England - søndag den 28. juni 2009


Fra Elterwater til Rosthwaite

Tilbage

Dagens distance: 21,6 km.
Dagens samlede stigning: 454 m.

Tidlig op kl. 6:30. Vejret virkede lidt gråt. Der var morgenmad på hostellet fra kl. 7:30. Men det virkede ikke helt som om, de var klar til at servere fra det tidspunkt. Det var vi imidlertid!

Kl. godt 8 var vi klar til dagen tur, der gik til Rostwaithe. Vi nåede dog ikke særlig langt udenfor Elterwater, før det lykkedes os at gå forkert, da vi fulgte skiltene mod Little Langdale. Vi skulle egentlig ind i Great Langdale. Da vi fandt ud af fejlen, befandt vi os i et skiferbrud. Så fik vi jo den oplevelse med også…

Jan med kortet og Jørn med GPS fandt hurtigt ud af, hvor fejlen var sket og inden længe var vi tilbage på ruten. Mens vi bevægede os ud gennem Great Langdale, blev vejret sol og blå himmel. Bjergene præsenterer sig bedst med dén vejrudsigt.

Inde i bunden af dalen, var der 2 muligheder for at komme over et pas. Der var ikke tvivl om, hvilken vej vi skulle have. Vi holdt en pause, inde vi skulle i gang med turens første store opstigning gennem Stake Pass (478 moh). Det så hårdt ud og det var også rimelig hårdt. Der blev svedt med anstand, mens vi bevægede os op til toppen. Der var anlagt fornuftige trapper det meste af vejen, så det kunne vi ikke klage over.

På toppen af passet fik vi en velfortjent frokost, før vi bevægede os nedad igen. Under nedstigningen, fik vi en kraftig regnbyge. Det skulle blive en af kun 3 regnbyger på turen. Det regnede dog mere end nok til, at vi skulle have regnkappe på rygsækken. Til gengæld var det så varmt, at det ikke var nødvendig med en regnfrakke.

Vel nede igen, fulgte vi Langstrath og Langstrath Beck. Dalen virkede lang ligesom Great Langdale, så vi var godt matte i sokkerne, da vi nåede et af turens MUST-steder, pubben Langstrath i Stonetwaite. Nej, hvor smagte øllet godt efter sådan en tur.

Vi havde kun et par km. tilbage til vores overnatningssted, The Royal Oak i Roasthwaite. Efter et dejligt bad og behandling af diverse ømme fødder og tæer, blev der ringet på gongon’en til middag præcist kl. 19. Middagen bestod bl.a. af lammekød og god rødvin. Til dessert var der mulighed for at smage forskellige oste. Uhm!

Selv om The Royal Oak har en lille bar – den mindste vi mødte på turen, havde Jørn og Jan glædet sig til at besøge The Riverside Bar ved siden af. Her var der nemlig en øl, Old Peculiar, som vi skulle smage. Vi blev alle skuffet. Den smagte absolut ikke, som de huskede den. Til gengæld havde de whisky. Det var et plaster på såret…

Morgendagens strækning var ikke så lang, så vi kunne tillade os at sove lidt længe. Vi kunne godt begynde at mærke strabadserne. Især dagens lange tur og Stake Pass havde sat sine spor. Mit højre knæ klagede sig lidt men vel ikke mere, end det gik over igen…

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20