Mexico - fredag den 18. juli 2008

Isla Mujeres

Tilbage

Det blev delvist en af de lidt kedelige dage for mit vedkommende. Delvist, fordi mit humør ikke var særlig godt om morgenen og det blev først lidt bedre op af dagen. Jeg vil prøve at give et indtryk af mine oplevelser, så det ikke kun er de positive ting, jeg bruger kræfterne på at beskrive. Først og fremmest hælder jeg til teorien, at det dårlige humør skyldes de øl, der trods alt glider ned i løbet af ferien. Jeg vil ikke påstå, at vi har brugt ferien på at drikke alkohol. Det har været meget begrænset. Nogle dage har vi fået en formiddagsøl og måske en øl til frokost. Ikke noget i løbet af eftermiddagen og så måske 2 - 3 øl om aftenen. Dertil er måske kommet 1 tequila. Men jeg har en teori om, at øllet har indvirkning på mit humør og det gik altså ud over denne dag. Det er måske for meget at kalde det en dårlig dag. Men en dag, hvor jeg var lidt negativ, træt og stille. Heller ikke så slemt, som jeg tidligere har oplevet det på ferier - før jeg mødte Marie - men der blev der også hældt en del mere spiritus indenbords!

Vi spiste vores morgenmad på hotellet i en hast, for at blive klar til dagens tur. Vi blev afhentet kl. 07:40 men vores hastværk med morgenmaden havde været ubegrundet, for vi blev først hentet ca. 08:15. Af sted gik det i en mindre van ned gennem byen, hvor vi blev bedt om at stige om i en anden van. Det var stort set de samme personer, der var i de 2 biler, så byttet var måske lidt uforklarligt. Ikke desto mindre kom vi over i en nyere bil, så det var helt OK. Turen gik i første omgang til Cancun, hvor vi blev sat af på en større, trafikeret vej, hvorfra der ikke umiddelbart var nogen udsigt til en havn. Vi blev vist ind gennem en gyde og efter et par minutters gang var vi pludselig ved stranden og nogle moler, hvor der lå adskillige skibe i forskellige størrelser fortøjret.

Der var ikke kommet særlig mange mennesker men da vi skulle med en katamaran, regnede vi heller ikke med, at der ville være særlig mange mennesker. Første stop var ved en lille bygning, hvor vi skulle betale et beløb på 4 USD pr. person. Det var vi lidt uforstående overfor, men på et skilt stod, at det var en tax - men ikke for hvad. Jeg var parat til at brokke mig over det. Vi mente, at vi havde betalt for en tur med alt inklusive og var ikke indstillet på, at skulle betale en masse småbeløb alle steder. Vi havde faktisk heller ikke så mange kontanter mere og ville gerne spare på dem. Det koster jo at hæve på kreditkort i automaterne. Jeg tog et billede af skiltet ved huset, for at kunne brokke mig i receptionen på hotellet senere. Da alle andre betalte de 4 USD, der senere viste sig at være prisen, for at plaske rundt ved koralrevene, så valgte vi selvfølgelig at gøre det samme.

Vi fik ikke ret meget mere information men ventede blot. En franskmand kunne åbenbart spansk. Ja, man finder åbenbart franskmænd, der har lært sig et andet sprog også. Han spurgte vores chauffør, der havde fulgt os hen til havneområdet, hvad der skulle ske. Han fik at vide, at vi skulle sejle kl. 10 og vi ville være retur ved 16:30-tiden. Det var franskmanden flink at oversætte til engelsk for os - så han kunne hele 2 andre sprog end fransk.

Mens vi havde ventet på at kunne gå ombord på katamaranen, som vi mente vi havde spottet, myldrede det ind med mennesker og vi var efterhånden mange, der ventede på både. Der gik lidt tid, før vi fandt ud af, at de ikke skulle med samme båd som os. Et kort øjeblik så jeg for mig, at turen var blevet godt oversolgt og de 10 - 12 personer, der var afbildet på vores boardingpass til båden, nu endte med at blive måske 3 - 4 gange så meget. Så galt gik det nu ikke...

Et hold blev sendt af sted til deres båd og et andet hold blev bedt om at vente yderligere nogen tid. Ganske gå meter bag os var en lang kø af mennesker, der åbenbart skulle stuves sammen på en ret stor båd. Da en lille del af køen var afviklet, så båden ud til at være fyldt op, så vi var glade for, at det ikke var dén båd, vi skulle med.

