Sydamerika - tirsdag den 07. februar 2012
Arequipa - Arica i Chile
Et minut før kl. 5 stod jeg op. Så undgik jeg også at høre på alarmen fra mobiltelefonen...
Efter et hurtigt bad, var vi klar til morgenmaden. Det var restauranten knap nok, men de skulle heller ikke lukke op før kl. 6. Vi listede os til at tage lidt, efterhånden som det kom ind på buffet'en, så vi fik nok, til vi kunne klare os.
Ved 6-tiden holdt en af de obligatoriske busser udenfor og vi blev kørt til busstationen i Arequipa. Igen af en chauffør og en engelsktalende guide. Og igen ville de gerne høre, om vi havde været tilfredse med ferien indtil nu. Vi kunne ikke klage på nogen måde.
På busstationen sørgede vores guide for, at vi fik afleveret vores bagage og fik de nødvendige papirer, så vi var klar til at gå ombord i en ordinær bus mod den Peruvianske/Chilenske grænse. Da han kunne se, at vi sad i venteafdelingen til bussen, var han åbenbart tilfreds og forlod os igen.
Da de første gik ombord i bussen var vi på jagt. Det var en dobbeltdækker og vi ville jo gerne have de gode pladser forrest på 1. Sal. Det fik vi også i første omgang men det viste sig hurtigt, at der var faste pladser og vi skulle slet ikke være ovenpå. Skuffelsen forsvandt dog hurtigt, da det gik op for os, at pladserne nedenunder var luksussæder med ekstra god plads til benene og brede stole.
Vi satte os godt til rette og nød hurtigt komforten i de godt affjedrede busser. Det var næsten som at flyve! Efter lidt langsom kørsel ud af Arequipa pga. Morgentrafikken, gik det snart op i bjergene. Vejret var gråt til morgen men det var stadig en flot oplevelse, at køre bjergkørsel. Klimaet ændrede sig hurtigt og vi kørte i ørken de næste mange timer.
Efter en times kørsel, blev der serveret en bolle med skinke, en småkage og en kop kaffe. Ikke så ringe.
Landskabet blev efterhånden fladt og ensformig, så jeg tog min computer frem og begyndte at sortere lidt i billederne. Jeg begyndte at frygte, at vi ville få pladsproblemer på maskinen... Marie blev vist underholdt af de film, som blev sendt i bussen. Hun sad så tilpas i forhold til en af de skærme, som var på vores luksuspladser. Der var faktisk kun 12 pladser nedenunder.
Da vi havde kørt adskillige timer, blev vi alle bedt om at forlade bussen og tage vores håndbagage med. Det viste sig, at vi alle skulle tjekkes for, om vi havde frugt med i bagagen. Det så ud til, at de var bange for frugtfluer. Men de tjekkede ikke vores store rygsække, så man kan diskutere, om det var noget værd med sådan en kontrol...
Resten af turen foregik gennem ørkenlandskab. Det var efterhånden lidt enformig at se på, så jeg fandt computeren frem og begyndte at sortere lidt i billederne, for jeg havde regnet mig frem til, at jeg ville få pladsproblemer, hvis jeg fortsatte med at tage så mange billeder og især video, som jeg hidtil havde gjort.
Så nåede vi Tacna. Her var der varmt. Vel en 25 - 30 grader og solen skinnede fra en let skyet himmel. Vi nåede at komme til at koge, ved at stå og vente på vores bagage ved bussens varme bagdel. Så begav vi os mod udgangen af busstationen og ganske som forventet, var der en del, der gerne ville sørge for, at bringe os til Arica i Chile. Men vi havde andre planer, for Bach Tours skulle jo selv stå for, at komme over grænsen. Og det skulle ske med et fint gammel tog, der kørte gennem ørkenen over grænsen til Chile og Arica. Så skulle det stoppe på en banegård i Arica, så vi kunne gå næsten lige over vejen, og tjekke ind på vores hotel i Chile.
Sådan gik det selvfølgelig ikke. Ganske vist fandt vi frem til banegården ud fra et satelitfoto, så det startede godt nok. Vi oksede de halvanden kilometer og nåede frem til en port, hvor vi kunne se toget holde på skinnerne. Men vi måtte ikke komme ind. Vagten kunne ikke andet end spansk men vi forstod, at vi skulle gå ned til enden af gaden og rundt om hjørnet, for at komme ind på stationen. Det gjorde vi. Det var varmt og vi slæbte på bagagen. Men vi fandt frem til porten, hvor toget kører ud gennem og ud på vejen mod Arica. Her var ikke en sjæl og se, så det kunne ikke være der, så vi fortsatte rundt om næste hjørne, for at se, om vi kunne finde hovedindgangen til banegården. Hele vejen ned langs skinnerne (vel næsten en kilometer), for at dreje om hjørnet igen. Stadig ingen indgang at se. Nu var vi tilbage ved det sted, hvor vi havde gået en gang.
Frustrerende fortsatte vi ned ad gaden en gang til og vi nåede til den port, hvor vi tidligere havde talt med en vagt. Nå, nu måtte han da hjælpe os ind. Han kunne se, at vi slæbte på vores bagage og det var varmt. Men nej, der var ingen pardon. En masse spanske gloser, som vi ikke lige forstod noget af, men han vinkede os fortsat videre ned ad gaden og til højre.
