Mexico - tirsdag den 08. juli 2008
Fra Oaxaca til San Cristobal
Dagen var kommet, hvor vi skulle forlade den hyggelige by Oaxaca. Jeg må tilstå at på dette tidspunkt er jeg lidt ked af, at vi ikke har bestilt ekstra dage i Oaxaca, for det er en rigtig hyggelig by at besøge. Der hersker en afslappet stemning. Når vi sidder på en fortovscafe eller morgenrestaurant, så er der en masse gadesælgere, der vil prange os alt muligt på. Men det foregår i en stille ro og orden. De kommer næsten listende og hvisker til os. Hvis vi siger "no por favor", så går de lige så stille igen. De mere standhaftige bliver stående og så ignorerer vi dem blot. Så går de uden at sige mere. I Zocaloen er der altid mange lokale. De læser aviser, snakker sammen, leger eller får pudset sko hos en af de mange skopudsere.
Vi pakkede de sidste ting på vores værelse og flyttede alt bagagen ind på børnenes værelse. Vibe havde det ikke alt for godt, så hun ville gerne ligge i sengen indtil vi skulle rømme det kl. 12. Det var galt med hendes mave men hun har heller ikke spist ret meget de sidste par dage.
Lasse ville gerne spise morgenmad samme sted som dagen før, så vi gik ind til Zocaloen og spiste vores morgenmad. På Zocaloen ligger byens rådhus og her var nogle flotte vægmalerier, som vi kiggede lidt nærmere på. Tiden var så fremskreden, at vi skulle tilbage til hotellet, for at se til patienten og forhåbentlig få checket ud. Vibe havde været i bad og var klar til at forlade værelset, så vi checkede ud og fik lov til at bruge terrassen, indtil vi skulle af sted. Vores vært ville gerne opmagasinere vores bagage og han skulle nok sørge for en taxa, når vi skulle af sted til busstationen.
Efter et lille hvil på terrassen, gik det videre ned mod de gader, der skulle indeholde tøjforretninger og som vi var gået forgæves efter dagen før på grund af regnvejret. I dag var der bedre vejr, så vi satsede på, at have mere held i sprøjten. Vi fandt også frem til en del tøjforretninger men udbuddet svarede ikke helt til vores forventninger, så vi gik med uforrettet sag.
Planerne var, at vi skulle kigge på flere forretninger vest for Zocaloen. Vi stilede mod Zocaloen, da det begyndte at regne igen. Vi havde valgt at dele os i 2 hold og Lasse og jeg valgte at pløje et af de indendørs markeder igennem øst for Zocaloen. Det var faktisk meget spændende, selv om vi havde været det meste igennem. Denne gang gik det via smalle, mørke gyder. Et fantastisk farvespil i disse mørke områder. Jeg ville gerne lege lidt med fotografiapparatet men jeg var stadig ikke sikker på, om det var helt OK at fotografere, så det blev kun til nogle enkelte skud mere eller mindre i smug.
I det ene af de 2 overdækkede markeder var der en del spisesteder, hvor de lokale sad og holdt pause. Vi fandt et sted, hvor vi kunne få en øl og en sodavand og vi kom til at sidde lige overfor et ægtepar med en mexicansk mand og amerikansk (mexicansk tilflytter formoder jeg) samt en lille pige. De var meget snakkesagelige og vi fik talt en del om Mexico contra USA og Danmark/Europa. De kendte vist ikke ret meget til vores del af verden. Det viste sig, at manden var blevet nægtet indgang til USA i en årrække, måske fordi han havde forsøgt at komme ind i USA illegalt (det meldte historien ikke noget om).
Vi forsatte vores tur rundt i markedet og stødte flere gange på nogle mænd, der spillede på xylofon (jeg ved ikke, om det hedder sådan, når det er et stort instrument). 2 mand spillede samtidigt på xylofonen. Når de havde spillet et par numre og krævet penge af folk omkring dem, var de 4-5 mand til at bære rundt på det store instrument. Så gik de måske 2-3 rækker længere hen i markedet og spillede videre der.