Pludselig blev vi kaldt ud til vores båd og det var positivt at konstatere, at der ikke skulle mere end 16 - 17 personer med - plus 3 - 4 personer til at sejle og varte os op. Inden vi gik ombord, blev vi bedt om at tage vores sko af. De blev lodset i en kasse, der straks blev taget ombord på båden. Vi blev, som nogen af de sidste, der gik ombord, bedt om at kravle op på den øverste del af båden, så vi sad med en fin udsigt over hele katamaranen. Jeg så 2 fordele heri. For det første var der mere vind her og for det andet virkede det til, at vi var lidt fri for de store højttalere, der dagen igennem brølede ud over dækket – i øvrigt for det meste med udmærket musik...

Vi nåede ikke ud af havnen, før vi blev præsenteret for skibets crew med en partymaker i spidsen. Han ville gerne sætte fut i båden med dans og humoristisk bemærkninger. Turen var med fri snacks (som Marie konstaterede, at vi ikke så noget til, da vi kørte hjem) og drinks, øl, sodavand og vand. Partykaj styrtede straks rundt, for at dele kold øl ud til alle. Jeg havde egentlig bestemt mig for, at jeg ikke ville have øl i dag. Det var mit humør ikke til. Men udsigten til en kold øl fik mig til at ombestemme mig. Det var ved at være længe siden, vi havde fået koldt at drikke. Vi fik ikke en flaske- eller dåseøl udleveret. I stedet gik han rundt med plastickrus og støre øl, som han hældte fra. Det var for så vidt fint, for så nåede øllene ikke at blive lune.

Vi sejlede ud, mens partykaj forsøgte at spæde godt op i selskabet. Man skal være en speciel støbning, hvis man skal kunne sådan et job. At gå rundt og sætte lidt fut i ethvert selskab. Personligt var jeg taget med på turen, for at komme ud at sejle, slappe af, bade og snorkle - og nyde den fred og ro, der hersker på vandet. Men det blev jo forstyrret af partykaj og af den høje musik. Et irritationsmoment til mit humør.

Partykaj var ikke så god til engelsk, hans stemme var stort set væk (af for meget tequila, mente han selv) og det er svært at råbe en hel båd op på en gang. Så vi forstod ikke altid, hvad der blev sagt. Men ferien har lært os at klare os, selv om vi ikke har fået nogen information. Så vi var næsten ligeglade. Vi vidste, at vi skulle til øen Isla Mujeres, der ligger ud for Cancun. Cancun viste sig i øvrigt at være en pæn stor by.

Med kurs mod Isla Mujeres og med Partykaj og hans medcrew ivrigt serverende drinks, sad vi stille og slappede af. Solen bagte, men det mærker man ikke, når man er på vandet. Regningen kommer først bagefter i form af rød hud. Lasse havde klogelig valgt et sted under katamaranens storsejl, hvor der var en lille stribe skygge. Drinksmæssigt slog vi over på "tequila sunrise" og "sex on the beach". Efter et par stykker af dem, gik jeg på vandvognen resten af dagen. Dygtig dreng!

Efter ca. 3 kvarters sejlads, nåede vi over til øen og et snorkelpunkt, hvor vi skulle i vandet. Inden vi nåede frem, havde vi alle fået udleveret snorkeludstyr. Dog ikke Lasse, der hellere ville blive ombord. Vi hoppede i vandet på kommando. Vi havde ventet, at vi kunne få lov at svømme rundt og udforske den smule koralrev, der åbenbart var tilbage i området, efter en stor orkan har ødelagt det meste i 2005. Men partykaj og co. havde andre planer. Vi blev bedt om at følge efter dem. De svømmede rundt med redningsringe og kaldte hele tiden på os "tequila team - this way please". Så vi fik en snorkeltur, hvor en stor del af turen gik med at undgå, at svømme ind i de andre fra båden. Det kostede en del af tiden, at være opmærksom på de andre. Til gengæld var det første gang, jeg havde held med at bruge svømmefødder. Jeg synes tidligere, at de var svære at manøvrere med, men i dag gik det fint. Et plus til humøret! Vi har oplevet Thailands flotte rev og Isla Mujeres - det vi fik at se - kunne ikke slå Ko Tao og

lignende steder. Men vi fik også kun ca. en halv time i vandet. Vi så en del fisk og koraller undervejs. Men samtidig skulle vi være opmærksomme på at følge de andre og ikke komme væk - og pludselig svømme rundt med en anden gruppe, for der var mange, der svømmede rundt i samme område. Det skulle vise sig at blive dagens eneste snorkeltur, hvilket efter vores mening var for lidt. Det lød som om, vi skulle have været ude og snorkle en gang mere men strømmen og vejrforholdene forhindrede det vist.

