Kl. 2:30 var der en vældig snakken udenfor. Det viste sig, at være nogle nordmænd, der kom hjem fra fest. De havde også en flok thailændere med hjem... Det tog lidt tid, inden jeg tog mig sammen og fik stoppet larmen med et par ørepropper.
Klokken 5:30 ringede vækkeuret. Så var det tid til et bad og på jagt efter turens første solopgang. Det er næsten et must, at jeg går på jagt efter solned- og opgange, når vi er på ferie. Dagens solopgang var dog gemt bag skyer i horisonten, så jeg gik i gang med morgenmaden i stedet. Der var nogen, der sov over sig - og de fik næsten ingen morgenmad, før der var afgang med taxi til båden kl. 7.
Igen var det godt at have en god turguide i Bach Rejser. Brian vidste lige, hvordan vi skulle gebærde os på båden. Han var hurtigt ombord og fik reserveret de bedste pladser på øverste dæk. Der er intet overladt til tilfældighederne i hans planlægning.
Efter en skøn sejltur til Ko Nangyuan, lagde vi til ved en ny anløbsbro. Den gamle var åbenbart ved at blive udskiftet. Her skinnede solen fra en - næsten - skyfri himmel og det var varmt, selv om klokken kun var 10.
Karin og Erik og vi 4 skulle bo på en ø mens de andre skulle bo på en anden. Restauranten og hotellets reception udgjorde så den 3. ø. Det er i sandhed et paradis på Ko Nangyuan. Det er så smukt med 3 øer, der er forbundet med en smal strandtange.
Vi kom til at bo med udsigt mod nord. En dejlig hytte, hvor vi følte, at vi havde det hele for os selv. Karin og Erik fik også en meget fin hytte med god udsigt over stranden og de andre 2 øer.
Efter lidt frokost i restauranten, gik turen til stranden, hvor vi fik snorklet og snorket lidt.
Efter en god gang sol, var der basis for et svalende bad og solnedgang på stranden, før vi fik en drink. Så var der klar til aftensmad. Brian fik bestilt 8 gange forretter og 10 gange hovedretter. Så fik vi for alvor smagt lidt forskelligt, for det blev til en stor omgang ta' selv bord. Rigtig lækkert. Jeg er sikker på, at alle kunne lide det.
Mens vi sad og spiste, var der en tjener, der spurgte, om vi ikke ville indenfor og spise. Vi sad nemlig udenfor... Det kunne vi ikke helt se fidusen i, så vi blev siddende. Bare et par minutter efter begyndte det at dryppe. Og det kan betyde en ordentlig byge. Vi kunne mærke det på de første dråber. Denne gang var det alvor. Selv et par sekunder i denne byge - og vi var godt våde. Heldigvis var der ingen betænkningstid. Alle tog, hvad de kunne bære og styrtede ind i restauranten, der heldigvis var stort set tom. Tjenerne sørgede for det sidste og så kunne vi spise videre.
Mens vi spiste, sad personalet og grillede satay spyd lige ved siden af os og Brian skulle lige hen og vise dem, hvordan sådan noget thaimad skal laves rigtigt. Det synes de jo er sjovt.
Da vi havde spist, var der pludselig fødselsdagssang for en thailænder. Vi styrtede hen, for at synge med. Som kvittering kom han med et stort stykke lagkage, som vi skulle dele. Spørg lige Christian og Vibe, om den smagte godt...
Inden vi sagde godnat, havde Brian investeret i nogle store lamper, lavet af tynd papir. Luften i lampen varmes med et stort lys og lige inden de sendes til himmels, tændes et lille fyrværkeri, så det ser meget flot ud, når lamperne lister til vejrs. En meget smuk afslutning på en dejlig dag.