Thailand - søndag den 31. januar 2010

Fra Koh Mook til Koh Phi Phi

Tilbage

Vækkeuret ringede kl. 6 - som det plejer, kan man sige, for vi stod op på dette tidspunkt hver dag. I dag var det for at have god tid til at pakke vores ting. Dagbogen blev opdateret på terrassen, mens det blev lyst og cikaderne sang højlydt.

Efter morgenmaden fik vi taget et gruppefoto, inden vi gik hver til sit, for at få pakket færdigt og tjekket ud. Det var tid at sige farvel til et sandt paradis.

Udtjekningen forløb gnidningsløst og snart var vi klar til at blive stuvet sammen med en flok svenskere på speedbåden mod Ko Lanta.

Vi sejlede en times tid med speedbåden og nød, at der var meget roligt vand. Det blev kun til ganske få banken mod bølgerne. Efter et enkelt stop på en naboø til Ko Mook, sejlede vi op langs Ko Lantas østkyst, ind gennem en mangroveskov, før vi nåede frem til havnen på Ko Lantas nordspids.

Her var der langgang og venlige thailændere viste os vej til molen, hvorfra vores færge til Phi Phi øerne skulle sejle. Ventetiden blev fordrevet med at spise lidt let frokost og se på det hektiske liv, der er omkring færgerne.

Sejlturen fra Ko Lanta til Phi Phi tog ca. 1 time og varmen på Phi Phi var som forventet kvalmende og tæt. Heldigvis stod der en mand klar fra vores resort, for at sejle os ud til Paradise Resort. Det lå et stykke udenfor selve byen, så det var måske ikke helt så varmt derude.

Sejlturen tog et kvarters tid, bl.a. fordi longtailbåden var nødt til at sejle langsomt. Det var lavvande og derfor var der store sten, der skulle tages højde for. Vandet virkede meget klart.

Varmen var også slem ved resortet. De bedyrede, at det var varmere end normalt i dag, men det var netop sådan jeg huskede Phi Phi. Ekstremt varmt.

Vi fik tjekket ind og fandt derefter frem til en simpel strandrestaurant, hvor vi kunne få den værste sult stillet. Vi fik arrangeret et bord til alle 10 - det var åbenbart de bedste pladser til et par sportsbegivenheder, for der var en del gæster, der var klistret noget til skærmen, mens vi fik vores baquettes. I samme sekund, vi forlod bordene, var der gæster, der satte sig på vores pladser. Ja, ja, hvem gider spilde sin ferie på at se fjernsyn?

Nogle søgte til stranden, nogle snorklede og nogle tog en slapper. Vores familie søgte efter håndklæder, vi kunne leje. Det var ikke umiddelbart muligt. Men den mest åbenlyse mulighed var at spørge i vores egen reception. Her fik vi udleveret håndklæder uden nogen problemer.

Så gik det mod stranden og en tur i det klare vand. Men ak nej. Det var en elendig strand. Masser af koralrester, sten og søpølser. Det gad vi altså ikke bade i. Marie og jeg gik i stedet op, for at få en omgang thaimassage. Det var super, at ligge i skyggen og blive masseret. Jeg blev helt døsig af den times massage. Pris: 300 bath. Det var bestemt ikke sidste gang, jeg fik sådan en tur.

Så var det blevet sent og vi skulle skynde os, at gøre os klar til at komme med de andre ind til byen, for at spise. Vi havde hørt, at prisen for sejlturen var 100 bath. Det synes jeg, var en fin pris, men det viste sig, at det var pr. person. Så var det pludselig meget tæt på danske priser og alt for meget, i forhold til, hvad vi plejer at betale.

Brian fik prisen presset 100 bath ned, og mere var der ikke at gøre. Vi blev sejlet ind til havnen og da ingen andre havde gode forslag til spisesteder, ledte Brian os hen på Tonsai Seafood restauranten, hvor der var et stort udvalg af friske fisk, som man kunne vælge sin aftensmad ud fra.

Jeg var blevet meget træt af den kraftige varme, så jeg var lidt mat i sokkerne, indtil vi havde fået noget at spise. Varmen tærer virkelig energien. Marie og jeg fik King size prawns flambered og sørme om ikke Lasse fik sin Carbonara. Gud ved, hvor længe han kunne blive ved med den samme ret.

Middagen indeholdt de sædvanlige forviklinger omkring hvem, der har bestilt hvad, når maden kom ind. Dagens variation gik på, at der blev serveret ris til et par stykke, efter vi var færdige med hovedretten. Det var uheldigvis Brian, som var den ene - og det fandt han sig ikke i.

Efter den i øvrigt udmærkede middag, gik vi en lille tur i gaderne omkring havnen. Butikkerne lignede sig selv men det var i mange nye bygninger. Butikkerne på Phi Phi var stort set forsvundet under tsunamien og resultatet var begyndt at vise sig i form af helt nye bygninger med boliger på 1. etage over lejlighederne. Det havde jeg ikke indtryk af, at der var før 2004.

Det er også lidt specielt at gå rundt og tænke på, at hver eneste af de lokale, der er her, har en skræmmende oplevelse - og sikkert store tab af familie og venner - med i bagagen fra tsunamien, der jo ramte Phi Phi meget hårdt. Men livet ser nu ud til at gå videre her.

Vi gik retur mod havnen, for at få en longtailboat tilbage til Long Beach og vores Paradise Resort. Priserne for turen var steget i løbet af aftenen. Nu skulle de have 1200 bath for turen. Det var vi ikke tilfredse med og det endte da også med, at der var en, der ville sejle os for 800 bath. Han ville også gerne have pengene forud, men det fik han heller ikke. Han brokkede sig slet ikke, da vi sagde til ham, at han fik dem, når vi var fremme.

Efter endnu en begivenhedsrig dag, sagde vi godnat ved godt 10-tiden. Det var jo en hel time senere, end vi plejede hernede...