Skotland - søndag den 20. september 2009


Omkrng Edinburgh Castle

Tilbage

Efter en god, rolig nat (vores værelse var placeret ud til en baggård), stod Marie og jeg op til et karbad og en flot omgang morgenmad med mange valgmuligheder. Jeg fik varme kippers. Det smagte super, men der var bare alt for meget af det til min lille mave kunne kapere det.

Solen skinnede fra en skyfri himmel og vi var klar til at indtage Edinburgh. Dorte og Henrik ville gerne slå følge med Marie og mig op til Edinburgh Castle. Lone og Peter ville gerne gå lidt rundt "nede" i byen istedet. Ved slottet tog vi afsked med Dorthe og Henrik. Marie og jeg ville ind på slottet. Ventetiden foran billetlugerne blev brugt til at småmeditere lidt. Billetten kostede 13 pund - ca. 110 kr. Det kan virke lidt dyrt, men jeg synes nok, at besøget var pengene værd, selv om vi ikke er synderlig interesseret i gamle ting. Der er meget at kigge på og om ikke andet, så er der en fænomenal udsigt over Edinburgh fra slottet. Vi trissede rundt og sugede til os af indtryk.

Lidt før kl. 12 satte vi os til rette på en cafe på slottet. Marie ville gerne have en formiddagsøl men den ville de ikke servere før kl. 12 på en højhellig søndag. Så vi fortsatte og forlod slottet, for at gå en tur ned af Royal Mile - vejen, der fører op til slottet. På pladsen foran slottet var de halvt færdige med at pille siddetribunerne ned efter årets tatoo.

På Royal Mile fandt vi en pub, hvor vi kunne få en øl og en publunch, der bestod af cumberland sausage (medister) og chili con carne. Selv om vi var tæt på slottet og Royal Mile - og det var frokosttid, var der forbavsende få mennesker på pubben. Det viste sig senere, at Lone og Peter var taget med bus op til slottet - og var endt med at spise frokost på selvsamme pub.

Vi fortsatte ned af Royal Mile og High Street, hvor jeg gerne ville se en 3D film om Loch Ness uhyret. Det viste sig nu at være en tynd kop the og Marie fik vist mest ud af det - med et lille middagsblund. Så fortsatte vi turen ned af Cockburn Street og fulgte Rose Street tilbage til vores guesthouse.

På vores værelse var der sol i vindueskarmen, der meget bekvemt var udstyret med puder, så man kunne sidde dér - med en kop kaffe og en Ben Nevis whisky. Marie slappede lidt af, mens jeg tog en hurgit tur rundt om slottet. Jeg skulle jo ikke komme hjem med et kamera, hvor der var plads til mange flere billeder...

Aftensmaden skulle spises på et af de steder, der var fyldt op dagen i forvejen, så jeg bestilte plads til os alle på restaurant Wildfire i Rose Street. Her serverede de Angus Steak og det måtte være en passende måde at afslutte turen på - sådan rent kulinarisk.

Tilbage på Castle View Guesthouse var alle mødt ind igen og alle 3 par kunne berette om en indholdsrig dag i Edinburgh. Lone og Peter havde som sagt være på sightseeing med en bus. Dorthe og Henrik havde været på en guidet tur i byens gale bydel og de havde været i Edinburgh Dungdeon, der vel er en form for et "skræk og gys"-hus. Her oplevede Henrik at blive stillet for retten, for at have rendt op af Royal Mile i dameundertøj. Han kunne selv vælge en straf mellem at få hugget hovedet af eller blive deporteret til en anden by, hvor han skulle gå rundt i dameundertøj :)

Vi kunne først få bord på restauranten kl. 20:30, så der var god tid til vores Ben Nevis whisky, rødvin og øl. Bedre blev det ikke af, at restauranten ikke var klar med vores bord og vi måtte vente på en pub tæt på. Maden var værd at vente på og bagefter nappede de andre lige lidt underholdning på pubben. Det orkede jeg ikke. Min seng trak fælt i mig.

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30