Egypten - tirsdag den 20. februar 2001

Hotellet by night

Selv om vi gik tidligt i seng og sov længe, så var det lidt svært at komme ud af sengen om morgenen. Hvad pokker, det var jo ferie! Kl. 8 var vi alligevel klar til morgenmad.

Buffet'en var som sædvanlig indbydende og lækker. Lasse og far havde fået for vane at spise om kap i spejlæg. De kunne konsumere 3 hver. Vi andre kunne godt variere vores mad lidt mere, for der var nok at vælge imellem. Det eneste jeg manglede, var bacon, der kunne fuldende en gang britisk morgenmad. Men da Egypten er et muslimsk land, spiser man ikke svinekød.

Dagens program hed, at Marie, Vibe og jeg skulle ind til basaren og ose lidt, mens far, mor og Lasse skulle hygge sig på stranden.

Vi nabbede en minibus ind mod byen og jeg bad dem stoppe ved et supermarked i Down Town i håb om at kunne se en forretning, hvor de lokale handlede. Prisen for minibussen skulle være 3 LE og Marie ville give yderligere 2 LE i drikkepenge, men det var åbenbart ikke nok, for da vi stiger ud og betaler, forlanger chaufførens hjælper flere penge. Vi diskuterer lidt med ham og han forsvinder uden at få flere penge. Det ærgrede os, at vi ville give drikkepenge og endte istedet med at komme i ordkløveri med minibussens chauffør og hjælper. En egypter, der var stået af samme sted som os, spurgte hvad vi havde givet og bekræftede, at vi kun skulle betale 3 LE for turen. Det var vi glade for at høre, for vi kom lidt i tvivl om, hvor faste priserne var. Marie havde iøvrigt erfaret, at de lokale sjældent betaler 1 LE for at køre med minibusserne. De betaler 0,25 LE eller 0,50 LE afhængig af distancen.

"Næste gang vi tager en minibus, så aftaler vi prisen forud", bekendtgjorde jeg overfor Marie.

Vi var blevet sat af ved basaren - og altså ikke ved noget supermarked, som jeg havde læst et eller andet sted, skulle findes i Down Town. Vi fandt frem til "vores" bank og vekslede penge.

Så var vi klar til at ose lidt i basargaderne. Det blev vi nu ret hurtige trætte af, for sælgerne var noget mere interesserede i os i forhold til, da vi havde været i flok på byrundtur med guiden. Sælgerne ville hjertens gerne i dialog med os. "Hvor kommer I fra?", "Hello", "Gutenmorgen", "Goddag" osv. osv. lød det fra sælgerne. Hvis vi sagde til dem, at vi kom fra Danmark, havde de vundet første sæt, for så var dialogen igang!

Så kunne de huske Schmeichel eller Laudrup og de ville gerne lige vise os deres forretning, som de typisk havde åbnet for 10 dage siden og derfor havde gode tilbud. Vi morede os meget over det, for det plejer at være billigst, når man skal holde ophørsudsalg! Hvis man fulgte med ind i deres butik, så kunne det være lidt svært at slippe derfra igen uden man følte sig lidt uhøflig og blot gik derfra igen. Men der var på intet tidspunkt optræk til sure miner eller misytringer, fordi vi ikke ville handle. Dén ros skal de have!

Ganske som vi erfarede på byrundturen, var der et begrænset udbud af varer i Down Town. De solgte det samme souvenirstads og da vi ikke lige var minded, for at købe noget af det, blev vi hurtigt trætte af at traske rundt i basaren.

