USA (New York) - onsdag den 19. marts 2008
Grand Central, Rockefeller center, MOMA og en dårlig fotohandler
Vi stod op til en god gang regnvejr. Det havde meteorologerne lovet, og det holdt stik. Så vi satte plan B (regnvejrsplanen i gang). Vi fandt et godt sted, at spise morgenmad. Denne gang kunne vi selv bestemme nøjagtig, hvad der skulle på tallerknen, så pris og mængde fulgte pænt ad - set i lyset af, hvad vi kunne spise.
Herefter tog vi subwayen til Grand Central Station, hvor der bl.a. skulle være et stort indendørs (underjordisk) butikscenter og en meget berømt restaurant kaldet Oyster Bar. Stationen er helt vildt stor. Mindst 117 spor kunne vi tælle. Det virkede helt urealistisk i forhold til Fredericias 10 spor. Man kunne dog ikke se mere end 2-4 spor ad gangen...
Stationens underjordiske butikker er helt sikkert et besøg værd. Alt var superflot anrettet og jeg blev atter imponeret over, hvor mange spændende ting amerikanerne har mulighed for at købe. De må altså se at komme af med imaget som de "fede mennesker". Efter et hvil i en af ventesalene, tog vi atter subwayen, for at ende ved byens bibliotek. Her skulle være meget spændende. Det så også meget flot og prangende ud, men da vi ikke kunne komme til internettet, som vi havde læst, skyndte vi os ud derfra. At vi ikke kunne komme til en PC med internetforbindelse var dog en sandhed med modifikationer. Der var blot ventelig på 1-2 timer.
Næste stop hed Rockefeller Shopping Center. Her var der så mange mennesker, der havde valgt at bruge tiden pga. det dårlige vejr, så vi flygtede næsten ud derfra efter en kort tid. Så fik vi set på en flot kirke lige overfor, inden vi gik mod MOMA - Museum Of Modern Ark. Vejret gjorde, at mindst 200.000 andre mennesker havde valgt at gå på museum, så her var ventetid på at få billetter (20 $ pr. voksen), på at aflevere vores rygsække (mindst en halv time), på at se en stor del af udstillingen, på at få udleveret rygsække igen... Hver gang vi kom til en kø, stod der typisk en stor dame og kostede rundt med folk, for at få dem til at stå på en linje. Det var såmænd lidt underholdende, når man alligevel stod og ventede.
Jeg forstår ikke, at de lukker så mange ind på MOMA. Der var alt for mange mennesker overalt. Jeg kan slet ikke holde ud at gå rundt, når man skal passe på hvert eneste skridt man tager. Et helvede, så lad for gud skyld være med at besøge dette museum i dårligt vejr. Alle andre har fået samme ide. Var det så værd at se. Hvis du spørger mig, var det et megaflop. Ikke værd at spilde tiden på... Det var vi heldigvis enige om, så selv om her hænger billeder af Picasso, så må de gerne beholde dem for mig. Ham bliver jeg vist ikke venner med.
Det regnede fortsat trøstesløs, da vi forlod museet. Marie havde kig på et par specielle sko og vi fandt hurtigt frem til butikken, der lå forholdsvis tæt på MOMA. Hun valgte dog ikke at købe skoene, da de var nogenlunde lige så dyre som i Danmark.
Vi tog afsked med Gitte og Hans, der ville hjem på hotellet og slappe lidt af. Marie og jeg fandt en lille købmandsbutik, hvor vi kunne købe lidt at spise. Det var sidst på eftermiddagen og vi havde aftalt at mødes med Gitte og Hans kl. 20, hvor vi skulle indtage byens største steak. Men vi havde ikke fået frokost, så vi trængte til lidt at spise.
