Rom - søndag den 08. marts 2009

Søndagsmarked

Tilbage

Hjemrejsedag. Vi havde regnet med, at vi skulle forlade Rom ved 11-tiden, men da vores fly først afgik ved 14:50-tiden, kunne vi sagtens nå et morgenprogram. Vi stod derfor tidligt op og kæmpede en kamp, for at finde en transportmulighed ud til et stort marked, som vores receptionist på hotellet så varmt havde anbefalet. Vi nørklede lidt med busruterne og endte med at tage Metro’en til Colloseum. Ved indgangen til Colloseum blev de dagsbilletter, som vi havde købt om fredagen endelig klippet. Vi måtte dermed sande, at vi havde ladet os transportere rundt i Rom hele fredagen uden at betale for det. Slemme os. Gud ved, hvad der ville være sket, hvis der havde været billetkontrol.

Ved Colloseum havde vi spottet, at der gik en bus lige ud til markedet. Vi ventede et stykke tid. Den gik hver halve time. Pludselig gik det op for os, at den bus, vi skulle med, gik fra modsatte side af gaden. Hurtigt over den stille vej – det var jo tidligt om morgenen – og få minutter efter sad vi i busrute 75, der ganske rigtig kørte direkte til markedet. Det skulle senere vise sig, at den også kørte helt tilbage til Termini, så vi kunne køre med den hjem igen.

Markedet var et rigtig turistmarked med en kilometerlang myriade af boder på begge sider af vejen. Sælgerne var kun knap vågne og mange steder var de travlt beskæftiget med at sætte deres boder op. Det var alligevel en sandhed med modifikationer, at markedet startede kl. 6. Klokken var nemlig 8 nu.

Når jeg kalder det et rigtigt turistmarked, så er det fordi, at der var masser af boder med tøj, tasker, sko, briller og andet tingeltangel i et virvar. Utrolig, at så mange boder kan ligge så tæt på hinanden og alligevel sælge de samme varer. Men Romerne handler nu også på markedet. Et sted var der en mand, der solgte alle beklædningsgenstande for 1 Euro stykket. Jeg skal lige hilse at sige, at de Romanske mamma’er havde travlt med at fylde deres poser.

Det tog en god time at trave markedet igennem. Det gik lidt stærkt til sidst, for vi skulle nå bussen tilbage. Men vi følte, at vi havde set det, vi skulle.

Busturen tilbage tog kun et kvarter og det gik over stok og sten. Tilbage på hotellet nåede vi morgenmaden og vi havde god tid til at tage bad og pakke kufferten, der efterhånden var fyldt godt op med madvarer – især pastaer i alle afskygninger – som især Lasse ville sætte pris på.

Vi fik lov at lade bagagen stå på hotellet, da vi checkede ud og vi havde lige en time, som vi kunne slå ihjel med at kigge på nogle af de butikker, der var åben på Nazionale om søndagen. Marie fandt et par kjoler og jeg spottede en fortovsrestaurant på Nazionale med en passende lysstribe fra solen, så vi kunne slikke den sidste sol og en drink, før turen gik tilbage til hotellet efter bagagen og over på hovedbanegården, for at finde toget til lufthavnen.

Jeg havde styr på, at toget kørte fra perron 24. Det stod også på perronens skilt, så vi satte os fredeligt og ventede på toget. Ganske få minutter før der var afgang, fandt Marie og jeg – uafhængig af hinanden – ud af, at toget i stedet afgik fra en perron 25, der ligger adskillige hundrede meter ude af sporet til perron 24. Så fik vi dælme travlt og nåede det i sidste sekund.

På toget fik vi en let frokost med nogle af de rester, som vi havde købt. Bl.a. den helt grønne gorgonzola.

I lufthavnen gik tiden hurtigt og snart sad vi på et Lufthansa fly mod Frankfurt, der var vores mellemdestination på vej hjem. I Frankfurt skulle vi vente en del timer og det er jo lidt træls, når man gerne vil hjem. Men vi fik set den forholdsvis lille lufthavn godt efter i krogene – og en currywurste med pommes frites til aftensmad. Ja man er vel kommet til Tyskland.

Ved 21-tiden var der afgang mod Billund og vi landede planmæssigt, så mit gæt på, at vi var hjemme før midnat holdt stik. Rent faktisk nåede jeg lige at kravle i seng inden uret skiftede dag.

At man er tilbage det kolde Danmark blev i øvrigt cementeret med horrible parkeringsafgifter på bilen. 256 kr. for 4 dage. Og det var ikke engang under tag. Svineri!

Der er ikke noget, der kan rokke ved, at vi synes, vi har haft en super god tur. Det har været kanon at kunne koncentrere sig om os selv og ingen andre på turen. Vi har nydt hinandens selskab, selv om Marie var ved at være træt af min evindelige hosten. Men det får vel en ende.

Apropos hosten, så er det ikke nogen særlig behagelig oplevelse at flyve, når man er stoppet i næsen. Det gjorde svineondt, da vi nærmede os Rom og der var ikke noget, jeg kunne gøre. Det udlignede sig stille og roligt over de næste par dage – men vi startede jo forfra, da vi skulle hjemad igen.

Nå, men det er jo næsten glemt nu – 2 dage efter vi er kommet hjem. Nu kan vi så begynde at glæde os til vores næste rejse – til Holland med bus – sammen Maries kolleger Ruddy og Joan!