Med alle ombord på katamaranen igen, sejlede vi ind til Isla Mujeres, for at gå i land. Der var åbenbart indlagt en shoppetur også. Det havde vi ikke lige brug for. Vi var på tur, for at sejle. Ikke for at blive trukket rundt i butikker efter souvenirs, vi ikke ville købe. Alle skulle følge med partykaj rundt og først blev vi vist ind i en lille gyde, hvor der lå en række butikker. Sælgerne var mere aggressive end vi tidligere havde set. Men vi var hærdede og undgik ethvert angreb. Vi spurgte partykaj, hvor vi skulle spise og vi forstod på ham, at vi kunne følges med en af de andre medarbejdere fra skibet. Han viste os først ind i en sølvforretning, hvor vi trissede lidt rundt og kiggede - mens vi blev kølet lidt af, for udenfor var der meget varmt. Manden fra båden ventede pænt udenfor, så vi regnede med, at han bagefter ville følge os til en restaurant. Men nej. Da vi kom ud af butikken, blev vi vist rundt om et gadehjørne og ind i butik nr. 2. Heldigvis sagde han så til os, at vi nu havde tid til at gå

lidt rundt for os selv. Så skulle vi ikke trækkes rundt men kunne i det mindste gå på egen hånd. Vi trissede af sted og fandt et par nye sko til Lasse. De gamle var gået i stykker. Så satte vi os hen til en lille cafe, der var placeret inderst på molen, hvor vi var gået i land. Her var varmt men i det mindste skyggefuldt. Efter en rum tids venten, kom partykaj og trak os med ombord på katamaranen. Vi sejlede videre - stadig med ivrige forespørgsler, om vi ønskede noget at drikke. Det passede Vibe fint, at de kunne servere "sex on the beach", hvilket åbenbart var en drink i hendes repertoire.

Turen gik langs kysten og det virkede næsten, som om vi sejlede langs en af øerne i Thailand. Byggestilen på husene er meget de samme. De mange palmetræer langs stranden bragte også minder om Thailand frem - som så mange gange før på denne tur. Efter en lille halv time, lagde vi til kajs igen. Under hele turen var vi 2 katamaraner fra samme selskab, der fulgtes, så vi var 2 hold, der skulle i land og spise. Vi blev vist ind på stranden til en stor stråtækt restaurant med plads til alle. Børnene fandt en plads ved siden af en stor blæser. Den var så kraftigt, at vores mad var ved at blæse af tallerknerne.

Mit humør var i bedring. Ikke så meget på grund af de par drinks og den øl, jeg havde fået. For jeg havde drukket en del vand siden da. Men udsigten til mad bragte også humøret lidt op. Maden skulle hentes i en buffet og vi kunne vælge mellem forskellige salater, ris, 2 slags kød, dressinger, nachochips og frugt. Drikkevarerne skulle vi betale for og selv om jeg var lidt utilfreds med det i tankerne - når turen nu var med alt inkl. - så vidste jeg inderst inde, at de ville malke det en ekstra tant, ved at opkræve betaling her. Maden smagte rigtig godt, så der blev tanket godt op i maven.

Efter den gode frokost, var der mulighed for at låne en liggeseng på stranden og der var nogle hængekøjer til fri brug. Til vores held blev der kaldt ud til en eller anden båd, så hængekøjerne blev ledige og Vibe og jeg styrede direkte hen til dem. Så fik jeg også prøvet en rigtig Yucatan-hængekøje. De er ikke som dem, vi har købt - eller som vi har derhjemme. Disse hængekøjer er meget smalle og giver sig ikke i snorene, når man ligger i dem. Ikke helt så behagelige, som dem vi er vant til, men man kan faktisk godt finde sig til rette og få sig en lille lur, kunne jeg konstatere. Men jeg savnede roen fra stranden med de mange voksne og børn.

Efter en pause, gik vi ud på molen. Ved molen var der et par bassiner og i et af dem holdt man en haj, som det var muligt at komme ned og røre ved - og få taget billede sammen med. Men der var konstant mange mennesker i bassinet - og det kostede sikkert en masse penge, så vi fortsatte ud til båden.

Da alle var kommet ombord, fortsatte turen tilbage mod fastlandet og Cancun. Jeg fandt en plads med benene ude over rælingen helt fremme på katamaranen og dermed fik jeg dyppet tæerne i havet, når båden kom tilpas langt nok ned. Dejligt. Vibe sluttede sig hurtig til og vi snakkede lidt om hendes forestående tur til Barcelona og efterskolen bagefter. Senere kaldte vi Lasse ned, så han kunne få dyppet tæerne. Han havde ellers ikke veget fra sin plads under storsejlets skygge hele dagen - bortset fra, når vi blev kaldt fra borde.

