Tidlig op, for vi skulle i akvarium. Fabian havde været meget vågen og havde haft feber i går men Reiko ville gerne med. Da vi ankom til stationen ved akvariet, fik vi besked på, at akvariet var lukket, men vi gik alligevel ud til akvariet og checkede. Den eneste dag i januar, hvor det var lukket, var den 15. januar!
Men så kunne vi i stedet kigge lidt på havet – og nu vidste vi da, hvor akvariet var.
Tilbage til Ummeda stationen, det store knudepunkt i Osaka. Vi fik frokost på 16. etage for 950 yen pr. person – med drikkevarer (ca. 50 kr.). Flot udsigt. Vi tog elevatoren til 27. etage. Flottere udsigt!
Vi havde haft planer om at skulle op i Osaka Sky, men der skulle vi betale for at komme 7 etager højere op, end vi nu var. Det mente vi ikke, at der var nogen grund til, så det lod vi være med.
I dag huskede vi turistkontoret, som ligger ved Ummeda station men de turde næsten ikke snakke med os, så det fik vi ikke noget ud af.
Så gik vi på indkøb i Elektronic World House – et stort fodboldstadion lignende hus med en snemand udenpå. Først fandt jeg memorykort til vores kamera. Prisen var 350 kr. for et kort med 128 mb. (plads til ca. 130 billeder), et lille forstørrelsesglas til Alex og et ur til hver af ungerne.
Bjørn kom lige forbi mellem 2 undervisningstimer. Da vi så skulle af sted, var Kasper blevet væk! Han var såmænd på vej op ad en rulletrappe. Det gik stærkt men Inge nåede ham, inden han blev væk.
Imens jeg havde handlet, havde Inge og Mette snakket med en ældre herre, der havde lavet en tegning til dem.