Egypten - torsdag den 22. februar 2001

Farvel til Hurghada

Tilbage

Så kunne det ikke skjules længere, selv om vi havde forsøgt at indføre en bødekasse til dem, der nævnte ordet ”hjem”. I dag skulle vi på feriens sidste udflugt, som far plejer at sige!

Morgenbuffet’en blev nydt ekstra godt denne sidste gang. Lasse fandt som sædvanlig hen til ”Egg station”, hvor hans lokale ægekspert frembragte 3 spejlæg til ham. Resten af formiddagen gik med at få klargjort kufferterne. De skulle så udenfor døren senest kl. 11:30. Så vil de blive hentet af en kuffertbærer. Allerede kl. 10:30 begyndte de at spørge til kufferterne og til hvornår, vi ville forlade vores lejlighed. Kuffertbæren var en gemytlig fætter, der gerne ville have en snak – som alle andre Egyptere, vi havde mødt. Far og mor bildte sig ind, at de fik en større snak med ham! Han kunne godt lide Skandinavere. De var rare ved de lokale, mens han havde eksempler på andre nationaliteter, der behandlede de lokale som skidt.

Vi rømmede vores lejlighed, da kufferterne var afleveret og beslaglagde fars, mors og Lasses lejlighed til feriens sidste frokost.

Vi ville først blive hentet ved hotellet kl. 14:00, så der var tid til at gå en lille tur. Vi havde også et par film, vi skulle have hentet ved vores lokale fotomand. Derudover havde Vibe et smykke, som var gået i stykker, fordi låsen var dårlig. Vi nærede ikke store forhåbninger om at de lokale ville bytte smykket, men det var da et forsøg værd. Vi viste smykket til de 2, der var i forretningen og umiddelbart så det ud som om de godt ville bytte.

Den ene fandt et nyt smykke og Vibe var glad. Vi takkede og gik mod udgangen. Men nej, vi tog fejl. Han ville skam have penge for smykket. Han mente ikke, at det var hans problem, at smykket var gået itu. Jeg skældte ud og sagde, at han havde solgt os en dårlig vare og at vi aldrig ville handle hos ham mere. Det sidste kunne jeg vist roligt sige, for det gør vi nok ikke under nogen omstændigheder! De 2 lokale i forretningen havde en kort ordveksling og så fik vi ”OK”. Vi takkede og skyndte os ud af butikken inden de fortrød.

Efter en times solbadning foran hotellet, hentede bussen os på slaget 2. Undervejs på den korte tur til lufthavnen fik vi besked på, at vi skulle ind i den nye lufthavnsbygning og at Sterlings fly var eneste afgang derfra, så det blev en smertefri afgang. Det viste sig snart at være en sandhed med modifikationer!

Efter de sædvanlige formalia med at få afleveret kufferter og checket pas, gik vi ind i en lille afgangshal, som var meget underdimensioneret, hvis det skulle være en nybygget hal. Der var sæder til 1 eller 2 flys passagerer og jeg vurderede, at der var mindst det dobbelte antal passagerer. Man kunne måske søge tilflugt i den toldfrie butik? Men nej! Butikken var ikke større end vores stue (næsten) og her var der mange mennesker men ikke ret mange varer!

Vi fandt 2 ledige sæder lige ved udgangen, der bedst kan karakteriseres som en altandør! Vi måtte finde os i at have en fuldfed Italiensk kvinde på den ene side og en Egyptisk soldat med fuld udstyr på en anden side. Han stod og messede og engang imellem tiggede han folk om nogle småpenge.

Vi skiftedes til at besætte de 2 sæder i ca. halvanden time, mens vi så vores fly ankomme. Det tog lang tid inden der blev kørt en trappe til flyet. Det skulle siden vise sig at være en medvirkende årsag til, at vi blev forsinket i afgangen.

Efter en rum tid kørte der en bus op foran afgangshallen og der kom liv i alle de utålmodige mennesker i afgangshallen. Alle myldrede hen mod udgangen og der blev lidt proppet omkring os. En official fra lufthavnen sagde ”20 minutes” – men til hvilken afgang, meldtes der ikke noget om. Da der var gået ca. 20 minutter, blev der råbt ”Sterling” ud i afgangshallen – til glæde for os og stor ærgrelse for alle de, der ikke skulle med vores fly – inklusive hende den småfede Italiener!

Da vi først var placeret i vores flysæder, kunne roen falde lidt over én. Jeg bliver altid lidt nervøs, når jeg skal igennem lufthavnsbygninger med officielle instanser som toldere, paskontroller osv. Bedre bliver det heller ikke af, at der går soldater rundt omkring en med maskingeværer…

Kaptajnen (med den rustne stemme) beklagede forsinkelsen, der i høj grad skyldes, at de ikke kunne få en trappe hen til flyet ved ankomsten.

Hjemture fra en ferie er aldrig værd at skrive så meget om. Man vil bare gerne hjem og denne ferie var ingen undtagelse! Der blev serveret en god gang dansk rugbrød, sild, leverpostej, spegepølse, æg osv. osv.

Den time, som turen blev forlænget, fordi vi skulle over København føltes noget mere irriterende på hjemrejsen end på uderejsen, men det var jo ikke let at ændre på. Marie forsøgte at lokke en kop kaffe ud af stewardesserne, men det kunne kun blive til en kop juice. Kaffen ville have været mere passende!

Efter at have besøgt et land hvis indbyggere, på grund af det varme klima, virker lidt sløve og langsomme, så var det nu dejligt at lande i en effektiv lufthavn som Billund. Inden jeg overhovedet havde forladt flyet, var de begyndt at læsse kufferter ud under mit sæde og umiddelbart efter vi havde entreret ankomsthallen – efter at have følt den kolde danske vinter – begyndte bagagebåndet at rulle. Få minutter senere var vi gennem tolden og klar til at tage afsked med far og mor, der ville direkte til Frederikshavn.

Vi var i Erritsø til midnat og røg lige i seng uden at tænke på at åbne noget af bagagen. Far og mor var i Frederikshavn kl. 02:30 og var mindst lige så trætte.

Epilog

Og hvad skal man så sige til sådan en ferie? Ja, jeg tror at vi alle var enige om, at Gran Ressort var det flotteste hotel, vi nogensinde har boet på. Bygningerne var enestående flotte og rejsebureauets katalog overdrev absolut ikke. Faciliteterne omkring hotellet og søsterhotellet på den anden side af vejen, Gran Hotel, med stranden var helt i top. Servicen på hotellerne var også enestående. Jeg har aldrig oplevet så flot en betjening i lejlighederne, restauranterne, ved poolen og ved stranden. Altid venlige og imødekommende mennesker, så alt det er svært at sætte en finger på. Når vi alligevel kom til konklusionen, at vi nok aldrig tager til Hurghada igen, så er det fordi området har meget lidt at byde på. Ud over de hotellerne og deres omgivelser, så der er kun meget lidt at kigge på af butikker i og omkring Hurghada. Bevares, der er butikker nok, men de sælger alle det samme turist-tingeltangel, og det bliver man hurtigt træt af at se på. At Hurghada ligger midt i ørkenen er ganske vist og hvis vi ikke havde oplevet en beduinlejr og en tur til koralrevet, så ville det være en tam totaloplevelse. Det der alligevel skulle trække mig til Hurghada igen skulle nok være en lidt lunere vandtemperatur og lidt mindre blæst, så vi kunne bruge mere tid på at snorkle.

Så overvejer du Hurghada, så kan det varmt anbefales én gang men måske heller ikke mere!