Efter lidt mad, gik vi ned mod Time Square men vi nåede ikke ret langt, før jeg faldt over en stor fotoforretning. Jeg var på udkig efter en makrolinse til mit kamera. At gå derind skulle vise sig at være dagens største fejltagelse. Sælgerne er åbenbart noget aggressive, hvilket jeg skulle få at føle her. Jeg spurgte efter en bestemt Canon makrolinse men de havde pokkers travlt med at ville sælge mig et par andre linser med navne, jeg aldrig har hørt om. Jeg prøvede dem af og jeg var ikke begejstret for resultatet. Jeg prøvede også Canon linsen af, for den havde han også. Jeg spurgte til prisen og fik den oplyst til 399 $. Det svarede meget godt til den pris, jeg havde fundet hjemmefra og jeg kunne fortælle ham, at i forhold til Danmark sparede man ca. 33 %. Der var 3 sælgere i butikken og de prøvede alle at overbevise mig om, at de andre linser var bedre end Canons. Jeg var ikke sikker, så jeg ønskede at holde mig til den originale, hvilket åbenbart irriterede dem. Men jeg holdt fast. Da jeg skulle betale linsen med kreditkort, forsøgte han at trække 699 $ på kortet. Det var jeg selvfølgelig ikke tilfreds med, så jeg brokkede mig og sagde, at vi havde aftalt en pris på 399 $. Til det svarede han, at det var de 399 $ var rabatten... Ja, ja, hvis man vil forsøge at snyde, så bliver det ikke med mig, selv om han spurgte mig, om jeg var intelligent. Så blev jeg sur og ville gå. Men jeg ville have de 2 boner med, som han havde skrevet ud for kortet. Dem ville han ikke udlevere. Det gjorde ikke situationen bedre og nu havde jeg fået nok. Jeg forlod butikken og udenfor tog jeg et par billeder af hans forretning. Han kom ud til mig og forsøgte ophidset at forklare mig, at grunden til, at jeg ikke kunne få udleveret bonerne var, at jeg først skulle underskrive en af dem. Så ville jeg få udleveret de 2 andre. I min verden er det helt forkert, så jeg nægtede at underskrive. Så efter min mening havde jeg fanget ham i at forsøge at snyde en gang mere. Han mente ikke, at jeg havde forstand på kreditkort men jeg kunne fortælle ham, at jeg arbejdede indenfor finanssektoren i Danmark, så jeg mente nok, at jeg kunne finde ud af, hvordan et kreditkort skal håndteres. Han forbød mig tage billeder af butikken og truede mig med politiet. Det var jeg villig til at vente på, men han jagede mig ud af butikken. Jeg var sur og gal over behandlingen. Jeg havde bedt om en bestemt vare og de forsøgte at prakke mig alt muligt andet på. Ingen tvivl om, at jeg vil holde øje med mit kontoudtog, for han kan såmænd nok finde på at prøve at hæve pengene.
Jeg kølede af, mens vi gik op til Time Square, mens vi kæmpede en brav kamp, for at undgå at blive ramt af de mange paraplyer på fortovet. På Time Square, der ligger tæt på vores hotel, fandt vi et informationscenter og vi spurgte atter til en internetforbindelse. De henviste os til en internetcafe, som vi vidste lukkede kl. 17, så det hjalp ikke så meget. Marie købte 2 billetter til Mary Poppins til på lørdag, så en musical kom i hus.
Så gik det retur til hotellet, hvor de på ny kunne give en adresse til en internetcafe. Det var en iscafe, der havde internet og det var også rigtigt. Men prisen var vildt høj, så vi kunne lige så godt bruge vores tv på hotellet, hvorfra vi også kunne få internet. Men så måtte vi droppe planerne om, at uploade billeder til vores hjemmeside. Øv, det kunne ellers være smart.
Tilbage til hotellet, gik jeg ombord i internettet. Prisen blev oplyst til at være 10,99 $ for en dag, der dog viste sig kun at gå til kl. 12 næste dag. Det blev lidt af en nød at knække, at komme ind på webmail og at få lov til at opdatere hjemmesiden. Jeg fik den ene fejl efter den anden men efter en god times forsøg, lykkedes det at se mine mails. Det var interessant at se, om vi havde fået svar fra Baptist kirken i Harlem, hvor Annette havde anbefalet os at gå til gudstjeneste på søndag. Der var ikke noget svar.
Så blev steak-jagten indledt. Gitte havde fundet en argentinsk restaurant, som vi gik på jagt efter. Efter en del vandren og søgen, dukkede den op. Alt lys på facaden var slukket, så vi overså den i første omgang. Indenfor var der plads til få borde, og der var pænt fyldt op. Men vi fik plads og bestilte 4 gode steaks og en flaske vin, der smagte forrygende (til 35 $). Da den var tom, bestilte vi en mere, men han havde desværre ikke mere. Så det blev en 10 $ dyrere vin, der også smagte super. (Mon det var endnu et forsøg på at snyde, at han meldte udsolgt af den første vin?). Maden smagte fint men det var ikke noget super, duper. Som forventet vil jeg sige.
Trætheden meldte sig, da vi gik tilbage mod hotellet. Regnen var endelig stoppet, efter at have væltet ned hele dagen. På værelset gjorde jeg et nyt forsøg på at komme ind og opdatere hjemmesiden og nu lykkedes det uden problemer. Så jeg fik knaldet lidt tekst ind og kravlede tilfreds i seng - men stadig med tankerne på den fordømte sælger i fotoforretningen. Sådan kan det gå, når forskellige kulturer mødes...
