USA (New York) - mandag den 17. marts 2008
Rejsen til New York
Turen til New York kan vi sige 2 ting om: Den gik planmæssigt og det er en lang tur. I hvert fald når man har booket hos DSB og vi skal flyve over Island med Island Air.
Vi havde aftalt at mødes med Gitte og Hans i toget, der var fyldt op med tasker og kufferter. Vi var åbenbart ikke de eneste, der skulle på ferie. Hvad værre var, var at kupeen var fyldt med unge, støjende og fnidrende teenagepiger. Jeg troede ellers, at vi havde efterladt den slags derhjemme :-)
Vel ankommet til Kastrup i god tid, checkede vi vores kufferter ind og nød et glas champagne, inden vi selv gik op i afgangshallen, hvor vi fik os en god lille frokost, inden vi satte os i flyet mod Reykavik. Det tager ca. 3 timer at flyve dertil og undervejs blev serveret en lille let anretning. Øl, soft drinks og kaffe er fri. Alt andet koster 40 kr. pr. enhed... Selve landingen på Island var vi spændte på, idet landskabet på Island jo er noget anderledes end i Danmark. Vi blev ikke snydt - og mit ønske om at besøge øen en gang blev ikke mindre.
I Keflavik (hedder lufthavnen vist) blev der skiftet fly og der var ikke lang ventetid, før vi atter sad i et fly, nu på vej over Grønland, Canada og ned over USA mod New York. Desværre var der ikke så meget at se undervejs, da der var pænt overskyet. De 6 timer føltes lang, selv om der atter blev serveret et måltid (gordon bleu med risblanding - smagte i øvrigt glimrende), der blev sendt diverse underholdning og film - og vi havde allieret os med læsestof i store mængder.
Ved midnatstid dansk tid landede vi i New York - her var klokken 18 og det var så småt ved at blive mørkt. Selv om klokken var mange efter vores indre ur, så er man jo aldrig træt, når man er på vej ud mod rejsemålet og vi var jo lidt spændte på, om det ville blive smertefrit at komme "ind" i USA og om turen til selve hotellet kunne lade sig arrangere, som vi havde forestillet os.
I Reykavik og i flyet havde vi fået et grønt ark, som vi skulle udfylde med en masse oplysninger om os selv. Det skulle afleveres ved ankomsten til JFK lufthavnen. Der skulle også udfyldes en blanket omkring bl.a. formålet med vores besøg og hvad vi medbragte. Det havde vi ikke fået udleveret, så vi måtte om bag i køen og udfylde det. Heldigvis gik det nu smertefrit men for pokker hvor er jeg glad for, at jeg ikke har et job som ham, der sad og checkede det hele af. Han sad og så ud som om han kedede sig bravt og tankerne faldt på de mange gange, vi er stødt på sløve paskontrollører på vores rejser. Der skulle også tages billeder af os og vi fik taget vores fingeraftryk, før vi endelig blev sluppet fri.
Gitte og Hans var kommet igennem, da de havde udfyldt alle papirer, så de havde også samlet kufferterne sammen, så nu var vi kommet til "Guds eget land" - og klar til kamp!
Annette havde anbefalet os at tage en taxa ind til hotellet men vi havde hørt, at de kun medtager 3 passagerer i hver bil, så det passede os ikke. Vi havde læst på nettet, at man kan tage toget ind til Manhattan, så det havde vi mod på at prøve. Vi fandt let over til The Airtrain, der er en togbane i stil med Metroen i København. Airtrain kører rundt i JFK lufthavnen og ender (afhængig af afgangen) ved en Subway, der kunne bringe os til downtown. Endestationen for vores Airtrain hed Howard Beach. Vi var lidt i tvivl om betalingen til the Airtrain, da der ikke umiddelbart var nogen betalingsmuligheder på stationen. En venlig amerikaner fortalte os, at vi skulle betale, når vi steg ud af toget. Prisen for en tur er 5 dollars (ca. 25 kr.).
På Howard Beach station betalte vi først, for at blive sluppet "ud" og umiddelbart udenfor portene kunne vi købe et kort, der gav adgang til fri transport med Subwayen i en uge - for blot 24 $ - altså for ca. 100 kr. Det virker vilidt billigt. Det ville koste 7 $, hvis vi alene havde købt en enkeltbillet ind til byen.
Det var heller ikke noget problem at finde den station, vi skulle med fra. Vi skulle lige hitte ud af, hvordan vores kort til Subwayen skulle vende, men Marie kunne konstatere, at systemet er meget lig det, de har i Osaka i Japan, så no problem.
Ventetiden på stationen var lidt lang. Der var åbenbart lige kørt et tog, for der var tomt på perronen, da vi kom og inden næste tog ankom, var der mange mennesker. Turen ind til Manhattan tog ca. 1 time på den noget nedslidte subway. Vi var lidt spændte på, om vores transport plan holdt vand. Der var ikke skiltet noget med stationer i toget, som vi f.eks. har set i København og London. Så der blev fulgt ihærdigt med, hver gang vi gjorde holdt ved en station. Gitte lyste op i et stort smil, da vi nåede til den første station på hendes kort. Så kunne det jo ikke gå helt galt.
Vi havde beregnet, at vi skulle stå af ved 42. gade. Vores hotel lå på 45. gade og vi skulle ikke gå langt i den underjordiske tunnel i forbindelse med subwayen, før vi kunne gå op på gadeniveau ved 44. gade. Direkte op i et område med det ene højhus efter det andet - og med direkte udsigt til vores hotel. Hold da kæft, hvor var vi gode. Vi kunne stort set gå lige ind på hotellet!
Jeg havde læst en del om hotellet på nettet. Der var mange meninger, så mine forventninger var, at det var et gammelt hotel med små værelser. Det holdt stik men var jo så ikke overraskende. Da jeg satte mig på potten, tænkte jeg på, om Al Capone mon havde siddet på samme potte for mange år siden. Vi fik hurtigt losset vores ting af. Klokken var 21:30 (dvs. 03:30 efter dansk tid), så vi ville have lidt aftensmad og så i seng.
Valget faldt på en noget snusket mexicansk restaurant (Sombrero i 48. gade). Betjeningen var helt OK og maden var også god - bortset fra min egen. Jeg ved ikke, om det er fordi vi har været vant til en europæisk version af mexicansk mad. Jeg brød mig ikke om deres grøntsager, der vist var friturestegte. Heldigvis var der til overflod af alt det andet. Portionerne var kæmpestore og mine planer om at spare lidt på den gode mad i denne uge, blev vist allerede skudt i sænk. Hvis vi skal leve med så store madportioner i den næste uge - og vi er jo artige og spiser op, så kommer vi nok til at ligne en kopi af en Bigfat, inden vi når hjem igen.
Et hurtigt besøg i en købmandsbutik og så var det hjem på hotellet, hvor mine ørepropper gjorde lykke. Jeg sov simpelthen fortryllende. Jeg kunne konstatere, at sengen på hotellet var noget bedre end dem, de har på kursusstedet Haraldskær!
