England - tirsdag den 30. juni 2009

Scafell Pike

Tilbage

Dagens distance: 13,1 km.
Dagens samlede stigning: 899 m. Der var 7,7 km. til toppen og det tog 3 timer og 12 min., at nå derop. Heraf gik vi i 2 timer og 15 min. Der var 5 km. ned og det tog os 2 timer og 14 min. at komme ned.

Jeg vågnede allerede kl. 5:30 og kunne ikke sove mere. Mine sokker var blevet vasket i aftes, men uldsokker bliver ikke sådan lige tørre, så jeg forsøgte med flere krumspring at få dem tørret. Det lykkedes heldigvis. Hvordan kunne jeg også være så dum, at jeg vaskede begge par samtidig?

Tim serverede en ordentlig portion morgenmad. Jeg var lidt mat i sokkerne. Det var sikkert whiskyen fra i aftes, der stadig sad i kroppen.

Det lå lidt i kortene, at vi ville op på Scafell Pike i dag. Men kort tid før der var afgang, trak Jan sig. Jeg meldte, at jeg var klar til turen og Jørn fulgte med. Jan skulle nok få en dag til at gå med at slappe af, skrive postkort og holde øllet koldt.

Vi fulgte Tims anvisninger og startede turen langs den udhungrede Lingmill Beck og i et rask tempo op til The Rescue Post ved the Band (sjovt navn), som vi også havde passeret i går. I løbet af en time var vi nået dertil.

Vi troede fast på, at vejret ville være perfekt. Der var stadig skyer på himlen men solen skulle nok få dem brændt af, så vi ramte det tidspunkt på dagen, hvor der var helt skyfrit. Som så ofte i bjergområder, er vejret svært forudsigeligt, skulle det vise sig. Foreløbig glædede vi os dog over, at solen ikke bagte på os, for så ville det være en meget varm tur.

Turen, som vi gik, havde navnet ”The Corridor Way”. Udstyret med Jans kort og Jørns GPS, der virkede sådan lidt on and off, gik det fint uden at komme ret meget i tvivl om retningen. Vi kalder os amatører men det var ikke noget problem for os, at nå op til toppen på Scafell Pike. Det var en varm omgang og et par steder skulle vi klatre på klipperne, for at komme videre, men det gik. Det største problem var faktisk de løse sten, som vi skulle gå på. Stenene kunne være både små og det kunne være store kampsten. Man kommer heller ikke op af et bjerg uden at skulle forcere stejle områder. De sidste ca. 200 meter til toppen var dog ekstra hårde og stejle – og udelukkende med store sten og klippestykker.

Hvis jeg forventede en stor flot græsplæne, hvor vi kunne sidde og nyde toppen af England i strålende solskin, blev jeg skuffet. Der var ikke andet end sten og klipper overalt og vejret var desværre blevet mere skyet. Der blæste en strid og kold blæst. Heldigvis havde vi taget tøj med og vi kunne sidde lidt i læ ved en stenforhøjning, som man havde lavet.

Vi spiste lidt, mens vi nød udsigten mod Wasdale, hvor der trods alt stadig var nogenlunde skyfrit.

Der er ikke dækning på mobiltelefoner overalt i Lake District, så jeg havde taget min mobil med på Scafell Pike, for her måtte der da være dækning. Det var der også, så vi fik lige ringet til diverse, for at fortælle, at vi var i live (det kunne jo være, at de troede, at vi var på decideret overlevelsestur). Uha, hvor det lunede, at høre Maries stemme.

Kulden og truslen om regn gav ikke lyst til at blive længere end højst nødvendigt på toppen. Vi ville hellere ned, inden det begyndte at regne. Turen ned gik via Lingmill Gill og det var en forholdsvis stejl vej nedad. Det kunne mærkes i ben og især i knæene.

På vejen ned mødte vi flere mennesker, som vi var sikre på ikke ville nå til tops. En fullblown hooligantype, der pustede, stønnende og højlydt klagende bevægede sig opad. Vi kunne berolige ham med, at turen blev værre længere oppe. En mindst 90 år gammel kone, der nærmest kravlede opad. Hvad pokker ville hun dog derop efter?

Vel nede igen, blev støvlerne skiftet ud med lettere fodtøj og vi gik på Wasdale Head Inn, for at nyde en pint Yewbarrow og en forsinket frokost i form af en baquette.

Så var der dømt fiesta og et dejligt bad.

Tilbage på pubben – ja, der er ikke så meget at lave i en by, der kun har pub, hotel, købmandsbutik, kirke og 2-3 andre huse (og vi boede selv i den forhenværende præstebolig).

Jeg fik smagt deres lokale medister (Cumberland). Vi opdagede, at pubben solgte deres lokale øl i fustager med 5 liter i stil med dem, vi bl.a. kan købe syd for grænsen. Efter en omgang mørk øl, var Jan og jeg så kloge, at vi overtalte Jørn til at slæbe sådan en fustage med på morgendagens tur til Black Sail. Så kunne vi nyde den gode øl, når vi var kommet over passet! Jørn lovede, at hvis vi betalte, så skulle han nok slæbe. Sådan blev det og Jan og jeg skød begge 10 pund ind i dealen!

Så var det også blevet sengetid!