Vi spurgte os selv, om der virkelig kun var indlagt en snorkeltur i løbet af dagen. Det virkede af lidt, når vi tænkte på, hvordan vi ofte havde snorklet 4 - 5 gange på ture til f.eks. Tyrkiet. Men da vi var tæt på Cancun, forstod vi på guiden, at vi egentlig skulle have været ude en gang mere, men som tidligere nævnt, så var vejret ikke til det. Vi var egentlig ikke skuffede, for vi har set det, der var flottere. Som alternativ til en snorkeltur, kunne alle, der havde lyst, tage en svømmetur i vandet et stykke fra Cancuns kyst. Der var hvidt sand på bundet af vandet og det var svært at bedømme, hvor dybt her var men givetvis 5 - 10 meter. Vi hoppede i og kunne dermed mærke, hvor store bølgerne egentlig var herude. Det var dejligt varmt vandet men det var også hårdt at svømme rundt, så efter et kvarters plasken kravlede jeg op igen og snart fulgte alle de andre. Vi sejlede ind til havnen igen og gik fra borde og lige efter os fulgte den store båd med de mange mennesker ombord. Det var måske standardpakker med sejlture, der sejlede ud herfra, tænkte jeg.

På havnen var der ikke umiddelbart tegn på, at vores chauffør var kommet, så Lasse og jeg gik ud, for at checke, om han ventede på os ude ved vejen. Det gjorde han og jeg måtte tilbage, for at kalde på de andre passagerer. Så gik det hjemad i den kølige bil. Vi havde alle fået et ordentligt skud sol og tiden ville vise, om vi var blevet skoldet. Det var nu ikke så galt.

Det tog ca. 1 time at køre tilbage til Playa del Carmen og vi var de første, der blev sat af. Så var der tid til lidt afslapning og et bad. Humøret var kommet helt på højkant igen. Jeg fik bestilt bus fra Playa del Carmen til Cancun til hjemturen. Det foregik via samme hjemmeside, som jeg havde bestilt de øvrige busbilletter på, så den kendte jeg godt.

Vi var egentlig ikke særlige sultne, vi havde alle taget godt for os af buffet'en med det velsmagende mad til frokost, men lidt skulle vi da have. Vi gik op i gågaden, for at finde en let middag. Lasse havde indtil flere steder, han betragtede som oplagte mål. Han var sikkert indstillet på, at spise en større middag, men det var vi andre ikke. Vi gik forbi et af Lasses foretrukne (La Vagabunda) og han nåede næsten lige at få mulen nedad, da vi andre bekendtgjorde, at vi ville spise lidt mad på en chips-restaurant. Så havde han svær ved at blive sur, for det var OGSÅ et af hans steder. Man kunne få en 5 - 6 retter i denne fastfoodrestaurant. Hjemmelavede pommes frites alene eller med kyllingestykker, jalapenos med ost, løgringe osv. Jalapenos'ene var jeg stemt for og de smagte fint - bortset fra, at den smeltede ost i den indbagte chili var pokkers varm.

Mens vi sad og spiste maden udenfor restauranten, blæste det pludseligt op og Lasse konstaterede, at der var regn på vej - alt imens støvet stod omkring ørene på os, så vi var sikre på, at det vi havde handlet i restauranten ikke var det eneste, vi fik til aftensmad. Vi gjorde os færdig og gik ned mod stranden, idet Vibe gerne ville have en smoothie til aftensmad. Lasse og jeg fik en indskydelse og gik tilbage til gågaden, idet jeg ville købe en kop kaffe på den nærliggende Starbucks Coffee. Desværre havde de netop lukket, så vi gik hjem med uforrettet sag. Vi nåede lige ned til hotellet, da regnen startede. Store dråber varslede om en ordentlig skylle, der hurtigt satte ind, fulgt at nogle ordentlige vindstød. Heldigvis var pigerne nået hjem - også uden resultat, da Smoothies-stedet også var lukket. Vi havde ikke været hjemme ret længe, før strømmen gik. Det blinkede nogle gange i løbet af de næste minutter og så varede det næsten en time, inden der kom strøm igen - alt imens vandet væltede ned fra himlen. Lasse sneg sig over i restauranten lige uden for døren, for at tage et stearinlys. Vi havde ellers klaret os med lyset fra et af vores kameraer. Vi havde jo masser af billeder fra sol og strand med meget lys på, vi bare kunne vise på displayet. Så var der såmænd lys nok...

Da der ikke var udsigt til, at lyset kom tilbage, blev den planlagte hyggetime sidst på aftenen aflyst og vi kravlede i seng og faldt hurtigt i søvn. Dagens tur på vandet havde alligevel sat sig sine spor.