England - onsdag den 01. juli 2009
Fra Wasdale Head til Black Sail
Dagens distance: 5,6 km.
Dagens samlede stigning: 465 m.
Jeg vågnede op til en blå himmel og ikke en vind, der rørte sig. Det var en god start på dagen men inden vi satte os til Tims morgenbord, var det allerede blevet overskyet. Vejret skifter hurtigt i bjergområder.
Tims morgenmåltid var en ordentlig omgang, så jeg valgte at springe den over i dag og nøjes med müsli og lidt toast. Tim havde, som medlem af The Wasdale Mountain Rescue Team, været på arbejde hele natten. Et par mennesker var forsvundet i bjergene men de var heldigvis fundet i god behold igen.
Inden vi forlod Wasdale, provianterede vi lidt hos den lokale udstyrsmand/købmandsbutik.
Vi var knap nået ud af den lille by, før det begyndte at gå kraftigt opad. Det kom helt uventet og det var ekstrem hårdt, at starte dagens program med at skulle gå opad. Benene var ikke varmet ordentlig op endnu og jeg havde svært ved at finde den rette rytme. Jan kæmpede også en brav kamp mens Jørn bare cyklede opad med sin ekstra vægt i rygsækken.
Vi gik venstre om bjerget Kirk Fell (802 moh) og fulgte det op til Black Sail Pass (542 moh). Men inden vi nåede derop, blev der holdt en del pauser. Jeg blev undervejs udstyret med en vandrestok og det hjalp på min rytme, men det var en barsk affære et nå til toppen af passet.
Nedstigningen var lidt lettere, selv om der var et par tricky steder, hvor vi skulle kravle baglæns nedad. Undervejs kunne vi nyde udsigten over dalen (Ennerdale), hvor vi skulle overnatte.
Da vi nåede bunden af dalen, kastede os vi i græsset ved siden af floden River Liza. Vores ølfustage blev kastet i floden, så den kunne hvile sig og blive afkølet, mens vi tog en time på øjet. Det var med meget stor fornøjelse, at det første bryg blev skænket i de engangskrus, vi havde fået med fra Wasdale Head Inn.
Eftermiddagen gik med at slappe af, nyde den fantastiske natur – og drikke de 5 liter øl. Når vi havde skænket et nyt glas, blev fustagen sat tilbage i floden, så øllet kunne holde sig koldt. Dén oplevelse kan ikke beskrives. Det var stort!
Da øllet slap op, gik vi de sidste 300 meter op til det hostel, hvor vi skulle overnatte. Og det var åbenbart ikke et hvilket som helst hostel. Black Sail Hut, som hostellet hedder, er vel et af verdens mest kendte overnatningssteder for backpackere og det skulle være svært at få plads her.
Det er en gammel hytte med 2 8-køjs rum. Et til damerne og et til herrerne. Så er der toilet og et primitivt bad samt fællesrum til spisning, køkken ol. Det virker meget primitivt, men atmosfæren var ubeskrivelig.
Aftensmaden var OK uden at være prangende. Forretten bestod af en majslignende suppe, til hovedret en gryderet og desserten var noget budding med fløde. Min medbragte chili kom til sin ret under de første par retter. Efter aftensmaden skulle vi selv vaske op efter os, da stedet ingen opvaskemaskine havde. Ja, ja, man betaler og ser glad ud, mens man vasker op!
Vi faldt i snak med waleseren Allan og et par engelske piger. Vi sad udenfor i den lune aften og snakkede, mens solen gik ned. Det var vældig hyggeligt.
Det gik også nogenlunde med at sove på 8-sengs stuen, selv om det var varmt og ikke for meget luft. Vi var jo nødt til at lukke til, for at myggene ikke skulle overfalde os om natten. Der var åbenbart en, der synes, at døren til vores hummer skulle låses, for midt om natten vækkede Jørn hele stuen i bestræbelserne på, at komme på toilettet. Således kunne Jørn bidrage med underholdningen ved morgenbordet.
