Egypten - torsdag den 15. februar 2001
Rejsen til Hurghada
Vi ankom til Billund kl. 6:40. Det skulle gå hurtigt med indtjekningen af kufferter, for vi havde planlagt at få morgenmad, inden vi skulle ombord i flyet. Men her stod vi og skulle have en afstressende ferie og måtte konstatere, at det skulle gå stærkt, hvis vi ville nå både morgenmad og handel i de toldfrie butikker. Det er ikke let at være charterturist i dag! Mens vi var ved at få vores kaffe, blev der kaldt ud til flyveren og et splitsekund sendere, da vi var ved at blive kvalt i den varme kaffe, kom det sidste udkald. De havde godt nok travlt!
Kl. 7:50 var vi på vej mod København, for vi skulle lige hente nogle dér også. Sådan en mellemlanding koster ca. 1 time og det var vi lidt utilfredse med, for varmen ventede! Det gik nu rimeligt smertefrit og snart satte vi snuden ud af landingsbanen igen, denne gang med kurs mod Hurghada i Egypten! Kaptajnen bød velkommen og jeg stillede mig selv det sædvanlige spørgsmål: Hvorfor lyder en flykaptajn altid som om han har drukket en flaske whisky dagen før. Stemmen er altid ru som sandpapir! Ruten gik over Bornholm, Polen, Bulgarien, Rumænien, Tyrkiet (Istanbul og Antalaya) og Cairo.
Flyvetiden er ca. 5 timer, og de gik forbavsende hurtigt. Der blev serveret et måltid undervejs og på de små fjernsyn, der var placeret ca. over hvert 4. sæde, blev der vist tegnefilm, dyrefilm, humor med Finn Nørbygaard og en nyere amerikansk film. Så det var svært at kede sig undervejs!
Da vi skulle lande, meddelte kaptajnen, at der var lidt ventetid, for at komme ned i Hurghada, så vi kom til at kredse lidt rundt. Det var en glimrende lejlighed til at iagttage det område, som vi skulle tilbringe den næste uge af vores liv! Det var ørken, så langt øjet rakte til nord, og syd. Mod vest bjerge, som vi senere erfarede var Røde Havs Bjergene. Mod øst det Røde Hav og i kanten mellem ørkenen og vandet, var den flok huse, som blev kaldt Hurghada. De store swimmingpools rundt omkring mellem husene vidnede om hoteller i massevis.
Lufthavnen var som ventet et stort kaos. Vi kunne lige klemme os ind i ankomsthallen, der var totalt fyldt med mennesker. Marie fik øje på en velklædt Egyptisk mand, der viftede med et skilt fra Falk Lauritsen rejser (vores selskab) og straks blev vi mistænksomme. Var det en eller anden bavian, der skulle tjene penge eller hyr? Det viste sig, at han var officiel medarbejder. Vi må åbenbart have været de første, han havde fået fat i fra flyet, for han ledte os rundt i ankomsthallen mellem de mange mennesker, som viste sig at stå i kø til paskontrol. Hen til det yderste pasbur, hvor han lukkede døren op til kontrolløren og bad ham godkende vores pas. Udenom køerne! Vi klagede ikke, men det var lidt mærkeligt at blive sendt foran alle andre i køen på den måde.
Så var det kufferternes tur! I ankomsthallen var der 3 kuffertbånd og det første var skilt ad, det næste stod stille og det sidste kørte med kufferter i hobetal. Det måtte jo være vores bånd… Der blev læsset så meget på båndet, at kufferterne væltede af båndet i svingene, så folk måtte gå rundt, for at lede efter deres kufferter. Efter en rum tids venten måtte vi konstatere, at vores kufferter ikke var med dette bånd alligevel. Og da bånd nr. 2 også var begyndt at ”hælde” kufferter ind, satte vi vores lid til, at vi snart skulle gense kufferterne - især fordi der stod Falk/Lauritsen på flere af dem.
Efter en rum tids venten havde vi alle kufferterne samlet - bortset fra en enkelt. Vi ventede og ventede... Efterhånden blev ankomsthallen tømt for folk og vi var næsten alene tilbage, da lufthavnsmedarbejdere (incl. vores Falk/Lauritsen medarbejder) begyndte at interessere sig for os.
Vi satte dem ind i problemet med den manglende kuffert. Mine medrejsende blev sendt ud til bussen med deres bagage og jeg fulgte med Falk/Lauritsen medarbejderen hen i ankomsthallen, for at få optaget en rapport. I ankomsthallen herskede der et sandt kaos. Stuvende fuld hal med flere rækker mennesker, der var på vej hjem fra ferie. Ude i hallen sad lufthavns-medarbejdere midt i det hele med computere. Vi vadede ind mellem det hele og ind på et lille kontor, hvor der sad en flok søvnige Egyptere.
En medarbejder ved et skrivebord begyndte på en rapport men blev afbrudt, da han blev kaldt ud i afgangshallen. Lidt senere vendte han tilbage med en kop the i hånden. Den satte han på skrivebordet og beordrede en anden medarbejder til at gøre rapporten færdig, hvorefter han forlod kontoret igen.
