England - torsdag den 09. juli 2009

Fra Windermere til Fredericia

Tilbage

Hjemrejsedag. Mere er der vel ikke at skrive. Jo, vi skulle først med toget fra Windermere ved 15-tiden, så vi skulle have tiden til at gå.

Morgenmaden hos Kays Cottage bestod for sidste gang af english breakfast. Jeg nåede at blive træt af at spise den unge mad men jeg skulle lige have dette sidste skud med. Og et skud, det er english breakfast. Man kommer til at svede af at spise det. Mavemusklerne koger.

Vi parkerede vores rygsække hos Kay – der viste sig at hedde Jean – og listede lidt rundt i Windermere først men den by var nu hurtigt trevlet igennem. Så valgte vi at gå de 2 km. ned til nabobyen Bowness. Her er flere butikker og dermed mere at se på. Efter en pint of Bluebird Bitter, gik vi retur til Windermere, hvor vi fik en god frokost på Lazy Liza.

Så var det tid at starte hjemrejsen. Vi havde fundet et tog, der gik direkte til Manchester Lufthavn. Så efter vi havde hentet vores rygsække hos Jean, gik turens (næsten) sidste stigning op til banegårdens spor 10 (det eneste i øvrigt).

Toget ankom og vi var så heldige at blive båset sammen med en flok 8-10 årige skolebørn på tur. Dvs. en del uro. Da de steg af efter 2 stationer, troede vi, at nu var der ro. På næste station troppede 2 større piger op og de plaprede løs uafbrudt i en meget støjende tone. Ethvert forsøg på at få en morfar var umulig og det var lige før vi ønskede os skolebørnene tilbage igen.

Vi nåede lufthavnen og kom igennem diverse kontroller uden problemer.

Flyet afgik planmæssigt og vi blev sendt nordpå. Jeg var lige ved at tro, at vi kunne få et sidst kig på Lake District fra luften, men vi kom vist ikke helt den vej.

Ja, så nåede vi dertil, hvor der ikke er så meget mere at skrive om. Nu vil man bare gerne hjem.

Jørn og Jan har en tradition med, at de skal have et par pølser, når de er landet i Kastrup. Og den tradition holdt vi i hævd.

Kl. 2 om natten var vi hjemme i Fredericia. Jan havde lige en time mere.

Epilog

Det var med en vis spænding, jeg tog med på en vandretur. Jeg var sikker på, at det ville blive fysisk hårdt. Det endte med at blive en meget stor oplevelse. Der er ikke mange, der ved, at England har så smukt et naturskønt område som Lake District, der viste sig fra sin allerbedste side med flot vejr. Mange af de steder, vi har set, har været de rene postkortmotiver.

Når Jørn undervejs har fortalt om vores rute til englændere, har flere af dem sagt, at vi dermed har set det bedste af, hvad Lake District kan præstere.

Her på sidste dagen af turen har jeg også det billede, at jeg har set Lake District i store træk og så smukt, som området byder sig. Jeg føler ikke det store behov for at komme tilbage til området, for chancen for, at det bliver en negativ oplevelse med dårligt vejr, er forholdsvis stor. Det er et meget regnfuldt område og jeg har ikke lyst til at klatre rundt i bjergene i silende regnvejr.

Det har været en hård tur. Før turen følte jeg nok, at jeg var i OK form, selv om jeg ikke har trænet særlig meget med henblik på turen. Men der skulle knokles igennem, for vi skulle frem til destinationen hver dag. Da vi kom til Kirkstile Inn i Lowesdale var jeg så træt, som jeg aldrig har oplevet det før.

Men med tiden blev formen bedre. Det kan jeg mærke.

Det har været en fornøjelse at rejse med Jørn og Jan. Det har været 14 dages mandehørm og jeg tror, at vi alle har nydt det. Men heldigvis glæder vi os alle nu til at komme hjem til vores respektive familier.

Tak til Jan for det kæmpe planlægningsarbejde forud for turen og tak til både Jan og Jørn for en formidabel tur!

Windermere den 9. Juli 2009

Alex