Thailand - onsdag den 10. februar 2010
Lumphini park, indkøbscentre og Siam Ocean World
Dagens program i Bangkok skulle starte tidligt, så vi sad klar i restauranten ved 6:15 tiden. Min brors har tidligere boet på hotellet og de havde ret, da de sagde, at vi skulle glæde os til morgenmaden. Her var et udbud, der sagde spar to til det hele. Der var f.eks. en hel ø med mad til muslimer. Selv æggene var der større variation. Jeg troede lige, at jeg kunne sætte kokken ved æggene på arbejde og bestilte et kogt æg. Han pegede hen på 2 bunker af æg, der var henholdsvis blød- og hårdkogte.
Ved 7-tiden steg vi ind i en taxa, for at blive kørt til Lumphini Park. Det er en stor grøn oase midt i Bangkok. Man kan vel sammenligne den lidt med Central Park i New York. Her kommer mange lokale, for at slappe af og parken er også kendt som stedet, hvor mange kinesere kommer, for at dyrke morgengymnastik - bl.a. tai chi. Det skulle vi opleve og ganske rigtigt. Da vi var blevet sat af, skyndte vi os ind i parken, for at se, om der var nogle hold morgengymnaster i gang. Vi blev ikke skuffede. Der blev danset, løbet, sunget og dyrket taichi i alle afskygninger - samt yoga.
Jeg spejdede forgæves efter en gruppe, der dyrkede taichi i den form, som jeg selv har lært (Yang style). Det fandt jeg ikke, men der var en del, der lavede noget i samme stil.
Der var andre ting, der tiltrak sig større opmærksomhed hos Marie og Lasse. Der var nemlig masser af øgler i parken. Nogle ordentlige krabater på op til en god halv meter. Dem gik der selvfølgelig også sport i at fotografere, så da jeg var blevet træt af at tage billeder af taichi udøvere, så kastede jeg mig over øglerne.
Lumphini Park var et positivt bekendtskab og en dejlig afslappet start på dagen.
Vi fortsatte til fods langs vejen Rama IV, for at finde Røde Kors' slangefarm på samme gade. Det gik smertefrit. Vi havde læst, at den åbnede kl. 8:30, men på skiltet ved indgangen stod der 9:30. Til gengæld var det også modstridende oplysninger om, hvornår der blev vist show med slangerne.
Vi kom ind - vistnok som de første gæster i dag - og kiggede på udstillingen i fred og ro. Stedet var slet ikke til at kende i forhold til, da vi besøgte det sammen med Torben i 1998. Der var bygget stor 2-etages udstillingshus og selve showområdet var også udvidet med en ekstra tribune.
Vi opgav at se noget show, da det øjensynligt først ville blive kørt om eftermiddagen og det gad vi ikke vente på. Om formiddagen kunne de svinge sig op til at vise, hvordan man "malker" slangerne for gift. Det havde vi set før og det gad vi ikke vente i 40 minutter, for at se igen.
Så vi gik ud til vejen, for at fange en taxa, der kunne fragte os til dagens 3. punkt på programmet. Vi ville gerne se Siam Ocean World. Et kæmpestort akvarium, der var bygget ind under et stort indkøbscenter.
Chaufføren lod til at forstå vores mål for turen og startede også med at køre den rigtige retning. Men så begyndte han at tale i mobiltelefon. Jeg ved ikke, om det var det, der gjorde, at han ikke stoppede dér, hvor vi mente at akvariet lå. Men vi lod ham køre og glædede os over, at vi havde aftalt en fast pris.
Da vi havde kørt pænt langt og vurderede, at vi snart var helt hjemme ved vores hotel, stak vi ham et kort, for at vise ham nøjagtig, hvor vi skulle hen. Han lod til, at have styr på det og fortsatte turen - dog med lidt brok over den horrible trafik.
Pludselig holdt han ind og pegede på en stor bygning på den anden side af gaden. Det var dér, sagde han. Det troede vi ikke på, men vi steg ud og betalte. Vi havde ret. Det var helt galt. Så fandt vi et kort frem og konstaterede, at vi var meget tæt på hovedbanegården, så vi ændrede vores planer og besluttede at prøve tognettet i Bangkok.
Vi nåede dog ikke langt, før en tuktuk chauffør ville køre os til Center World - et andet stort indkøbscenter, som vi også ville besøge i dag. Han skulle kun have 20 bath, så vi tænkte - ja, hvorfor ikke.
