rørerne kan holde til, at bilerne kører over dem.

Vi går tilbage til vores egen bugt. Det er ved at være mørkt, så vi må hellere finde et sted at spise. Det er svært at finde restauranter, der er åbne. Det kniber med skiltningen og vores eneste chance er, at gå ind og kigge de steder, hvor der er mange borde. Bugten virker meget rodet med bygninger, der ligger spredt ud over hele det flade område mellem stranden og bjergene. Her er ikke meget turistpræget byggeri.

Vi finder et sted, der hedder Porn. Her sidder en lokal familie og spiser. Det er sikkert ejerens familie. Samlingspunktet er tv’et, der kværner løs - som sædvanligt. Vi prøver lykken og kigger grundigt på menukortet. Da alle har besluttet sig for, hvad de vil have, gør vi klar til at bestille. Af kød har de desværre kun blæksprutte, så alle vores ønsker fra menukortet på indrettes efter dén melding. Af øl har den kvindelige tjener kun store lunkne øl eller små kolde øl. Heldigvis kan hun godt klare pommes frites til børnene. Så er deres dag reddet!

Jeg bestiller fried squid with chili - stegt blæksprutte. Det smager rigtig godt. Blækspruttekødet er store stykker og grøntsagerne er fint tilberedte. Chilien er kun lidt stærk, så jeg klager ikke. Torben får til gengæld igen en meget krydret ret og i løbet af få øjeblikke pibler svedperlerne frem på hans pande.

Mætte, veltilpasse og trætte går vi tilbage til vores bungalows. Ungerne får en godnathistorie og vi voksne nyder en godnatøl på verandaen. Torben skal hjem for at læse lektier til imorgen. Vi andre kan krybe til køjs.

Det bliver en urolig nat for mit vedkommende. De uvante lyde fra de natlige omgivelser sætter et tydeligt præg gennem de åbne vinduer (med insektgitter foran). Lokale folk spiller billard i den ellers lukkede restaurant og i løbet af natten dukker et gevaldigt tordenvejr op, ledsaget af en omgang blæsevejr.