England - onsdag den 13. oktober 2010

Indlogering på Linnet Hill

Tilbage

Jeg havde en tid hos tandlægen kl. 8, så jeg troppede op iført mine vandrestøvler og med en stor rygsæk på ryggen. De studsede noget men ønskede mig da god tur. Jeg havde hele formiddagen fri, for Jan ville først hente mig i Vejle kl. 11:30. Så jeg lod hvilen falde over mig og traskede roligt ned mod banegården og hoppede på et tog til Vejle. Efter en tur gennem gågaden, hvor forretningerne ikke var lukket op endnu, vendte jeg tilbage til banegården, købte en basse og en kop kaffe og fik læst det meste af de blade, som jeg havde taget med hjemmefra.

Ved 11:15-tiden var Jan på pletten og vi kørte ud til lufthavnen i Billund. Vejret tegnede fint. Faktisk var der lunt og solskinsvejr i Danmark. VI håbede selvfølgelig, at det var det samme vejr i Lake District.

Efter checkin og lidt frokost i lufthavnen, gik det planmæssigt ombord og af sted mod Ediburgh med Ryanair. I flyet fik vi ?besøg? af en flink ung mand, der åbenbart var tidligere top-speedwaykører. Han hed Claus og han havde haft meget med de andre kendte kørere at gøre. Han var meget snakkesagelig ? men han var også sælger, så?

I Edinburgh gik det simpelthen efter en snor med at få vores bagage, komme med bussen ind mod byen. Vi stod af ved Haymarket, der er en af Edinburghs jernbanestationer. Her havde Jan styr på, at vi kunne komme med et tog mod Manchester og det kørte ca. et kvarter efter. Det var præcision og vi spildte ikke meget tid på at vente på transport. Der var mange, der skulle med toget, for klokken var lige godt 4. ?Bare rolig?, sagde Jan. ?Efter de første stationer, har vi skilt os af med alle pendlerne?. Men første stop var Lockerbie efter næsten en halv times kørsel, så det var ikke et lokal pendlertog. Efter halvanden time i toget, nåede vi til Penrith i Nordengland. Her skulle vi skifte til en bus, der først kørte 3 kvarter senere. Til alt held var der en pub i nærheden og vi kunne nå at smage turens første håndpumpede ale, en Sneck Lifter. Det var et glædeligt gensyn!

I bussen købte vi et mega-rider kort, der gav os fri bustransport i Lake District i en uge ? for 24 pund. Så gik det ellers til vores destination i Keswick. Det var ved at være mørkt men man kunne ane de høje bjerge omkring os. Jan havde styr på, at vi skulle stå af så snart vi kørte ind i Keswick. Det var ikke nødvendigt at køre helt til busstationen. Og med hans gode planlægningsgen in mente, blev vi sat af ved et busstop bare 50 meter fra den Bed and Breakfast, som vi skulle bo på.

Dette Bed and Breakfast, der hed Linnet Hill, var selvfølgelig ikke tilfældig valgt af Jan. Der var 7 værelser og dermed mulighed for, at han kunne logere sig ind her med et hold gæster, hvis hans planer om et rejsebureau blev til noget.

Vi blev tjekket ind i nr. 7 på 2. sal. Et lille værelse med skrå vægge og lavt til loftet, så vi startede en konkurrence om, hvem der først måtte sige ?Av for sa?? med en bule i hovedet.

Vores værter John og Caroline anbefalede os at spise på et hotel, som hed noget i stil med The George. Det lå tæt på vores B&B. I 2009 havde vi også boet i Keswick ganske tæt på vores B&B, men vi var ikke faldet over The George. Det viste sig at være et meget populært sted. Der var mange gæster i pubben men vi fik os kantet ind og bestille 2 fadøl, mens vi ventede på, at der skulle blive plads i restauranten. Maden bestod af god gedigen engelsk mad og vi fik en omgang kalvegryde. Det smagte fint.

Efter maden var der lige kræfter til at runde en Pub, The Golden Lion ? som ikke var så hyggelig. Den var pænt stor og det tog lidt af charmen af stedet. Men deres ale fejlede intet!

Så var det tilbage til vores B&B, for at krybe til køjs. Vi havde en spændende første vandring foran os og det skulle blive dejligt at få ordentlig gang i vandrestøvlerne igen.