Men alarmklokken ringede alligevel, lige inden vi steg ombord i tuktuk'en. 20 bath ER ikke meget, så jeg ville gerne sikre mig, at det var en direkte tur til indkøbscentret. Nej, det var det så ikke. Han hev en benzinkupon frem og sagde, at vi lige skulle gøre holdt 5 minutter et sted, så han kunne få benzinpenge. Jeg tilbød ham en højere pris mod at han kørte os direkte, men det ville han ikke. Jeg gad nok vide, hvad de får i benzinpenge af de forretninger, hvor de kan lokke kunder ind.
Vi lod ham være og fortsatte til fods ned til hovedbanegården. Her gik vi lige igennem og ud af en sideindgang igen, for at komme ned i undergrundsbanen. Planerne var nu ændret igen.
Det ville kræve en omstigning fra undergrundstog til skytrain, for at komme til Center World eller Siam Center (hvor akvariet ligger). Men direkte på togets rute lå et indkøbsmekka for IT-folk. Den besluttede vi at "runde".
Vi steg ud på "Phra Ram 9" og gik direkte ind i indkøbscentret, der hed noget med IT-mall.
Klokken var omkring 12 nu, så vi besluttede at finde noget frokost, inden vi kastede os over herlighederne. Først havde vi kig på en japansk restaurant, hvor maden blev "sejlet" rundt i både på et aflangt bord. Gæsterne tog sikkert bare det mad, de gerne ville spise, når der kom en båd forbi med maden. Det var japansk og det gad vi ikke lige i dag. Det havde vi jo fået til aften dagen i forvejen.
Kort efter faldt vi over en restaurant, der hed "Pepper Lunch". Her blev serveret oksekød i alle afskygninger. Det var vi hurtigt overtalt til, selv om det vist også var en japansk inspireret restaurant. Pepper Lunch er en fastfood kæde, der åbenbart vinder hurtigt frem i Asien.
Konceptet er lige som på burgerrestauranter. Du kan vælge mellem 12-14 forskellige menuer og maden kommer ind på bordet efter ganske få minutter. Fidusen er, at dit kød ikke er stegt men retten serveres på en ca. 250 grader varm støbejernstallerken. Så kan du selv stege kødet færdigt. Fikst, men det smagte helt fint.
Så var vi klar til at kigge nærmere på IT-mekkaet. Det var egentlig et almindelig indkøbscenter med alle mulige forretninger, men der var en overflod af teknik-relaterede shops. Den ene computerforretning efter den anden lå i det lange, smalle varehus. Der var en del forretninger, der solgte brugte computere eller reparerede dem. Der var også en del, der kun havde fokus på medier. En enkelt solgte kun lagringskort osv. Og så var der også enkelte fotoforretninger.
Jeg var på jagt efter en vidvinkellinse til mit kamera. Canon havde en 10-22 mm. og den kostede ca. 5.500 kr. i Danmark. En høj pris men kunne den fås billigere her, var det en mulighed. Prisen viste sig at være knap 2.000 kr. billigere men det var stadig en høj pris for en linse, som ikke ville blive den primære benyttede.
Så var der Sigma linser, som jeg havde fine erfaringer med. De havde en 10-20 mm. Det kunne også gå an. De første priser, vi hørte på, lå på 15.500 bath, dvs. knap 2.300 kr. En mere fornuftig pris. Og det så ud til at være god kvalitet også.
Jeg forsøgte at handle prisen ned, men den var åbenbart fast, for sælgeren ville ikke flytte sig og han reagerede ikke, selv om jeg gjorde tegn til at gå. De næste steder, vi hørte på prisen, steg den bare og vi endte i nærheden af 20.000 bath. Så det blev ikke til mere.
Efter et par timer forlod vi IT-mekkaet og tog toget ind mod byen igen. Næste destination var Center World, det store indkøbscenter. Med et enkelt skift fra undergrundstog til skytrain, nåede vi frem til centret, der skulle være sydøstasiens største - det var stort. Det kunne godt minde lidt om en forvokset udgave af Kolding Storcenter. Her var blot mere plads og der var masser af plads til de mange gæster.
Vi tjekkede lige prisen på Sigma linse, men den var ikke attraktiv. I en af de øverste etager, var der et supermarked og der var en cafe. I cafeen købte vi lidt drikkevarer - bl.a. en øl, som vi ikke havde set før. Det var der en god grund til, for det smagte som sodavand med tyggegummi. Føj for den.
