Egypten - søndag den 18. februar 2001
Jeep safari
Vi skulle tidligt op i dag. Marie, far og jeg havde besluttet, at vi ville se solen stå op over Det Røde Hav, så kl. 6:30 gik det mod stranden.
Sjovt nok så havde vi hele stranden for os selv! Vi nåede lige nøjagtig ned på stranden, da solen begyndte at kigge frem. Det var et flot syn og det var imponerende, så hurtigt det gik. Man kunne næsten høre det sagde "swop!"
Efter en så medrivende oplevelse, måtte vi lige have en time mere på øjet!
En af rejsebureauets ture, der stod højt på min ønskeliste, var en jeepsafari til en nærliggende beduinlejr. Den var på programmet i dag, så vi var allerede for sent ude med at få bestilt plads. Eneste håb var at lægge på knæ for den guide, der holdt hof på Grand Hotel kl. 9:00 - så det gjorde jeg. Guiden arbejdede ihærdigt på at skaffe en ekstra jeep - og det lykkedes. En halv time før afgang ringede han til os og sagde OK.
Efter en hurtig frokost var vi klar til afgang. Vi tog afsked med Marie og mor. Vi turde ikke tage Marie med, selv om hun gerne ville. Hendes ryg ville ikke have godt af en tur i ørkenen, for programmet lovede ujævn terræn! Mor holdt hende ved selskab.
På vej ud af Hurghada har en videofotograf travlt med at filme de 3 jeeps. Optagelserne blev typisk foretaget hængende på ydersiden af en af bilerne. Det var noget dumdristigt og vi talte om, at det må koste en videofotograf engang imellem!
Kort tid efter vi havde forladt Hurghadas sydlige by-område, drejede vi fra asfaltvejen og direkte ind i ørkenområdet. Snart gik det over stok og sten, for en ørken er andet end blot sand! Chaufførerne konkurrerede om at finde de mest ujævne områder, blot for at markere, at det ikke var jævn vej, vi befandt os på. Op over mindre og større sandbanker gik det, så det var svært at sidde stille på sæderne og det gjaldt om at holde godt fast. Ungerne synes det var vældig morsom og jeg glædede mig over, at Vibe havde fået en kørepille. Ellers ville hun ikke have brudt sig synderligt om turen. Min far råbte til chaufføren, om den gamle bil ikke kunne køre hurtigere. Det var dumt gjort!
Efter et kvarters kørsel, nåede vi de første Rødehavsbjerge. Vi gjorde et stop ved et af de første. Her skulle vi ud af bilerne og kravle op på bjerget, der vel var ca. 30 - 40 meter højt. Det gik forholdsvis smertefrit og udsigten var kravleturen værd. Da vi skulle ned på den anden side af bjerget, var det via en stor sandbanke, der dækkede en stor del af bjergsiden, så det var let at komme ned.
Efter en lille forfriskning (hibiskusthe) gik det videre ind mellem bjergene i ca. 30 minutter. Her dukkede pludselig et par små skure op. Min første tanke var, at det lignede busskure, men det viste sig hurtigt, at vi var kommet til beduinlejren, der var turens egentlige mål.
Vi blev inviteret ind i et stort halvoverdækket rum, hvor der blev budt på en kop varm the, mens vores ihærdige guide fortalte om beduinlejren.
Der bor ca. 30 mennesker i lejren, der ligger på en stor plads mellem bjergene. Hele pladsen er flad og dækket af sand. Beduinerne lever af turister og pladsen er tydeligt markeret med det for øje. Der er bl.a. afmærkede pladser til parkering af jeeps og 4-hjulede motorcykler (mooncars), der dagligt besøger lejren. Beduinernes huse står på pladsens nordside tæt på bjergene. Husene er af yderst simpel konstruktion - på 10 - 15 m2. Spartansk indrettet. Ingen dør.
Flerkoneri er tilladt men i denne lejr har kun sheriffen 2 koner. I lejren bor også en schweizisk kvinde, der er i gang med at skrive en bog om beduinernes liv. Hun blev gift med en fra lejren i sidste uge og bryllupsteltene var ikke fjernet fra lejren endnu.
Det "rum" vi sad i, var alene bygget til ære for turisterne.
Guiden fortsatte med sin beretning. Beduinerne køber mad i Hurghada. Det er kun mændene, der må køre til Hurghada. Beduinerne er bange for, at kvinder og børn vil blive grebet af det liv, der føres i byen, så for at beskytte dem mod det, holdes de i lejren. Større børn sendes væk, når turisterne kommer til lejren. De træner kameler i området, mens turisterne er til stede. I lejren ser vi kun mændene og de små børn. Konerne bliver i deres hytte og under vores besøg ser vi kun konerne en gang, mens de bager brød til os.
Sheriffen afgør alle stridigheder i lejren. Han afgør desuden hvilken straf, der skal gives, hvis nogen har lavet noget forkert.
Hvis en kone er utilfreds med sin mand, må hun ikke sige til ham, hvad hun er utilfreds med. Hun hænger istedet en nød op foran indgangen til hytten. Så skal manden selv finde ud af, hvad der er galt! Gør han ikke det indenfor en rum tid, kan konen søge sheriffen om at blive skilt. Hvis parret skilles, kan manden godt gifte sig igen mens konen står meget dårlig. Vi kunne ikke lade være med at tænke på, at sheriffen med de 2 koner måtte have sig et problem, hvis han kom hjem og så en nød over indgangen til sin hytte!
Så var det tid til en kamelridetur og jeg må tilstå, at jeg godt kunne være det foruden, men nu havde jeg fået overtalt min datter til at prøve, så jeg måtte op på sådan et kræ! Vibe var ikke tryg ved det og ville gerne ned, men problemet var, at vi var allerede godt igang med turen og jeg kunne ikke forklare de små piger, der trak vores kameler, at de skulle stoppe, så vi måtte køre på. Det var ikke nogen fornøjelsestur, men nu har vi da prøvet det!
