I dag: 195 km. Total: 6645 km. Jeg havde fået 5. sengeplads igen og sov atter ad pommern til. Det var dog ikke alene pladsens skyld men ligeså meget varmen - og at vi gik godt klamme i seng.
Jeg stod op kl. 6:30 og gik en morgentur ned til den ende af Sturugatan, som vi ikke havde set i aftes. Særpræget natur, må jeg sige. Bestemt et besøg værd.
Tilbage til bilen, hvor der var kommet liv i Torben og Marie. Destinationen hed nu Brio museet i Osby, men først morgenmad. Torbens GPS førte os tilbage til Eksjø, hvor Marie hurtigt fik snuset en bager op. Friske rundstykker har nu været savnet. Marie havde også fundet ud af, at der var marked i Eksjø, så inden turen fortsatte, måtte vi lige gå en tur i den pæne by med de mange træhuse og et lille marked. Jordgubbasæsonen var ikke slut endnu... Ved 10-tiden var vi klar til afgang. Det var meget varmt, så vi sendte nogle venlige tanker til bilens aircondition. Marie havde givet udtryk for, at hun gerne ville se en Ikea butik og efter at have kørt et stykke tid, vækkede Torben os alle til live, ved at spørge, om der var stemning for Ikea. Vi var alle lidt døsige. Torben var nået til Älmshult og noget tydede på, at den by indeholdt Ikeas hovedcenter. Her var en del skilte til diverse Ikea enheder med også til et varehus, der viste sig at være kædens første.
Vi spiste lidt frokost, inden vi begav os ud på den meget varme P-plads og ind i det dejligt tempererede møbelmekka. Priserne var meget rimelige og et par gange spekulerede jeg på, om det var noget bras, de solgte, når det var så billigt. Forretningen havde et par steder opbygget komplette lejligheder på f.eks. 55 og 25 m2. Det så simpelthen ud som om lejlighederne var hevet ud af et boligkompleks og placeret i Ikea. En god måde at præsentere produkterne på. Selv skabene var fyldt med butikkens varer og der var prisskilt på det hele.
Det lykkedes næsten at komme igennem butikken uden at handle, selv om Vibe var godt i gang med at skifte møblementet ud på hendes værelse.
Ved godt 2-tiden forlod vi atter Ikea og begav os mod Osby, hvor vi havde et hængeparti fra sidste gang, vi var i Osby. På vej til Osby lavede Vibe en lækker lagkage med jordbær, Nutella og flødeskum. Den blev fortæret straks, vi kom til Osby. Osby er hjemsted for Brio-legetøjet. Der findes et Brio-lekoseum - hvor Brio fabrikkens produkter er udstillet og det er muligt at lege med nogle af de kendte legesager. I kælderen havde de lavet en juleudstilling, så man kunne se julemanden og hans nisser gøre alle julegaverne klar. Og i deres verden får alle børn Brio-produkter i julegave. I forbindelse med Lekoseummet var også 2 rigtige togvogne med Märklin modeljernbaner, Spilleautomater (til fri afbenyttelse) og en afdeling for Barbie dukker. Så skulle begge køn vist være tilgodeset... Prisen for en familiebillet var 150 sKr. Vores børn var måske lige gamle nok til lekoseummet med deres snart 13 og 14 år, men vi fandt det egentlig meget interessant at få genopfrisket nogle af minderne fra vores barndom. Vi kunne alle genkende nogle af produkterne. Lasse har en større samling Brio-tog og det bliver fortsat luftet fra tid til anden. I Brio-shoppen fik han suppleret samlingen ved at købe nogle skinner.
Ved 4-tiden havde vi set det, vi ville i lekoseummet og der var allermest stemning for en dukkert.
Et forslag om at køre ud til Osby Campingplads blev hurtigt vedtaget. Her var nemlig bademulighed i Osby sjøen. Der var heldigvis ledige pladser - og endda i første parket til søen. Autocamperen havde ikke holdt stille i mange splitsekunder før alle stod klar i badetøj. Vandet var mørkt gulligt og Torben anslog, at farven skyldtes alger. Det var rigtig lækkert at blive kølet ned.
Efter badet var der stemning for en kold øl og chips. Det var for varmt at spise aftensmad endnu. Vi gik i gang med et restparty (hvilket for mit vedkommende godt kunne mærkes i hovedet næste dag). Først på aftenen skiftede vejret et par timer med regn og torden. Regnen undgik vi nu næsten og solen vendte tilbage. Hen på aftenen startede Lasse grillen op, mens vi nød en flot solnedgang. Da solen var gået helt ned, havde Lasse også grillet nogle lækre karbonader og pølser. Lasse og Vibe nåede at blive dyppet i søen igen, inden vi kravlede til køjs.
Vi måtte erkende, at vi ikke kunne nå helt til bunds i slatterne...