I supermarkedet gik vi på jagt efter en japansk sesamolie med chili. Layu, som vi brugte i diverse madretter derhjemme. Lasse var stolt over at finde layu'en og han var klar til at rydde hylderne. Men vi skulle passe på, for ikke at få overvægt...
Der var også en stor bager, hvor vi købte kager og groft brød. Det tog vi med ud af centret og spiste løs af lige udenfor. Her var der åbenbart en større demonstration i gang, for der blev holdt taler og klappet i et væk. Vi fik kæmpet os igennem menneskemængden, for at komme til dagens sidste officielle programpunkt: Siam Ocean World.
Det tog ikke så lang tid, at gå dertil og det viste sig, at i havde haft ret i placeringen af centret i forhold til vores taxachauffør fra i formiddags.
Akvariet skiltede med at være sydøstasiens største. Vi kunne betale 850 bath pr. person for akvariet alene eller 950 bath for akvarium og diverse andre aktiviteter. Vi valgte det sidste og det viste sig at være en god ide.
Vi kom ind til en stor mængde små og en del større akvarier. Det største var over 2 etager og det viste et koralrev med mange store fisk i. Det var meget flot. Så havde vi mulighed for at komme en tur bag rammerne og se hvordan de holdt styr på dyrene, håndterede syge fisk osv.
Samme sted var der mulighed for at komme med en forholdsvis kort tur med glass bottom boat. Det var lidt lige som at dykke eller snorkle. Fiskene var store og her var både rok og hajer. Meget flot.
Så var vi færdige med øverste etage (der var 2 etager). Lige så langsom gik det ned af en sliske i en regnskov. Meget flot lavet med regn og vandfald. På nederste etage var der sørme også popcorn og cola med i vores ekstrabillet, så vi kunne sidde og kigge på et kæmpebassin med fisk, mens vi legede "biograf".
Turen fortsatte til en tunnel under vandet i samme bassin, som vi havde set ovenfra med glass bottom boat. Det blev ikke mindre imponerende at se hajer og rokke svømme rundt ved siden af os og over os. Der var også nogle, der havde betalt 2.000 bath, for at få et dyk i bassinet.
Til sidst var der et lille rum med akvarier med vandmænd og en enkelt kæmpefisk, der var frosset i en blok. Så var det slut med selve akvarierne og turen sluttede af med en 4D film, der såmænd var meget sød. Om 2 små skilpadder
Så var vi også ved at være trætte efter en lang dag. Klokken var omkring 20 og vi fandt en taxa til hotellet. Han kørte på taxameter og derfor blev prisen ikke meget mere end 60 bath.
Vi havde egentlig planlagt at skulle spise i chinatown men trætheden var så udtalt, så det skulle være let. Vi nåede tilbage til hotellet, så vi kunne nå at bestille en tur til flydende marked hos hotellets turarrangør. Det blev turen til det største og mest kendte marked - en halvdagstur til 1080 bath pr. person. En fair pris i forhold til, hvad vi havde set på internettet.
Lasse orkede ikke gå ud og spise, så ham sendte vi op i vores hybel og Marie og jeg styrede mod en restauranten ved floden, som en af hotellets personale havde anbefalet.
Vi nåede dog ikke så langt ned af gaden, for Marie var lidt træt af at gå. På gaden var der gang i gademarkederne og det så lækkert ud - så hvorfor jagte en restaurant. Vi fandt en ældre kineser, der lavede Pat Thai - stegte nudler og det så godt ud. Vi bestilte 4 portioner, idet vi kunne se, at portionerne ikke var så store. Hver portion blev serveret i en lille båd, lavet af bananpalme (antog vi). Derefter blev den pakket ind i et stykke fedtsugende papir og elastik omkring.
Tilbage til hotellet. I vejsiden lå der en mand og sov. Han så virkelig ud, som om han var død. Han lå ovenpå en stak papkasser, så vi blev enige om, at han nok var skraldemand, der passede på sit arbejde.
Vores Pad Thai smagte fortræffelig. Fantastisk, at så enkelt en ret, kan smage så godt. Fastfood behøver ikke være dårlig mad. Det tog ham under 5 minutter at lave retten.
Klokken blev ikke mange, før vi krøb til køjs. Vi var godt trætte alle 3 og vi skulle tidligt op igen i morgen. Der var afgang kl. 6:30 fra hotellet.
