Østrig - mandag den 27. december 2004
Sightseeing i Zell Am See
Atter en dag med tåge og dis. Vi ville ind til Zell am See, hvor vi egentlig havde planer om at tage en bjergbane op og gå en tur på toppen. Derudover ville vi gå en tur langs søen ved Zell am See og ellers bruge tiden på at ose lidt i byen.
Hans havde lovet at gå de 3 km. ned af bjerget til bageren i Gries - og tilbage igen. Så da vi stod op, var det til et veldækket morgenbord.
De offentlige transportmidler skulle stå deres prøve idag. Vi agtede nemlig at tage bussen frem og tilbage. Vi gik alle turen ned af bjerget og bussen kom også stort set planmæssigt, så snart var vi i Zell am See.
Vi startede på turistkontoret, hvor vi på en tv-skærm kunne se, levende billeder fra toppen af bjerget "Schmittenhöhe". Der var meget tåget og ingen god udsigt, så vi besluttede at springe dén tur (og de ca. 20 Euro pr. person) over.
Istedet gik vi ned til banegården, hvor bussen havde sat os af og vi fortsatte ned til søen, hvor der var en dejlig promenade langs søen. Desværre betød det grå vejr, at farverne var væk. Det hele blev meget sort/hvid, når solen ikke var fremme.
Så var det tid for en tur i byen. Det viste sig at være dyrt at handle i byen - sikkert fordi det er et skisportssted. Det lykkedes bl.a. Alex at finde en trøje i en Intersportbutik til næsten 600 Euro!
På en italiensk restaurant bestilte vi frokost. Det tog over en halv time at få det serveret, så vi var alle godt sultne, da det endeligt ankom. Da vi var færdige med at spise, ankom et andet dansk selskab. De bestilte og fik deres mad indenfor 10 min. Sådan er tingene ulige fordelt!
Ved 15:45-tiden havde vi fået nok af at støve rundt og vi fandt en bus, der kørte tilbage mod Gries. Vel hjemme og oppe på bjerget igen, blev det til sent aftensmad. Susanne og Alois havde budt os på en øl om aftenen. Da vi kom ned til dem, sad der også andre gæster, som vi dog ikke havde set før. Det var en dansk familie fra Herning, der tidligere havde boet hos familien Kaserer. De havde pludselig fået lyst til at komme til Østrig i julen og havde derfor bestilt sent. Susanne havde hjulpet dem med en plads hos Bertha, der boede længere nede på bjerget.
Vi blev budt på øl og kaffe og snakken gik. Familien fra Herning delte Susanne og Alois's undren over, at vi ikke kørte i bil til Østrig. At vi heller ikke skulle stå på ski hver dag undrede de sig meget over. Efter en times selvskabelighed takkede vi pænt af og listede op til os selv, hvor vi snart efter var på vej i seng.
