Grønland - fredag den 04. marts 2011

Overnatning på indlandsisen

Tilbage

Vi vågnede atter op til en flot og klar dag, hvor man kunne se langt ind i bjergene bag Kangerlussuaq. Jeg ilede ud af sengen, fik mig et morgenbad og kastede mig over PC'en, for at få sorteret billederne efter den måde, Morten havde anvist.

Efter morgenmaden var der god tid til at gøre sig klar til det næste døgn på indlandsisen. Der var først afgang kl. 10, så de fleste defilerede rundt i området og fik taget billeder i det klare vejr.

Så var der ellers afgang mod byen, hvor vi gjorde et kort stop, for at folk kunne proviantere. Udenfor købmandsbutikken stod et par mænd og solgte fisk og kød. Jeg tror, at det hele var i frossen stand. Mens jeg købte en flaske vin - ja det kunne da være lidt blæret at sidde på indlandsisen og drikke rødvin - faldt Marie for et par luffer, der bare lige passede til hendes pels. Pris 650 kr. Pyha!

Så gik det ellers øst ud af byen via isvejen. Vores chauffør fortalte velvilligt om området, vi kørte forbi. Første stop var i sandflugtsdalen, hvor der lå et flyvrag. Det var 3 jægerfly, der havde problemer med at lande i Kangerlussuaq og de lå og ventede på, at kunne komme ned. Efterhånden som de løb tør for brændstof, styrtede de ned forskellige steder i området. Alle piloter skød sig ud med katapultsæde og reddede livet.

Vejen ind til indlandsisen var ikke ryddet for fygesne, så vi måtte vente ved en sø, til de kom med en gummiged, der kunne bane vejen. Det gav en pause på en times tid, der selvfølgelig blev brugt til at fotografere. Nogle gik tilbage ad den vej, vi var kommet fra, for at fotografere en moskusokse og andre gik ned til søen, for at få nogle billeder af den frosne sø og omgivelserne.

Med gummigeden foran os og et par militærkøretøjer bag os (der skulle hente et par tilskadekomne ved indlandsisen) gik det ind til punkt 660. Det er betegnelsen for et bjerg, der tilfældigvis er 660 meter højt og vores indgangspunkt til selve indlandsisen. Vores lejr lå kun ca. 300 meter fra selve det sted, hvor vores bil parkerede.

Vores camp bestod af et fællestelt, et madtelt og en række små telte til overnatning. Lidt længere væk var der et toilettelt. Campen lå på en bundfrossen issø og foran campen var der en ismur. Vi blev indlogeret i telte og så snart vi havde smidt vores bagage ind i teltet, var vi klar til en tur på indlandsisen. Folk med hårde støvler blev udstyret med kraftige isbeslag til støvlerne, så man kunne stå fast. De fik så til opgave at hjælpe de andre, for på isen er der glat.

Straks vi begyndte at gå, blev der affyret nødraketter og der lå en rød røg hen over bjergene, som grænser op til indlandsisen. Det viste sig, at der var gang i en militærøvelse tæt på vores camp. Det var en flok piloter, der var på overlevelsestur. Vi måtte ikke komme for tæt på dem, for de skulle have en oplevelse af, at være helt alene. Det blev dog ikke taget så bogstaveligt, for senere fik vi lov til at besøge deres lejr.

Vejret var blevet overskyet på vejen ud til vores camp og ifølge Morten fra Digital Foto var det det perfekte vejr til at fotografere i. Det er verdens største softbox, mente han. Så snart vi bevægede os ud på selve isen, skiftede underlaget farve til en turkusblå farve. Isen var ikke bare en flad skøjtebane. Det var en kuperet omgang og de, der havde isbeslag under fødderne havde ingen problemer med at kravle op af isen. Det var noget sværere for dem, der ikke havde beslag på. De måtte ty til de områder, hvor der lå sne på isen. Så var der nemlig ikke så glat.

Efter en kort vandring, nåede vi til et højt punkt. Her var der tid til gruppefotografering og jeg fik mulighed for at hakke lidt is til en whisky. Straks blev jeg genstand for stor opmærksomhed for fotograferne. Det gik godt indtil jeg skulle rejse mig og begynde at gå. Isbeslaget på den ene fod fik fat i buksebenet på den anden fod og så var der kun en vej tilbage - ned i isen. Når man støder fra med hænderne bliver man straffet, så det blev til en forstuvet tommeltot. Heldigvis behøvede jeg ikke komme is på. Jeg kunne jo bare gå med den i den fri luft. Den var jo kølig.

Vi fortsatte vores tur på indlandsisen og vores guide viste os et stort hul i isen, som vi skulle passe meget på, ikke at komme for tæt på. Det var vist svært at få fisket folk op derfra.

Så gik turen ellers tilbage, alt imens det begyndte at blive mørkt. Vi nåede tilbage til lejren med jægerpiloterne, der var i gang med at bygge igloer, som de skulle bo i. De viste velvilligt deres lejr frem og vi fik en snak med lejrens læge og et par af observatørerne. Jægerpiloterne så også ud til at være ved godt mod.

Tilbage til vores egen camp, for at indrette os i vores telte. Det var ikke så svært, for der var ikke meget mere plads end til os selv. Vi skulle starte med at grave indgangen fri for sne. Da vi fik lynet op til forteltet, var det også fyldt med sne. Heldigvis var der ikke sne i inderteltet.

Aftenens kulinariske indslag bestod af rensdyrgryde fra Roklubben, som vores guide varmede. Vi hentede på skift en omgang pasta med rensdyrgryde og spiste det stående ude foran teltene eller siddende i fællesteltet. Folk var ved at være matte i sokkerne, men klokken var kun 8, da vi var færdige med at spise, så det var alt for tidligt at gå til køjs, selv om det var blevet mørkt, mens vi spiste.

Alligevel opstod der en lidt mat stemning i fællesteltet. Folk var mætte og trætte - og sikkert også lidt spændt på, hvordan det ville blive, at overnatte på indlandsisen. Vi kunne bestemt ikke klage over temperaturerne, for termometret viste garanteret ikke meget mere end 5-10 minusgrader. Det var jo småting imod, hvad holdet i sidste uge havde oplevet med 20-30 graders frost.

Efterhånden vandt trætheden og folk begyndte at sive hen til teltene, for at tørne ind. Marie og jeg gjorde det samme. Jeg er jo en utålmodig sjæl, der ikke kunne vente på at se mig selv i soveposen og klar til at sove. Så jeg var hurtigt i køjen. Marie klarede de sidste "huslige pligter", inden hun også kravlede i posen.

Vi havde ingen problemer med at holde varmen. Soveposen var med yder- og inderpose og vi kunne snildt holde varmen alene i vores undertøj. Jeg vil endda sige, at vi skulle passe på, ikke at komme til at svede, for så kunne vi komme til at fryse. Til gengæld blæste det kraftigt op og vores telt larmede vildt. Det var en stiv pelikan, der gjorde det meget svært at falde i søvn. Det lykkedes nu fint for Marie. Jeg blev ved med at overbevise mig selv om, at det var en once in a lifetime oplevelse, at få lov til at overnatte på indlandsisen og så var der ikke noget at gøre ved det, hvis vi ikke fik sovet denne nat.

Efterhånden fik søvnen også fat i mig, selv om jeg vågnede en del gange - og sendte nogle tanker til mine ørepropper, der lå et eller andet sted...