Vi fandt en minibus, der kunne køre os til Sekalla. Jeg forsøgte ihærdigt at aftale en pris med chaufførens unge medhjælper og efter lidt ordvekslinger blev der sagt "OK" fra chaufføren til mine ihærdige anstrengelser for at vise dem, at vi kun ville betale 3 LE for turen. Så vi hoppede ind og kort tid efter var vi i Sekalla, hvor vi blev sat af i en rundkørsel. Marie ville betale de 3 LE og så startede på ny en diskussion om prisen! Vi sagde blank nej til at betale mere for turen. Den unge medhjælper, der vel har været 14 - 15 år, snappede en ekstra pengeseddel fra Maries hånd, hvorefter han satte sig ind i minibussen, der efterlod os. Det var ligegodt pokkers, tænkte vi. Jeg troede vi havde en aftale! "Næste gang, så spoler vi endnu længere tilbage", sagde jeg, da det værste raseri havde lagt sig. "Vi starter sgu med at spørge, om de kan tale engelsk. Så er vi da sikre på, at de forstår, at vi kun vil betale 1 LE for turen". Marie mente, at enhver forhandling ville være omsonst, men det skulle komme an på en prøve!

Sekalla viser sig at byde på et mere varieret udbud af varer, dog uden at vi fandt noget, som kunne friste os. Vi gik ud af en sydlig vej, som Marie mente førte ud mod vores hotel. Jeg havde tabt orienteringen, så hun skulle nok have ret.

Efter en lille times vandring, var det tid at finde tilbage til hotellet. Vi stoppede en minibus, der viste sig at være uden den faste hjælper. Bussen var ydermere tom. Jeg spurgte chaufføren, om han kunne engelsk og han svarede bekræftende "A little bit". OK, så var første fase af min plan på plads, tænkte jeg og skred videre til fase 2, der gik ud på at spørge ham om prisen, for at blive kørt til Grand Resort. "5 LE", svarede han. "Ikke tale om", klagede jeg og han gik ned på 4 LE. Jeg blev ved med at sige 3 LE og gjorde mine til, at vi ikke ville køre med ham. Så accepterede han de 3 LE og vi steg ind. En stor del af turen kørte vi alene i bussen, så jeg bekendtgjorde over for Marie, at jeg ville fejre min forhandlingssejr med at give ham lidt drikkepenge!

Så da vi steg af ved hotellet stak jeg den forbløffede chauffør 5 LE. "Hvad skulle alt den snakken om penge så til for?" tænkte han nok.

Hjemme på hotellet havde de andre 3 spist frokost, men mor fik hurtigt anrettet en frokost til os. Jeg havde ikke fået bestilt snaps til sildemaden på flyet, så vi var løbet tør for snaps. Vi fandt dog ud af, at en vodka sagtens kunne ledsage silden!

Far, mor og Lasse tog herefter til stranden. Vi andre ville op og slappe af i vores lejlighed. Jeg lå dog ikke ret længe, før jeg fik lyst til at gå en tur og inspicere området syd for hotellet. Der var ikke så meget at byde på og det lykkedes heller ikke for mig at finde flere forretninger, hvor man kunne købe øl med pilsnerstyrke. Vi havde åbenbart været heldige, da vi fandt frem til snackbaren "Sea Horse" tidligere på ferien.

Sidst på eftermiddagen gik far og jeg atter på ølrov hos "Sea Horse". Her fandt vi 7 halvliters flaskeøl i fryseren. Dem købte vi, for vores ølbeholdning var ved at være lidt slunken. Prisen var faldet 1 LE i forhold til sidste gang, vi handlede der.

Kl. 19:00 var vi alle samlet igen og efter et glas rødvin, var vi klar til at indtage dagens sidste hovedmåltid. Vi havde bestemt os for at flotte os i aften og købe øl og vin til maden! Nu var vi blevet mere fortrolige med omregningen mellem egyptiske pund og danske kroner og havde derved erfaret, at priserne i restaurationen kun lå lige i overkanten af, hvad de ville være på en god dansk restaurant.

Efter aftensmaden var det næsten som det plejede! Efter en kop kaffe var vi alle trætte og grydeklare. Vi undrede os meget over, at vi kan være så trætte om aftenen men må nok give solen, varmen og den friske luft skylden.