Den anden medarbejder skrev rapporten færdig, mens han drak af den første medarbejders the, mens Falk/Lauritsen medarbejderen og jeg tålmodigt ventede.
Jeg fik en kopi af rapporten og vi vendte tilbage til ankomsthallen - og videre udenfor. Bussen med de andre var kørt og vi blev istedet sendt afsted med en taxa - sammen med yderligere 2 Egyptere.
Jeg blev sat af foran hotellet og skyndte mig ind, for at finde ud af, hvor Marie var blevet indlogeret. Efter en del forviklinger i receptionen, kunne jeg konstatere, at de andre endnu ikke var ankommet. Det kunne jeg ikke helt forstå, for der var ikke ret langt fra lufthavnen til hotellet.
Efter 5-10 minutters venten, dukkede bussen med de andre op. De havde lige været ude på et andet hotel, for at aflevere gæster...
Hotellet virkede stort og uoverskueligt ved første øjekast. Ingen lange lige gange der giver et hurtigt overblik. Det hjalp nok heller ikke på det, at receptionen havde givet os en tegning over området - og fejlplaceret et kryds med, hvor vi skulle bo. I løbet af ugen fandt vi dog ud af at orientere os. Se et kort over hotellet
Vi blev indlogeret på 2. etage (nr. 3210) og far, mor og Lasse i stuen (nr. 3109). Far plejer ellers at gøre meget opmærksom på, at de gerne vil bo højt oppe, så de kan få en god udsigt, så han var lidt utilfreds. Vi skulle dog hurtigt erfare, at deres lejlighed var god, idet terassen var lukket med vægge på siderne og tag over. Det gav en god beskyttelse mod den næsten konstante vind.
Værelserne var pæne og meget rene. Virkelig et flot byggeri. Desværre var finish'en af samme standard som i Sydeuropa, hvilket nok resulterer i, at hotellet kommer til at se noget brugt ud i løbet af få år.
Inden vi var kommet helt på plads og klar til at få noget at spise, var klokken 19:30. Vi var sultne, for det var ved at være længe siden, vi havde spist på flyet.
Vi havde læst i rejsebureauets katalog, at vi måtte spise i alle restauranter på Gran Resort og Gran Hotel, et søsterhotel på den anden side af gaden. Det var åbenbart blevet ændret, for der var kun 2 restauranter på Gran Resort, vi kunne anvende, når vi havde halvpension - medmindre vi ville betale ekstra for det. Den ene restaurant hedder "El Mahara", der har plads til 400 gæster på en gang. Restauranten minder, med de store buer og i loftet, om en banegård eller et stort apotek. Den anden, der er noget mindre, hedder "Marakesh". Sidstnævnte var efter min mening den mest hyggelige. Maden serveres som buffet - og udbuddet er stort set ens i de to restauranter.
Vi gik ned i receptionen og stillede os i en kø, som vi regnede med var til restauranten - vi havde hørt hjemmefra, at man skulle regne med at stå i kø, for at komme ind og spise. Køen viste sig hurtigt at være til at reservere bord - og ikke direkte til restauranterne! De havde nemlig opfundet et sindrigt system, så man på sit nøglekort fik noteret en bestemt restaurant, et bestemt bord - og en bestemt tid, man skulle spise. Systemet virkede lidt skørt men er oprettet, for at undgå for lange køer ved restauranterne. De første 2 dage kunne vi dog spise hvor og hvornår vi ville - dog med fare for, at der var kø, for at komme ind.
Vi ville lige se restauranterne an, før vi lagde os fast på nogen af dem, så de 2 første dage ville vi selv vælge... Vi fandt frem til Marakesh Gæsterne blev lukket ind i hold, så vi måtte vente til kl. 20:30.
Når vi har ferie, nyder vi gerne et glas vin eller en øl til maden. Vi havde hørt, at det var dyre sager i Egypten, men alligevel blev vi noget chokeret, da vi så vinkortet. En flaske spansk vin (den eneste vin på kortet) kostede 68 LE (Egyptiske pund), hvilket svarer til ca. 150 kr. En halv liter øl kostede ca. 40 kr. og en flaske vand (1 liter) ca. 13 kr. Altså priser som på en typisk dansk restaurant - i Københavnsområdet forstås! Vi havde ikke helt vænnet os til at omregne de Egyptiske pund til danske priser og fandt det noget dyrt, så vi nøjedes med vand.
Buffet'en viste sig at være en positiv overraskelse. Der var masser af forskellige retter, salater, brød, ost, frugt og kager. Så alle havde en chance for at blive mætte, uanset hvor kræsen man er.
Godt mætte og tilpasse, forlod vi restauranten kl. 21:30 og gik tilbage til fars og mors terasse, hvor vi tog os en godnatdrink, inden vi alle - trætte og mætte af dagens mange nye indtryk - kravlede i seng.
Selv om sengene var store og lækre, sov vi vist alle dårligt den første nat. Sådan plejer det jo at være!
