Norge - tirsdag den 18. maj 2010


Vrådal - Dalen - Eidsborg - Kviteseid

Tilbage

Vi havde 2 planer. Hvis vejret var dårligt, ville vi køre mod syd til Treungen og se på de butikker, der var i byen. Hvis vejret var godt, ville vi køre nordpå og se den storslåede norske natur.

Da vi vågnede forholdsvis tidligt, var der letskyet og inden vi var færdig med vores morgenbad og -mad, var det stort set skyfrit, så vi skulle mod nord.

Vi var afsted ved 8:30 tiden, så vi havde dagen foran os. Først kørte vi til Vrådal og derfra mod Dalen. Vi tog os god tid og stoppede ved enhver given lejlighed, for at inspicere turistskilte og alt andet, der virkede interessant.

Da vi nåede til Dalen, gjorde vi et obligatorisk fotostop inden nedstigningen. Vi besøgte også Dalen, da vi holdt jul i Vrådal med Gitte og Hans. Men dengang var der sne på vejene og det virkede ikke særlig trygt, at skulle køre ned gennem en række hårnålesving, for at ende dybt nede i det, der retteligt har givet byen sit navn. Nu var det sommer og varmt, så der var ikke problemer med at køre derned.

I Dalen parkerede vi, for at kigge lidt nærmere på byen. Solen bagte fra en skyfri himmel og vi listede lidt rundt i byen og fik bl.a. set byens flotte hotel - udefra. Der var dresscode, for at komme ind og det havde vi ikke lige taget højde for.

I stedet handlede vi stort ind i Coop. Det tog så lang tid, at der var blevet letskyet, da vi kom ud igen. Jeg ved ikke, om det var fordi vi handlede meget eller om det var fordi vejret hurtigt skifter i bjergområderne...

Vi kørte lige uden for byen og satte os på et par bænke ved Telemarkskanalen, for at nyde vores medbragte frokost. Det var bare indbegrebet af sommerferie. Sol og varme, god udsigt, lækker mad og en kold feriebajer!

Så var vi klar til at tage en opstigning fra "hullet" - Dalen. Vejen væk derfra gik nemlig også via hårnålesving. Ved det første udsigtspunkt gjorde vi atter holdt og inden jeg var færdig med at tage mine billeder, havde Marie lagt sig godt til rette på en bænk, for at få sig en middagslur. Det var da fornuftigt, så jeg satte mig også godt til rette. Solen brændte stadig godt, når den kom igennem skylaget, så man kunne hurtigt falde hen.

Efter powernappet, havde vi mod på flere oplevelser, så vi fortsatte op af "stigen" og var hurtigt ved byen Eidsborg, hvor der var en fin stavkirke af træ. Marie havde fundet en gåtur, som vi skulle prøve af. Men det var nu ingen succes, for vejen synes at fortsætte ud i ingenting og de punkter, vi havde på et kort, så ikke ud til at passe på noget. Så vi vendte om og gik tilbage til udgangspunktet.

Videre mod Hoydalsmo, hvor vi fandt en kro, der bød på kaffe. De skulle have 125 kr. for fish and chips, så det thailandske mad, vi havde bestilt til lørdag, var i et helt normalt prisleje.

Så gik det på E134 (Oslo-Stavanger vejen) i ca. 20 km. Det var en lidt større vej og Marie mente godt, at hun kunne holde farten på 70 km./t - også i svingene. De var lidt blødere end på vores Riksvege.

I Kviteseid kørte vi ned til havnen, for at blive kloge på Telemarks sejladsen. Der skulle være flere flotte sluseanlæg på turen, men vi havde ikke rigtig haft held til at finde ud af, hvor de lå. Det blev vi heller ikke klogere af i Kviteseid, så vi fortsatte turen over Telemarkskanalen og via dagens sidste hårnålesving op til Vrådal og videre til Nissedal.

Her mente Marie, at det var en perfekt dag at prøvesmage vores thailandske køkken, så vi parkerede og gik ind. Vi bestilte 2 retter mad - begge var også bestilt til på lørdag: en ret med andekød og en Pad Thai (stegte nudler). Det smagte fint nok uden at være dybt prangende. Det skulle nok glide ned på lørdag, blev vi enige om.

Det tog kun ca. en halv time at spise. Måske fordi der kun blev serveret alkoholfri øl :-)

Så var vi snart "hjemme" igen og klokken var såmænd kun 18:30.

Aftenen blev brugt til at gå ombord i et par gode bøger. Allerede kl. 21 proklamerede jeg, at det var sengetid. Marie holdt ud et par timer længere. Hun var længere fremme i den bog, hun var igang med - og den var blevet spændende.

1
2
3
4
5
6
7
8
9