Igen stod vi foran porten, hvor toget kørte ud på vejen. Denne gang kom en ældre herre og lukkede døren op, gav hånd og lukkede os ind. Pyha, tænkte jeg, nu var der styr på tingene. Men nej, det var der ikke, for da det gik op for ham, at vi ville med toget til Arica, slog han ud med armene og sagde "manana" og gav tegn til, at toget først kørte dagen efter om morgenen. Det stemte overhovedet ikke med det, jeg havde fundet ud af på nettet og via mail med en hjælpsom fyr fra Arica. Men der var ikke noget at gøre, for den venlige herre ville kun vise os et museum på banegården og ikke sælge billetter til toget.
Vi blev lodset ud igen og måtte gå derfra noget slukøret. Marie pegede på et spisested i nærheden. Sulten havde efterhånden sat ind, for vi havde faktisk ikke fået et anstændigt måltid mad, siden vi forlod den argentinske restaurant i Arequipa for 24 timer siden...
Det var et simpelt spisested, hvor vi kunne regne os frem til, at vi havde peruvianske soles nok, til at kunne spise. De forstod ikke engelsk men med fingersprog og gode talegaver, nåede vi frem til, at en burger og en cola, kunne det med sikkerhed blive til. Åh, lad det være en kold cola, tænkte jeg. Men nej, hun fiskede et par colaer ned fra hylden i lokalet. Så blev det ikke en kold sodavand denne gang.
Burgeren smagte fint og vi havde fået lidt energi tilbage. Tog en taxa tilbage til rutebilstationen, for nu måtte Bach Tours plan B sættes i værk. Der kører nemlig almindelige biler med turister og andet godtfolk mellem Tacna (Peru) og Arica (Chile), så snart der er folk nok. Sådan en måtte vi med...
Chaufføren satte os af og var tilfreds med de 4 soles (9 kr.) jeg gav ham. Vi begav os ind i den myretue, som den lokale busstation var. Ret hurtigt blev vi overfaldet af en mand, der gerne ville sælge os en tur til Chile. Vi nåede frem til, at det skulle koste 25 amerikanske dollars. Det var vel OK, for en tur på 65 km. For den pris havde vi bilen for os selv. Efter lidt forvirring og renden frem og tilbage, for at få brugt de sidste peruvianske soles, var manden pludselig væk og vi måtte starte forfra, for at finde egnet transport til Chile.
Vi endte udenfor stationen, hvor der var et skilt, der viste, at det kostede 20 soles (ca. 42 kr.) pr. passager, for at komme med en collectivo bil. Det var noget billigere end vi havde fået bud på men så skulle vi også være 6 mand i bilen inkl. chauffør. Nu var problemet så, at vi kun kunne betale med Soles og Marie havde lige kæmpet med, at få brugt de sidste. Nu måtte hun veksle til nogle flere, så vi kunne betale for turen...
Endelig sad vi i en almindelig personbil, godt stuvet sammen med andre folk, som lignede nogen, der havde været på indkøbstur i Peru, for bl.a. at købe toiletpapir...
Vi kørte nogle få meter og stoppede så. Væk var chaufføren og vi undrede os over, hvad der skete, mens vi sad i en varm bil. Det viste sig, at han havde været inde og udfylde nogle papirer til os, så vi kunne komme over grænsen.
SÅ gik det derudad. Ret hurtigt forlod vi Tacna og satte kursen ud i ørkenen på en lang lige vej med nogle små sving. Efter ca. 40 km., var vi nået til grænsen. Alle mand ud og få styr på papirerne. Ind i bilen igen og et par kilometer alle mand ud. Nu skulle bilen tømmes og alt bagagen undersøges. Det gik forholdsvis smertefrit begge steder og så satte vi kursen mod Arica, hvor vi blev sat af på busstationen.
Bach Tours havde ikke lige styr på, hvor hotellet lå, for det var jo meningen, at toget skulle holde lige over for hotellet. Men en venlig chilener gelejdede os ind i en taxa, der ret hurtigt fik os frem til hotellet La Pasa Resort.
Mens vi tjekkede ind, undrede vi os over, hvad det var, der lød som gryntende grise. Det viste sig at være store fugle, der sad i træerne omkring hotellet.
Vi kogte stadig, selv om urene skulle sættes 2 timer frem til kl. 19:30. Marie havde spottet, at der var swimmingpool og vi var lynhurtige til at skifte om til badetøj og hoppe i pølen. Det var rigtig dejlig, selv om det ikke var den reneste swimmingpool, vi har oplevet.
Det var lidt mærkeligt at tænke på, at der var mere end 40 graders forskel på Danmark og Arica på dette tidspunkt. Vi kunne godt unde, at nogen derhjemme kunne få glæde af den varme, som vi havde her.
Efter en hurtig badetur, fik vi skyllet os og taget tøj på igen. Så var vi klar til at nyde den velkomstdrink, som hotellet ville give. Mens den fordampede, studerede vi inderlidt menukortet til restauranten. Det var kun på spansk, så vi måtte gætte os lidt frem. Vi blev enige om at prøve en gang Cæsar Salat. Så kunne vi altid se, om der var plads til mere.
Det var der ikke - ud over en kop kaffe. Det var blevet mørkt og de "flyvende grise" var næsten faldet til ro. Retur på værelset, hvor klokken var blevet 22. Marie faldt hurtigt i søvn med brillerne på. Jeg fik ordnet dagbog og sendt en hilsen til Danmark, inden jeg kravlede i seng ved 23:30 tiden.
Det blev slutning på dagen, hvor vi for alvor stiftede bekendtskab med varmen. I morgen skal vi med en flyver lige over middag til Santiago de Chile, hovedstaden i det lange smalle land. Her skulle vi gerne møde på Gitte og Hans, hvis ellers de kan komme ud af Danmark og England på grund af snevejr. De har i øvrigt en lang flyvning foran sig. Først fra København til London, videre fra London til Madrid og direkte derfra til Santiago.
