Mexico - torsdag den 10. juli 2008

Madlavning og fodbehandling

Tilbage

Jeg var vågen før kl. 7 og skrev dagbog i en god times tid, før der kom liv i de andre. Solen skinnede atter fra en skyfri himmel, men det behøvede ikke at fortsætte sådan hele dagen, så vi måtte nyde den sol, vi kunne få. Og den brænder, måtte Marie sande. Hun var blevet godt rød af den sol, hun havde fået dagen i forvejen.

Hotellet har internet men åbenbart med et signal, der ikke er så kraftig, så man skal sidde i restauranten, for at komme på nettet. Dagens nyhedsopdatering af hjemmesiden skal så foregå hver morgen i forbindelse med morgenmaden.

Det skulle være dovnedag i dag. I hvert fald her i formiddag. Det kan man tillade sig, når der er 5 dage og byen virker til at være forholdsvis hurtig gennempløjet.

Marie og Vibe lagde sig i solen, Lasse på værelset og jeg satte mig med en bog en times tid. Så gik Lasse og jeg over, for at checke om vores værelser var blevet klare. De havde et værelse klar, som vi kiggede nærmere på. Det viste sig at være et 3-personers værelse. Der var 2 kingsize og en enkelt mindre seng. Det lå i et hjørne og der var meget mørkt i værelset. Det ville vi ikke have. Vi er berettiget til 4 senge, så vi gik retur til receptionen. Damen i receptionen forklarede os, at vi havde bedt om et værelse i går. Det var nu ikke lige vores fremstilling af historien. Vi havde sagt til dem i receptionen, at hvis de havde et værelse, hvor vi alle kunne bo - dvs. et 4-personers værelse - så ville vi gerne bo i sådan et. Det var ikke ensbetydende med, at vi ville acceptere et 3-personers værelse. Receptionsdamen lovede os, at vi kunne få 2 værelser i morgen, så vi måtte tage til takke med det samme værelse en nat mere. Det nuværende værelse var trods alt mere lyst og venligt omend der kun var 2 senge, så måtte vi finde ud af at placere os i dem, så alle var tilfredse.

Ved middagstid pakkede vi sammen, for at gå en tur. Vi søgte først efter en schweizisk dame, der lavede thaimassage. Vi fandt også frem til hende, men dørene var hermetisk lukkede og der stod på døren, at man skulle ringe til hende. Det havde vi ikke lige lyst til, så vi fortsatte ned mod byen. På et gadehjørne fandt Marie en frisør, så Vibe og Marie gik derind. Lasse og jeg fortsatte ned mod byen, hvor det flotte vejr kaldte på nogle billeder. Desværre havde jeg været lidt for kreativ med kameraet dagen i forvejen, så det stod på manuel fokus og dermed var der en stor del af billederne, der ikke blev til noget. Vi dryssede lidt rundt i centrum, for til sidst at gå på jagt efter et supermarked, hvor vi kunne købe drikkevarer. Lidt før kl. 14 mødte vi op til vores madlavningskursus. Vi var åbenbart de eneste på holdet, så det blev en lille sluttet skare bestående af os, en mexicansk pige, der skulle lære os at lave mole og en amerikaner, der skulle oversætte pigens instruktioner. Pigen kunne ikke tale engelsk og amerikaneren, der er lærer på et universitet i USA, var i gang med at lære spansk, så han kunne øve sig ved at oversætte både den ene og den anden vej. Det var lidt sjovt, for engang imellem stillede jeg et spørgsmål og han gentog spørgsmålet på engelsk overfor pigen. Han glemte at oversætte. Det morede vi os lidt over.

Amerikaneren og hans kone skulle bo en uge i San Cristobal og det var et i en lang række af sprogkurser, de deltog i, for at holde deres spanske ved lige. De talte simpelthen spansk sammen, når de var på sådanne sprogkurser. God ide. Han var meget rar at tale med.

