Mexico - torsdag den 03. juli 2008
Besøg hos tandlægen
Vi var jo gået i seng ved 21-tiden, så det var ikke så underlig, at vi var vågen ved 4-5 tiden.
Morgenmaden var ikke engang klar, da vi indtog restauranten på hotellets top, men det lod vi os ikke slå ud af. Vi spiste bare af det, der var på bordet og nåede efterhånden igennem det sædvanlige, efterhånden som det blev klar.
Dagens program bestod i at gøre en indsats for at få en ny skinne til Vibes tænder. Inden vi forlod hotellet, aftalte vi med hotellets tur-arrangør, der taler fin engelsk, en kombineret tur til Xochimilco og forlystelsesparken Six Flags. Nærmere information om de to steder i morgen, for der skal vi derud.
Tur-arrangøren havde tidligere foreslået os at tage hen i en gade, hvor der sælges en del medicinaludstyr som f.eks. kørestole, tandlægeudstyr osv. Han havde vist en teori om, at de kunne hjælpe Vibe men vi nåede ikke rigtig frem til nogen, der kunne engelsk. Det nærmeste vi kom, var en mand i en hvid kittel, der meget hjælpsom fulgte os ud af et mindre indkøbskompleks og lidt hen ad gaden, ind i en meget uhumsk gyde og op af nogle trapper, hvor der var flere tandlæger samlet. Han pegede på en dør, der var lukket og bad os vente i få minutter, så ville der komme nogen. Vi ventede i det ikke alt for pæne rum og valgte så at gå igen. Der kom en del igennem rummet/trappeopgangen og vi var genstand for en del opmærksomhed. I stedet gik vi på jagt efter frimærker og efter et par mislykkede forsøg, lykkedes det at finde en, der ville sælge mærkerne.
Tilbage til hotellet i slentretempo. Da vi nåede tilbage, stod vores tur-guide udenfor hotellet og ventede på os. Han spurgte, om vi var klar til at tage på tur og bad os stige ind i en van, der holdt og ventede. Der var åbenbart sket en misforståelse, så han regnede med, at vores bestilte tur var i dag... Jeg tænkte tilbage og kunne godt se, at det var muligt for ham, at tro sådan. Jeg havde kun nævnt for ham som noget af det allerførste, at vi havde en plan om at tage til Six Flags dagen efter. Det blev ikke nævnt mere i snakken med ham og det gik åbenbart galt.
Han sagde, at chaufføren af van'en havde kørt i cirkel omkring hotellet i en time, for at vente på os (det er ikke muligt at parkere lige uden for hotellets dør). Det var lidt kedeligt men vi var ikke indstillet og klar til at tage af sted lige nu. Han sendte van'en af sted og vi talte i stedet med ham om hans 2. forslag vedr. Vibes tænder. Det bestod i at tage til et sygehus. Han ville gerne kalde van'en tilbage og få ham til at køre os til sygehuset. Det lød som en fornuftig plan, det ville koste os 200 Pesos og vi blev hurtigt lodset ind i van'en, der hurtigt holdt uden for hotellet.
Efter en længere køretur i Mexico City, holdt chaufføren ind ved noget, der på ingen måde mindede om et sygehus. Han gik med ind, for at forklare vores situation på spansk. Vi var lidt spændte, for chaufføren kunne ikke engelsk, så det var vores tur-guide, der havde sat ham ind i situationen. Det så mere ud som om det var en finere tandlæge, vi var landet hos og de måtte give fortabt. Det ville tage 3 dage at få lavet en skinne. Så var der ikke mere at gøre, for vi havde kun 1-2 dage til rådighed.
Vi kørte tilbage og bad chaufføren om at sætte os af ved Zone Rosa - et område i Mexico City, der har en del butikker og restauranter. Derfra ville vi selv finde hjem.
Vi startede med en lille pause på en cafe og listede derefter hjemad. 2-3 km. skød vi på - og det holdt stik. Vejret var fint men (som sædvanlig) trak det lige så stille op med mørke skyer, efterhånden som dagen skred frem.
Vi rundede en større demonstration, der blev holdt i jernhånd af politiet. Demonstranterne var vist nøgne, så det var mest politifolkene, der fik lov at kigge, for demonstranterne var næsten gemt bag politiets skjolde.
Ca. en kilometer fra hotellet faldt vi ind på en italiensk restaurant. Børnene sukkede efter pizza. De forstod ikke ret meget engelsk men gjorde et forsøg alligevel. Vi endte åbenbart med at få bestilt 5 retter, hvilket viste sig at være fint, for vores store bestræbelser på at bestille Spaghetti a la Carbonara til Lasse slog fejl. Det endte med at blive til spaghetti med kødsovs, så da der dukkede en ekstra pizza op, lyste han helt op. Hvad drikker man til en gang italiensk mad i Mexico??? Ja, vi fik en longdrink med tequila magherita!
Så var vi rustet til sidste trin tilbage mod hotellet - troede vi. For der var så utrolig mange mennesker på gaden, så det var næsten ikke til at komme frem. Vi forsøgte at krydse gaden til et andet fortov, for der så ud til at være mere plads, men det hjalp kun kortvarigt. Politibetjentene i gadekrydsene kæmpede en kamp med deres hidsige fløjten. De ville blive udmærkede dommere i en fodboldkamp. De kunne sætte lidt musik i dommerfløjten.
Nå, men vi fandt da hjem og efterhånden var det blevet så meget gråvejr og det begyndte at dryppe. Inden vi nåede op på værelserne, tordnede det vildt. Klokken var omkring 3, så det var for tidligt at kalde det dagens program. Vi holdt lidt siesta, mens tordenvejret trak forbi. Det lykkedes fint og efter et lille hvil var vi klar til at gøre endnu et indhug i Mexico Citys butikker. Vibe og Marie gik atter på kjolejagt. Det gad vi andre ikke, så vi gik på jagt efter et rigtigt marked. Desværre glemte vi kortet, der skulle vise os vej til markedet, så vi måtte gå på hukommelsen. Og den er bekendt ikke, hvad den har været, så vi måtte vende tilbage mod hotellet med uforrettet sag. Tilbage ved Zocaloen, kunne vi høre militærmusik fra selve pladsen. Det måtte vi lige udforske. Der havde godt nok været et større orkester med til flaghejsningen om morgenen på Zocaloen og de viste sig at spille på pladsen. De vandrede dog hurtig ud. I begge sider var der demonstrationer i gang. Det er åbenbart meget brugt i Mexico at demonstrere. Vi fandt dog aldrig ud af, hvad der var gang i, men vi kunne fornemme, at der var optræk til noget specielt, for der var mange mennesker på pladsen. Det viste sig, at folk ventede på, at flaget skulle blive taget ned. Det foregik med det samme militærorkester.
Så var det kun at komme tilbage til hotellet og vente på dommen - ja, hvor mange penge var der gået til kjoler.
Dommen faldt ved halv otte tiden. Vibe havde købt 2 kjoler og Marie en. De var flotte og det bliver spændende at se dem med kjolerne på.
Det blev til sen aftensmad. Jeg spurgte i receptionen, hvor man kan få en god steak og vi blev henvist til en argentinsk restaurant, der lå på et gadehjørne tæt på Torre Latino. Desværre var der lukket. De lukkede allerede kl. 18, så vi måtte på jagt. Det lykkedes at finde en fornuft udseende restaurant på vejen hjem og vi bestilte steaks. Det viste sig at være en noget blandet oplevelse og vi lod en del af maden være tilbage, betalte regningen og gik hjem. Alle var trætte, så det gik hurtigt til køjs - ved 23-tiden.
