Nordkapp - søndag den 16.07.2006
Fra Aspnæs til Skutvik
I dag: 471 km. Total: 2885 km.
Det var stadig gråt vejr, da vi stod op. Det bemærkselsesmæssige var dog, at lyset var stort set det samme, som da vi gik i seng ved midnatstid.
Vi fik en gang morgenmad, før turen fortsatte nordpå. Første pejlepunkt i dag var Mo I Rana, hvor vi skulle checke lidt om Svartisen. Det er sjovt at tænke på, at i Danmark indretter man naturen efter vejene. I Norge er det omvendt - i hvertfald til dels. I Danmark fjerner man bare en masse jord til en bakke, hvis det er for at få vejene til at gå ligeud. I Norge kan man sprænge sig gennem en tunnel, hvis det er vigtigt. Men det er noget mere bøvlet. Alligevel oplever vi mange tuneller undervejs, så de har gjort noget ud af det.
Nord for Mo i Rama var der et informationssted om Svartisen. Her gjorde vi holdt. Vi kunne læse, at man et stykke op af en mindre vej kunne komme med "Svartisbåten", der sejlede os op til en af de over 60 isbræer, som stikker ud fra den store gletscher. Mens vi stod og læste på lektien, var der en tysk fyr, der henvendte sig til os. Angiveligt fordi han troede vi var tyskere pga. vores tyske nummerplader.
Han var på tur på motorcykel rundt om Østersøen, men hans motorcykel var gået i stykker, så han ventede ved et værksted på, at de skulle åbne dagen efter. Han spurgte, om han måtte komme med op til Svartisen sammen med os. Ellers kunne han kun sidde og vente til mandag morgen... Han fik plads og op af små veje gik det mod Svartisbåten. De sidste 5 km. kørte vi på hullet grusvej. Vi nåede derop ca. et kvarter før næste afgang. Prisen var 100 kr. pr. voksen og 50 pr. barn. Vejret var gråt og kedeligt, men Svartisen stod på vores ønskeseddel, så det skulle opleves! Selve bådturen tog ca. 20 minutter, hvorefter vi blev sat af ved en lille anløbsbro. Så var det ellers i gang med traveskoene.
Det tog ca. en time at nå op til selve gletscheren og turen foregik via fjellet med faste klipper og sten. Ganske få steder var der lidt sand/jord. Det var en lidt krævende tur, men vi havde sørget for vand og lidt kiks og slik, så vi kunne holde den gående. Og målet var bestemt gåturen værd, selv om det småregnede lidt undervejs op til gletscheren og tilbage mod båden. Frem bag et klippefremspring dukkede den store gletscher-arm frem. Stor og med et kraftigt blåligt skær. Det var et fascinerende syn. Vi sad et kvarters tid og nød udsigten - og håbede selvfølgelig på, at gletscheren ville kælve - et stykke is brække af og sende bølger hen over søen, som vi sad ved. Det skete dog ikke, så efter et kvarter begyndte vi at gå tilbage ned mod anløbsbroen.
Den tunge dis var taget til men sten og klipper virkede fortsat faste og nogenlunde sikre, at bevæge sig rundt på. Om det var sten og klipper - eller om det var vores vandresko, der var gode, ved jeg ikke...
Jo gletscheren var virkelig værd at gå efter. Undervejs kom vi tæt på den natur, vi havde kørt over 2500 km. i.
Ved anløbsbroen ventede vi ca. 25 minutter, før båden hentede os. Tilbage til vores autocamper og i løbet af kort tid havde Marie fremtryllet en god varm suppe, som alle trængte til. Det var trods alt blevet lidt klamt - om ikke andet, så fordi vi havde taget for meget tøj på og svedte grundigt indvendigt.
Vi kørte tilbage til det sted, hvor vi havde samlet Helge fra Østberlin op. Han takkede pænt for en dags underholdning og vi fortsatte. Klokken var omkring 17 og vi havde ikke kørt dagens ration. Vi manglede vel 250 km.
Turen gik nordpå. Næste stop var selve polarcirklen. Naturen ændrede sig lidt før vi nåede dertil. Træerne forsvandt og efterlod et græs og mosbeklædt terræn. Jeg undrede mig lidt over, om træerne slet ikke vil gro nord for polarcirklen.
Ved Polarcirklen var der et Polarcirkelcenter. Det måtte vi selvfølgelig se. Her var toiletter, souvenirshop, turistinformation og en udstilling, man kunne betale for at se. Så vi nøjedes med at kigge lidt og låne toilettet, før turen fortsatte nordpå.
Vejene skiftede fortsat mellem at være i god stand med bløde sving og til at være ujævne og med skarpe sving, der tvang hastigheden ned på 40-60 km./t. Længere nordpå ændrede naturen sig. Træerne var vendt tilbage og der dukkede efterhånden store klippeformationer op, der mindede lidt om fjordområdet omkring Geiranger. I området før og efter byen Fauske var der specielt kønt. Vi kørte op og ned, gennem et stort antal tunneller og mange steder var der rene panoramabilleder. Desværre var vejret slet ikke med os. Det regnede lidt og det var sent på dagen, så bjergene stod mørke og grå. I det hele taget fremstod naturen mørk og grå og farveløs.
Aftensmaden kom til at bestå af chips. Vi havde ikke lyst til at holde ind ved de forholdsvis få spisesteder undervejs og da vi endelig nåede målet tæt på Skutvik, orkede vi ikke at lave mad - og spise den...
Vi holdt ved en campingplads, Ness Camping ved Nes, ca. 4 km. før Skutvik. Det var sidste campingplads før vi nåede færgen, der skulle sejle os over til Lofoten området. Bilen nåede knap at holde stille, før vi alle var krøbet til køjs. Meget trætte - og for trætte til at nyde den natur, som campingpladsen lå i. Helt nede ved stranden. Næste morgen måtte der blive plads til en lille fotosafari i området.
