Thailand - mandag den 08. februar 2010
Fra Chiang Mai til Bangkok
Når man er på ferie, kan det ofte være svært at skelne ugedagene fra hinanden. Datoerne hænger man sig ikke så meget i og det kan give visse overraskelser, hvilket vi måtte sande her til morgen. Vi havde så småt planlagt dagens program. En tur med båd på en flod omkring Chiang Mai og et besøg i zoologisk have, var vores plan.
Da vi satte os til bordet, for at spise morgenmad ved swimmingpoolens kant, spurgte vores altmuligpige: "Checking out today?", hvilket vi svarede benægtende til. Det var jo først i morgen.
Men vi blev alligevel usikre og da Marie havde styr på, at det er den 8. i dag, så var der ingen pardon. Det VAR i dag, vi skulle videre med toget.
Så skulle der ændres planer. Først og fremmest skulle vi have fat i skrædderen, for at sige, at vi ville hente vores tøj tidligere end aftalt (aftalen hed i aften). Ham ringede vi til og der var ingen problemer. Det skulle nok være klar kl. 3.
Det kunne blive et større problem med optikeren, der først havde meldt tingene klar til middag i morgen. Jeg valgte at tage hen til dem, frem for at tage det over telefonen. Jeg nappede et bad og Lasse og jeg tog en tuktuk hen til optikeren.
Det var i øvrigt ikke noget problem, at få en tuktuk. Vi gik blot 50 meter hen ad vejen. Her holdt en tuktuk uden fører, men lige indenfor, hvor den var parkeret, stod 2 damer og lavede mad. "Tuktuk" sagde den ene og vi viste vores visitkort til optikeren. I løbet af et splitsekund sad hun ude i tuktuk'en og af sted det gik. 40 bath skulle hun have, det var vist bundrekord. Så havde vi alligevel været for flinke ved alle de andre, men det skulle blive bedre endnu!
Optikeren havde åbent og der blev kortvarigt postyr, da vi fortalte, at vi rejste allerede i dag. Det viste sig dog, at der ikke var problemer, da glassene til mine briller ville komme i løbet af formiddagen. Så til middag ville mine briller være klar. Jeg kunne til gengæld allerede få mine solbriller med styrke. Det var super.
Så vi forlod optikeren lidt lettet, for der ville ikke blive problemer med, at vi rykkede vores afrejse frem med en dag.
Tilbage i tuktuk til hotellet igen. Chaufføren ville gerne sælge os en tur rundt til forskellige forretninger i Chiang Mai, men vi takkede pænt nej og nøjedes med "Next time". Da vi kom til hotellet, bad vi om hans telefonnummer. Det gav pote. Han virkede glad, for så ville vi jo ringe til ham igen. Han kvitterede med, at han ikke ville have betaling for turen, men vi insisterede på at betale 40 bath og det fik vi lov til.
Der blev pakket og Marie skrålede på en Mai Tai drink fra spa-badet, som hun var kravlet i. Hendes 2 bartendere skyndte sig at hælde en gin og tonic op til hende. Hun skulle da ha' en drink, når hun bad om det. Vi andre fik også en og så var der røget en halv flaske gin af de små flasker, der var på værelset.
Vi tjekkede ud kort før kl. 12 og bad hotelpersonalet om at sørge for transport til en bådtur på floden. Vores bil ville komme om 10 minutter, fik vi besked på. Og ganske rigtigt kom der et folkevognsrugbrød efter os. Bilen var fra samme selskab, som bådens, så transporten måtte være inklusiv. Vi vidste ikke hvor langt, der var men tro det eller lad være. Chaufføren kørte over på den anden side af vejen og efter ca. 100 meter drejede han til højre - og så var vi der. Det kunne de jo have sagt, så var vi gået den korte strækning.
Vi købte billetter og benyttede ventetiden, til båden skulle sejle, til at kigge lidt nærmere på et tempel bag bådområdet.
En båd lagde til med plads til en del passagerer og vi undrede os over, om vi skulle med sådan en båd, for umiddelbart var der ikke andre end os, at se - bortset fra de forholdsvis mange passagerer, der var ombord på den, der lagde til.
Den sejlede så igen og lagde til kaj overfor, hvor vi ventede. Bådføreren hoppede over på en lille smal båd, hvor der ikke var plads til ret mage passagerer og det blev ganske rigtigt vores båd. Vi var de eneste, der skulle på turen, så det blev en lille eksklusiv affære. Båden var mindre end longtailbådene og derfor skulle vi sidde nogenlunde roligt, for ikke at vippe for meget.
Turen op af floden var dejlig behagelig og vi nød det i fulde drag, selv om der ikke var synderlig meget at kigge på. Men vi sejlede dog forbi den amerikanske ambassade (sikkert konsulat) og vi fandt også ud af, at Chiang Mai havde en chinatown.
Endestationen for turen var en bondemand, der ville servere ægnudler for os. Vi lagde til hos bonden og vores bådfører ledte os op gennem en lille have med et hav af krydderier, frugter og træer, der indeholdt en stor del af de frugter, som dyrkes og bruges i Thailand til mad og medicin.
