England - torsdag den 02. juli 2009
Fra Black Sail til Loweswater
Dagens distance: 23,2 km.
Dagens samlede stigning: blev ikke målt
Ved 7-tiden kom der liv i Black Sail Hut. Jeg havde været på toilet en enkelt gang sent på natten. Da regnede det, men fra morgenstunden skinnede solen atter fra en skyfri himmel. Vi var igen heldige med vejret.
Morgenmaden lignede ikke noget særligt. Et lille udbud af forskellige morgenmadsprodukter og noget kedeligt uristet toast. Vi var lidt skuffede. Men da vi overvejede at rejse os fra bordet, kom personalet og spurgte, om vi var klar til den varme del af morgenmaden. Så den kom alligevel til at stå på english breakfast. De scorede lige et par ekstra point, men vi skulle stadig selv vaske op.
Vi gjorde os færdig og tøffede af på det, der skulle vise sig at blive turens længste distance. Vi kunne vælge at gå op over et pas og spare adskillige kilometer, men vi valgte at tage turen gennem Ennerdale og ned forbi søen Ennerdale Water.
De første mange kilometer gik derfor i dalen på grusvej og asfaltvej. Så gik turen op til højre over Floaten Pass. Det gik godt opad nu. Dagens første mål var en lille sø, Floaten Tarn, hvor vi spiste frokost. Vi havde gået 12-13 km., da vi nåede søen, der viste sig at være meget lille. Jan omdøbte den til at hedde Skodtarn.
Efter lidt frokost, medbragt fra Black Sail Hut, fik vi os en lille lur i fred og ro – kun omgivet af brægende får. Vi mødte meget få mennesker på det meste af dagens tur.
Pausen gav os fornyede kræfter og vi fortsatte mod Scale Force, der skulle være Englands højeste vandfald.
Lige inden vi nåede vandfaldet, måtte vi kæmpe os op over et område, hvor der havde været et større stenskred. Det virkede ikke alt for sikker og jeg var først tryg, da jeg havde passeret det sted, hvor skredet havde været. Det virkede meget ustabilt, så vi kunne garanteret sagtens forårsage et nyt skred under os.
Scale Force vandfaldet var ikke superimponerende. Det havde jeg nu heller ikke ventet efter at have set ”rigtige” vandfald i Norge. Scale Force skar sig ind i bjergene og vi fik et lille hvil fra solen, der havde bagt på os det meste af dagen.
Vi fortsatte ned til søen Crummoch Water, hvor vi holdt et hvil, for at få dyppet tæerne. Jan kastede sig i søen med hele sit korpus. Det havde jeg faktisk også lyst til.
Vejret var fantastisk og udsigten ud over Crummoch Water var helt fantastisk. Der blev taget en del postkortmotiver omkring søen, før vi fortsatte mod Loweswater – dagens destination.
Da vi nåede enden af søen, troede vi faktisk, at vi var tæt på målet. Men stien drejede 45 grader til venstre og op over en meget stejl bakke, der fuldstændig drænede mig for kræfter. Byen Loweswater virkede ikke som nogen egentlig by, så vi måtte spørge lidt om vej, for at finde frem til vores overnatningssted, en berømt kro med navnet Kirkstile Inn.
Efter endnu en bakke nåede vi destinationen. Jeg var så tappet for kræfter, at jeg ikke orkede at hente øl i baren. Men efter kort tid, vendte (nogle af) kræfterne tilbage.
Vi hoppede i bad, for vi skulle være klar kl. 20, hvor receptionisten havde været så flink, at reservere bord til os. Han kunne se, at der var ved at være fuld booket, og han mente, at vi nok kunne trænge til noget at spise, når vi kom frem. Først mente vi, at det var en fin gestus, som burde belønnes. Senere fandt vi ud af, at han var fuld af løgn. Der var slet ikke fyldt i restauranten. Da receptionisten så senere kom til at agere vores tjener og først fortalte, at den vin, som vi havde valgt, var hans foretrukne mærke – for lidt senere at fortælle, at han ikke havde drukket i mange år, så tabte vi alt for den lystløgner.
Nuvel, vi var sultne, og vi bestilte masser af mad. Efter forret og hovedret var vi så mætte, at vi ikke kunne vrikke med ørene og al snak om dessert forstummede. Det blev kun til en enkelt pint i haven, før vi meget trætte kravlede til køjs. Det skulle blive rart med en god nats søvn.
Jeg havde proklameret, at jeg tog bussen i morgen. Jeg orkede ikke at skulle over endnu et bjergpas efter dagens strabadser.
