England - lørdag den 20. august 2011

Fra Keswick over Cat Bells og Castle Crag til Rosthwaite

Tilbage

Jeg vågnede med hovedpine. Pokkers tænkte jeg. Kunne det være de 4 fadøl, som jeg havde fået i løbet af eftermiddagen og aftenen? Eller kunne det være den ene Glenfarclas, Marie og jeg havde nydt på værelset? Nå, det skulle gås væk!

Morgenmaden på Shemara var i en klasse for sig. Et fint menukort med forskellige muligheder og vi lagde blødt ud. For mit vedkommende var det vist mest hovedpinen, der holdt mig fra at bestille en engelsk morgenmad. Så det blev til en toast med scrambled æg og varm laks ovenpå. Det smagte super!

Ved 9-tiden var vi klar til at indtage Cat Bells. Vejret var forbavsende flot, når vi tænkte på, at vejrudsigten for netop i dag havde meldt om regnvejr. Vi gik ned til båden, for at blive sejlet over til Hawes End. På søen Derwent Water sejler der både rundt og om morgenen er der en speciel tur, der sejler næsten tværs over søen til Hawes End. Det er en speciel Walkers Special tur. Dem, der er med på den tur, skal med garanti alle op på Cat Bells. Lige inden vi sejlede, var der en flok svømmere, der satte i gang til en større tur på søen. Det kunne godt se ud som om, de skulle svømme søen rundt. Marie mente, at hun kunne se dem flere gange på vej rundt.

Fra landgangsstedet Hawes End gik det stille og roligt opad mod selve bjerget Cat Bells ? eller rettere sagt bjergene, for det er flere bjerge, der ligger på række ned langs søen Derwent Water. Snart tårnede Cat Bells sig op foran os. Man er ikke i tvivl om, hvor bjergkæden starter. Så vi slog bjerggearet til og tøffede opad. Sammen med en farlig masse mennesker. Jeg måtte sige til de andre, at jeg havde godt nok fortalt, at man kunne gå rundt i bjergene i Lake District en hel dag og føle, at man har bjergene for sig selv. Det gjaldt bare ikke i dag!

Efter en pæn gang oksen og flere pauser, nåede vi op på første bjerg. Bjerget er ikke så bredt, så der er flot udsigt til både Derwent Water og landskabet i dalen på den modtsatte side (Lowlands). Fantastisk flot. Heldigvis var de andre enige. Ellers var det også træls, at jeg havde hevet dem med herover :D)

Vi fortsatte lidt nedad, for at bestige den højeste del af Cat Bells. Et par steder skulle der klatres lidt, for at komme opad. Men alle klarede det uden problemer og på toppen af Cat Bells havde vi stadig en flot udsigt til 3 sider - Keswick mod nord for enden af Derwent Water. Det blæste en del på toppen men vejret var stadig super. Vi indtog lidt af vores frokost og fik en kop kaffe, før vi fortsatte nedad igen.

I næste dal drejede vi til venstre ned mod sydenden af søen og med retning mod den lille by Grange, hvor vi gjorde stop ved en lille cafe, for at få en kop kaffe, kage og en is ? alt efter, hvad man havde lyst til.

Så var vi klar til dagens sidste etape. Alle var ved frisk mod, så vores ferie var godt begyndt. Dagens sidste udfordring var Castle Crag. En lille bjergtop på 290 meter. Det lyder ikke af så meget, men det går stejlt opad og det er næsten en stak skifersten, man går på. Vi oksede opad og bjerget trak tænder ud på os alle. Præmien for at nå derop var en enestående flot udsigt ned over Borrowdale og Rosthwaite.

På toppen af Castle Crag kunne vi konstatere, hvor hurtigt vejret skifter. Vi kunne se tunge regnskyer komme væltende ind over bjergene syd for os og vi nåede lige at komme ned fra den del af Castle Crag, der er selve dyngen af skifer, da det begyndte at regne. Ikke vildt og inderligt men stille og roligt. Og nok til, at det var klogt at have sit regntøj på.

Forsigtigt begav vi os ned mod Rosthwaite, hvor vi gjorde os store anstrengelser for IKKE at nå bussen til Keswick, for vi skulle på pubben i Rostwaite og have en kop øl. De kunne godt få skruet op for køleskabet i baren, for deres øl var meget lunken. Så bliver det en fesen omgang, når det i forvejen er øl uden så meget kulsyre, som vi er vant til. Nå, det gled ned og vi gik tilbage til busstoppestedet, hvor vi faldt i snak med 3 englændere, mens vi ventede på en godt forsinket bus. Vi endte med at tage en bus fra Buttermere. Den var godt fyldt op af vandrere. Vinduerne var duggede, så vi kunne ikke se meget, da vi kørte tilbage gennem Grange og venstre om Derwent Water til byen Portingsgale og ind til Keswick.

Det regnede stadig, da vi gik tilbage til Shemara, for at klæde om. Vi havde kalkuleret med lidt tid til at slappe af, men det var blevet slugt af den forsinkede bus, så det blev kun til et bad og så af sted igen. Vi havde en aftale med vores venner Jørn og Annette, der også er på vandring i Lake District.

Vi mødtes på The George Hotel til en omgang god engelsk mad og Snecklifter - en anden af vores favoritøl, når vi er i Lake District. Snakken gik lystigt over bordet mens vi nød vores mad. Marie og jeg fik en omgang cumberland sausage. Den smagte ikke helt så godt, som sidste gang. Til gengæld smagte Snecklifteren bedre end jeg huskede!

Vi sendte Gitte og Hans hjem og gik på pubben, for at få en Old Peculier. Der var mange mennesker men vi fik hurtigt møvet os ind på et lille rund bord, hvor vi kunne sidde. Her blev det hurtigt kaldt til ?Last order at the bar?, så de lukkede tidligt ? selv på en fredag. Det var nu ikke noget problem, for vi var trætte. Jørn og Annette havde gået 33 km. Denne dag, så jeg forstod godt, hvis de var trætte. Jørn havde fået bøvl med et knæ, så det var måske nogle trælse dage, de havde foran sig. Det håbede vi ikke, for man kommer ikke meget rundt i bjergene, hvis benene ikke kan følge med.

Godt trætte nåede vi tilbage til Shemara og vi sov som sten til godt ud på natten, hvor vi vågnede ved, at himlen var pæn rød af solens stråler.