Rundturen i bondens have endte i en lille restaurant, hvor vi hver fik serveret en bakke med nuddelsuppe og forskellige ekstra ingredienser, som vi kunne tilsætte efter behov og smag. Det var bl.a. (ekstra) chili, løg, syltede ingefær og sukker. Suppen mindede meget om den suppe, som jeg havde fået dagen før overfor vores skrædder og det smagte super. Suppen uindeholdt 2 slags nudler. Brede bløde nederst (i suppen) og hårde, tynde og sikkert friturestegte i toppen.
Efter suppen, fortsatte rundvisningen og vi fik bl.a. at vide, at der var optaget en Rambo 4 film på bondens sted. Så Sylvester Stallone havde været på besøg nogle dage, hvilket de selvfølgelig var noget stolte af.
Vi var lidt forsinkede, så vores bådmand tog os hurtigt med ned i båden, for at sejle tilbage til Chiang Mai. Han havde ingen kommentarer til det, vi så, på tilbagevejen, men det var fint nok. Den monotone lyd fra motoren, varmen og solen gjorde, at man slappede helt af og næsten ikke gad kigge ind på bredderne...
Tilbage i Chiang Mai, kastede vi os ombord i en tuktuk, for at få hentet vores ting hos optikeren og skrædderen. Brillerne var heldigvis færdige. Det var jeg slemt glad for. Utroligt, hvordan de kan nå at få varer fra Bangkok, når vi har bestilt hos dem lørdag eftermiddag og det nu er mandag.
Skrædderen var også færdig og jeg fik prøvet min thai silkeskjorte. Lasses jakkesæt passede også perfekt, så alt var, som det skulle være.
Vi skulle lige se, om de sure thaiere overfor stadig var sure, så vi gik over og bestilte lidt øl og vand - samt 3 portioner pommes frites. Vi var jo ikke ved at dø af sult, men vi vidste ikke helt, hvor meget mad der blev serveret i toget, så vi måtte hellere være på den sikre side.
Tjeneren var i øvrigt stadig sur, men vi fik lige vristet et smil fra hende...
Så i en ny tuktuk tilbage mod hotellet. Marie og jeg havde forsøgt at købe en flaske vin på hotellet, men prisen var 1.800 bath. En god vin men også en hamper pris. Det synes hotelpersonalet også, så de havde istedet anbefalet os en vinforretning tæt på hotellet. Vi stoppede vores tuktuk på et sted, hvor vi mente forretningen måtte være - og vi fandt den hurtigt.
Så tilbage til hotellet, for at hente vores store rygsække. Personalet sørgede for en pickup til os og snart gik det mod banegården. Jeg havde regnet vejen ud men han kørte en anden vej - eller andre veje, for det blev en tur af snørklede små veje. Sikkert fordi det var myldretid og dermed masser af trafik på de store veje.
Det var ikke noget problem at finde vores tog. Der er kun 4 spor på banegården og der holdt kun et tog, så det måtte være vores. Det var det også. Vi steg ombord med alt vores bagage. Vi havde bestilt billet på 1. klasse med liggeplads. Da vi var 3 personer og kupeerne var 2-personers, så var vi lidt spændte på, om vi fik lov at beholde den ledige plads for os selv. De 2 kupeer var indrettet sådan, at man kunne åbne en dør mellem dem, hvilket var ganske smart, når man f.eks. rejser 4 personer.
Men der gik ikke lang tid, før der dukkede en ekstra passager op. Det var en kvinde, der blev lukket ind til os. Hun var fra Amsterdam men stammede oprindeligt fra New Zeeland, hvortil hun var på vej. Hun havde en del bagage med, så der blev hurtigt lidt trangt i kupeerne, for vi havde også en del. Men vi fik os indrettet og snart kom der en tjener, der ville have os til at bestille mad til aften og morgen. Det kostede ekstra men priserne var da til at holde ud. 150 bath for et aftensmåltid.
Vi fik en god snak med vores ekstra passager. Hun havde været på taichi kursus i Chiang Mai. Det var efter den oprindelige taichi med 13 bevægelser. Da hun også var bidt af fotografering og havde investeret i et Canon 5D, havde vi jo en del at snakke om. Hun arbejdede med grafisk design på computere og hun var blevet fristet af de billige softwarepakker fra Adobe i Chiang Mai.
Da vi havde spist og drukket vores rødvin, sagde vi pænt godnat til hende og lukkede døren mellem de 2 kupeer, så hun kunne få fred til at gå i seng. Marie og jeg fik en ekstra drink, da vi havde taget resten af den lille flaske gin med fra hotellet, som vi var startet på om formiddagen. Det blev en ordentlig drink, så trætheden meldte sig lynhurtigt. Vores kupeer var blevet lavet om til sengepladser med lagen og et tæppe, så det var bare at hoppe i seng.
Så var det spændende, om vi kunne sove i et tog...