Nå men til mole-kurset. Ja, vi havde jo købt færdiglavet mole i Oaxaca, så jeg ville gerne se, om jeg kunne finde ud af at lave det. Kurset gav os opskriften på mole fra bunden af, så det var ikke til meget hjælp med hensyn til det, jeg havde købt i Oaxaca. Det må jeg selv lege lidt med... Opskriften består i hovedtræk af en række grøntsager, heriblandt en speciel chili, chokolade, kiks og brød, der alt sammen ristes på en pande med olie - også kiksen, der suger vildt meget olie. Derefter blendes det hele sammen med noget kyllingesuppe, varmes op og småsimrer i en gryde - og voila, så har man en supergod mole. Så skal man lige have en forretning, der ligger lige ved siden af, hvor man kan hente friske tortillas til at spise molen med og så er det perfekt.

Da vi skulle spise, kom der endnu en mand ind og han fik lusket sig en plads til sig ved bordet. Han kunne også engelsk, så vi kunne få nogle gode råd fra både ham og amerikaneren. Tilløberen viste os, hvordan man spiser molen med tortillastykker. Former dem som tragter og skovler molen op på den måde.

Ved godt 4-tiden var vi færdige og vi tog afsked med pigen og amerikaneren og begav os hjem mod vores hotel. På vejen hjem købte vi en flaske vin, som Marie og jeg kunne fortære en aften, hvor vi skulle være på værelset - det blev samme aften!

Pigerne var stadig ude at føjte, men vi kunne se, at de havde været hjemme. Der stod brød og cola på en af sengene.

De dukkede op lidt senere og vi slappede lidt af på værelset. Det havde gjort godt med et par dage, hvor der ikke var så mange ting, vi skulle. Det trængte vi alle lidt til. Vi manglede stadigvæk et værelse og vi kunne se, at der stod et tomt på gangen overfor os. Det var godt nok kun med en seng, men det kunne vi fint leve med. Lasse og jeg hastede over i receptionen, men det var desværre optaget. Vi kunne i stedet få et andet værelse på samme gang i morgen. Det valgte vi, for jeg tror, at chancen for at få et mørkt værelse på den anden side af gangen, hvor de fleste værelser trods alt ligger, er stor. Så nu burde der være styr på vores værelser...

Vibe, Marie og jeg gik en tur ned i byen. Klokken var ca. 1730. Lasse ville gerne slappe af med lidt tv i stedet. Vi fandt ned til markedet, der endnu ikke var lukket. Her blev der solgt en del håndværksting. Vi var ikke i handelsmode og en del af boderne var pakket sammen - eller ved at blive det, så vi listede ned i gågaden og fandt gaden, hvor vores hotel ligger og gik op af den igen. På vejen hjem ligger der et "Pepes Pizza", som Lasse og Vibe gerne ville have mad fra i aften. Det var OK. Min mave trængte til noget mere "diskret" mad, så mon ikke en pizza kunne gå an. Vi bestilte 4 pizzaer og de kunne leveres i 4 forskellige størrelse, hvor de 2 største hed grande og familiar. Vi valgte den næstmindste, der viste sig at være alt for stor til en person. Det var næsten det, vi kalder en deep pan pizza derhjemme, men det var ikke bunden, der var tyk. Det var mængden af grøntsager, der fyldte. De smagte rigtig godt men vi ærgrede os alligevel over, at vi alle måtte efterlade omkring halvdelen af pizzaen. Nå måske kunne der blive til et stykke i morgen til middag.

Trætheden overmandede os ovenpå den gode mad, så vi gik i seng. Børnene sov ved 2130-tiden. Vi andre holdt en halv time længere. Vi havde nappet en solvogn fra en nærliggende terrasse, som Lasse sov på. Så fik jeg lov at sove alene i en bred seng - denne gang med et tæppe, så jeg ikke skulle fryse. I løbet af natten fik jeg selskab af Marie. Så var der i hvert fald ingen problemer med at holde varmen!