Vi brugte også ventetiden på at finde en frisør. Det kom som en pludselig indskydelse. Vi gik forbi en frisør, der så ud til at kede sig, så vi gik ind, så jeg kunne blive klippet. Det kostede 50 pesos - ca. 25. kr.
Lasse og jeg havde bestilt bord på den restaurant, som Lonely Planet havde anbefalet. Vi vimsede lidt rundt omkring Zocaloen og synes ikke, at have det store helt med at finde gode forretninger, efter regnen var stoppet igen. Vi fandt en enkelt tøjbutik lige ud til et hjørne af Zocaloen. Her blev det til badeshorts og underbukser til mig.
Så var det tid til aftensmad. Vibe var blevet mere frisk, og vi kastede os over en omgang Chateaubriand med store forventninger. Vi har tidligere fået retten, hvor tjenerne kom ind med en hel oksemørbrad og så blev der råspist af kødet.
Vi blev lidt skuffede, da vi hver fik serveret en tallerken med 2 stykker kød, der i øvrigt smagte fint, lidt pommes frites og grøntsager - samt bearnaisesauce - ja sauce, for der var ikke så meget af det!
Indtil nu kan vi ikke sige, at vi har været heldige med oksekødet. Det har ligesom ikke været i den kvalitet, som vi gerne ville have. Men vi prøver igen...
Så gik det tilbage mod hotellet, for at få pakket de sidste ting på plads og gøre klar til at tage på busstationen.
Vores venlige vært ringede efter en taxa og hilste pænt farvel, da taxaen kom. Han og Oaxaca kunne godt tåle et gensyn engang.
Turen i taxaen bragte minder frem fra vores bustur til Oaxaca. Det regnede igen og vi var stuvet godt sammen i en almindelig personbil med masser af bagage. Ruderne duggede og vi svedte, så det var godt, vi ikke skulle køre ret langt - og at chaufføren kørte som død og h.... for at komme hurtigt frem. Han skulle nok have os losset ud i en fart. Han forlangte kun 40 pesos for turen. Den anden vej havde vi givet 100 pesos!
I busterminalen fik vi vores boardingpas udleveret. Igen kørte den del helt efter bogen. Så skulle vi checke vores bagage ind. De virkede til gengæld lidt uforstående og forsøgte at forklare os noget på spansk. Det forstod vi ikke så meget af, så de endte med at tage imod bagagen og vi fik vores kvitteringer. Vi var lidt spændte på, om vi ville se bagagen igen...
Lige da taxaen ankom til vores hotel, begyndte min mave at skabe sig. Det var et meget skidt tidspunkt. Jeg gik i pendulfart til busstationens toilet uden det blev stort bedre. Så da der var afgang med bussen, måtte jeg klemme ballerne godt sammen og håbe det bedste. Først senere gik det op for mig, at toilettet i bussen var låst af. Havde jeg vidst det, var jeg nok gået amok. Men jeg havde valgt at klemme ballerne godt sammen og det lykkedes da også fint.
Bussen hed nu OCC og skulle være en klasse dårligere end ADO-GL. Det var den også men fortsat OK. Der var ikke nogen speciel udgang til bussen. Nu gik vi ud sammen med "pøblen" og der blev ikke serveret drikkevarer og hovedtelefoner. Vores håndbagage blev checket ved indgangen til bussen og jeg måtte pænt aflevere den flaske Mezcal, som jeg havde. Den skulle ind i bagagerummet sammen med kufferterne, så jeg var lidt spændt på, om den overlevede turen til San Cristobal. Vi havde første række i bussen og der var fin udsigt til den tur, der ventede os på 11 timer. Vi var snart ude af Oaxacas gader og oppe i bjergene. De første 2-3 timer gik via bjergveje med krumme sving. Chaufføren kørte godt til, så der var ingen tvivl om, at han var godt kendt på ruten. Vi var ellers blevet en anelse bekymret, da alle passagerne blev videofilmet, inden bussen kørte fra stationen. Var det mon til det tilfælde, at bussen skulle køre galt???
Det var lidt svært at sove i bussen, selv om sæderne kunne lægges godt ned - hvilket Lasse og jeg dog først fandt ud af senere på natten.