Så blev vi inviteret rundt for at se lejren. Vi startede med at se deres "moske" - endnu en meget primitiv hytte uden synderlig beskyttelse mod vind og vejr. Vi fik historien om Allah og om de 5 leveregler man har som muslim. De involverer bl.a. at man beder 5 gange om dagen, at man skal faste under ramadanen og at man (såvidt muligt) skal besøge Guds hus - Mekka i Saudi Arabien.
Hernæst gik turen til lejrens vandbrønd. Den lå i bunden af en udgravning, som den egyptiske hær har lavet for en del år siden, hvor Egypten var noget tættere på at komme i krig med sine naboer. Militæret har siden foræret brøndene til beduinerne, der har købt jorden omkring brønden. Selv brønden er ca. 36 meter dyb og har en diameter på knap 1 meter. I lejren er det kvindernes arbejde at hente vand, så de kvindelige turister blev bedt om at hjælpe med at hente vandet op - til stor morskab for mændene! Vandet bruges i dag kun til dyrene i lejren. Beduinerne drikker købevand ligesom vi andre.
Under rundturen støder vi på en gedefarm, et stort hibiskustræ, der står i ensom majestæt på lejrpladsen, en nyfødt kamelunge og kvinder med klæder på, så kun øjnene er synlige. Kvinderne bager brød til os på låget fra en olietønde over ild fra kamel-høm-hømmer.
Kvinderne sælger også souvenirs i form af smykker. Bl.a. en halskæde med en kameltand, der ifølge guiden skulle holde ræve og andre dyr væk, hvis man har den på, mens man vandrer i ørkenen.
Efter rundturen var der fri i en time, hvor vi kunne gå rundt i lejren. Vi havde allerede set nok, så vi trak os lidt tilbage og nød en medbragt kold øl og lidt vand.
Vores chauffører havde travlt med at lave mad til os. Det foregik over en intermistisk grill foran et af lejrens få murede huse. Maden var placeret på riste, der lå lige over ilden og det betød, at kødet nærmest blev brændt af, for chaufførerne havde travlt med at puste ild i gløderne nedenunder. Det foregik ved at vifte med papstykker hen over grillen.
Inden aftensmaden skulle vi se solnedgangen over Rødehavsbjergene. Vi klatrede spændt op på et bjerg lige bag lejrens fællesfaciliteter og ventede en rum tid på, at solen skulle gå ned. Far og jeg var enige om, at solopgangen var smukkere. Jeg havde en teori om, at vi skulle lokkes væk fra selve lejren, så beduinerne kunne bede dagens 4. bøn i fred og ro.
Et besøg på lejrens toilet var blevet aktuel for Vibe. Det var et simpelt foretagende med et hul i gulvet. Her har mændene altså en fordel!
Aftensmaden var lækker og der blev spist godt af både voksne og børn. Vi var enige om, at tusmørkets kommen ikke var nogen hindring, for så kunne man ikke se alt, hvad der lå på tallerknerne! Menuen stod på grillet kylling og (farsagtig) oksekød, ris, salat og flere lokale dressinger lavet på sesamfrø eller linser. Derudover blev der serveret kartoffelchips og clementiner eller bananer til dessert. Som drikkevarer havde vi fået udleveret en halv liter vand og vi kunne desuden få Cola.
Da vi var færdige med at spise, var det næsten mørkt, så de fornemme lysestager - lavet af vanddunke, der var skåret over, fyldt halvt op med sand og et hjemmelavet stearinlys i - var eneste lyskilde. Lejren havde ingen elektricitet. Vores medbragte videofotograf havde held til at sælge et par videobånd. Prisen var 100 LE (Ca. 220 kr.). Vi var egentlig indstillet på at købe et bånd, men da guiden sagde, at båndet også indeholdt optagelser fra Luxor og Cairo og at kvaliteten kun var middelmådig, bakkede vi ud.
Tak for mad siges med en dans (påstod guiden). Lejrens unge mænd, der var kommet tilbage fra kameltræningen, sang og spillede på tromme, mens alle blev inviteret til at danse. Det var en meget speciel stemning - måske forstærket af det ørkenstøv, som de dansende fremkaldte.
Det var helt mørkt, da vi efter dansen gik tilbage til vores jeeps. Inden vi forlod lejren, var alt lys slukket. Beboerne var på vej i seng. Bilerne kørte en mere direkte vej tilbage til Hurghada. Nu var vi fri for alle de bakker, som vi havde været udsat på på udturen. Undervejs gjorde vi et kort stop, for at se på stjernehimlen, som skulle være fantastisk. Carlsvognen, som er noget nær det eneste, jeg kan genkende, vendte helt forkert. "Håndtaget" på den tippede vogn var helt væk i horisonten. Jeg vil påstå, at vores tur til Norge sidste jul bød på mere klar stjernehimmel! Vi tog afsked med guiden og chaufførerne og vendte tilbage til hotellet, hvortil vi ankom kl. 19:30 - 1 time før planlagt.
Vi var alle møgbeskidte af ørkensand og støv. Den sidste del af turen var foregået med en jeep, der var helt tyk af støv indeni. Så der var dømt bad, inden vi foretog os yderligere. Ungerne var trætte, så jeg valgte at blive i vores lejlighed med dem, mens de øvrige 3 spiste middag. Far havde spist aftensmad i beduinlejren men trods det, så var han vist den, der spiste mest i resutauranten. Alle var simpelthen helt udkørte, så den aftalte kop kaffe efter aftensmaden blev aflyst til fordel for en tidlig godnat! Klokken var kun 21:30!
