Sydamerika - mandag den 20. februar 2012


Colonia - Iguazu i Argentina

Tilbage

Det havde været en forholdsvis rolig nat. Forholdsvis fordi der var trafik tæt på vores værelse og ifølge Hans var der også blevet skudt noget fyrværkeri af efter midnat. Det havde vi dog ikke hørt...

Vi følte os friske og spiste morgenmad, mens Marie havde travlt med at fotografere fuglene udenfor. Hun syntes, at de lignede papegøjer.

Kl. 10:15 blev vi afhentet af den samme chauffør, som havde kørt os til hotel Plaza de Mayo et par dage tidligere. Han ville vide, om vi synes om Colonia og det kunne vi bekræfte. Det var virkelig en hyggelig by og især den historiske bydel var et interessant bekendtskab.

Vi blev sat af ved færgeterminalen, der så meget ny og moderne ud. Her blev vores bagage tjekket ind og vi satte os til at vente i den store hal. Efter lidt tid besluttede vi, at gå videre ind i afgangshallen, for at få ordnet diverse formaliteter i forbindelse med, at vi atter skulle krydse en landegrænse. Mens vi ventede, tjekkede vi hvornår vi skulle flyve fra Buenos Aires. Det var først kl. 19:05. Det betød, at vi skulle vente i ca. 7 timer i lufthavnen!

Efter lidt ventetid, blev det tid at gå ombord i den store katamaranfærge, der mindede om noget fra en fremtidsfilm. Vi havde plads på "turist" klasse, så der blev ikke serveret champagne denne gang.

Turen til Buenos Aires gik hurtigt med den hurtige båd. Inden vi havde set os om, var vi på vej ind i havnen. Her gik det hurtigt med at komme fra borde. Der var sikkert ikke helt så mange med, som da vi sejlede til Colonia.

Der stod atter en chauffør og ville køre med en Axel, så ham nappede vi og han kørte os til lufthavnen. Han havde slemt travlt med at snakke i telefon og radio, så ham fik vi ikke talt med. Han lodsede os af ved indgangen til indenrigslufthavnen og så var han væk igen.

Vores først opgave blev at undersøge, om vi kunne booke vores fly om, så vi ikke behøvede at vente så længe i lufthavnen. Det kunne godt lade sig gøre men det ville koste 50 amerikanske dollars pr. mand. Så kunne vi komme med et fly ved 16-tiden. Det var vi ikke indstillet på at betale så mange penge for, så vi stillede os i stedet over i køen, for at få tjekket vores bagage ind. Så skulle vi i det mindste ikke bruge kræfter på, at slæbe rundt på det.

Vi gik op i afgangshallen og fandt et stort område med borde og stole. Her lavede vi en "base", hvor vi kunne læse, arbejde med computer, snakke, løse soduko og spise/drikke. Det gik fint, selv om vi sad lidt med en følelse af, at denne dag var meget spildt. Det var jo ikke noget ved, at tilbringe det meste af en dag i en lufthavn!

Vi forlod Buenos Aires ved 19-tiden i et lille fly med 2 gange 2 sæder på hver række. Flyet var en model, som jeg ikke havde fløjet i før men det var moderne og der var små skærme ved hver plads. Her lykkedes det mig at se et par afsnit af Simpsons. Vældig underholdende...

Mens det blev mørkt, var der en del lyn omkring os og det varede ved til efter vi var landet i Iguazu. Lige inden piloten satte landingshjulene hårdt ned på landingsbanen, så jeg et ordentligt lyn tæt på. Gitte og Hans sagde, at der havde været mange lyn og de var glade for, at vi var kommet godt ned igen. Nu er der også det ved det, at et lille fly er noget mere levende i forhold til et stort.

Bagagen blev hentet. Det tog noget tid, før den kom ind. Udenfor ventede atter en chauffør og en guide på os. Guiden forklarede på turen til hotellet, at vejret med mange lyn havde stået på i længere tid hver aften. Men det resulterede ikke i regn og de begyndte at savne regnvejr i området.

Vi blev kørt ud i en mørk, mørk skov og der var ikke lys at se nogen steder. Pludselig dukkede der alligevel lidt lys frem og dermed vores hotel La Canterra. Vi aftalte, at der var afgang mod Iguazu vandfaldene den næste morgen kl. 7:30. Så kunne vi være i nationalparken, når den åbnede, for guiden forventede mange mennesker, idet mandag var en ekstra fridag på den brasilianske side.

Vi blev fulgt op til vores værelser. Det foregik via nogle gangstier med malede brædder på. Værelserne var fine med god plads, en stor seng og et badeværelse med jacuzzi badekar. Udenfor vores værelse var en altan med insektstof hele vejen rundt - og en hængekøje!

Hotellets gæster var i gang med en omgang grill aften og vi kunne godt nå at være med. Så vi skyndte os at returnere til restauranten, hvor vi blev båset indenfor ved et hastigt tilvejebragt bord. Alle øvrige gæster sad udenfor.

Maden blev serveret. 3 retter, hvor hovedretten var parilla. Det bestod af en masse forskellig kød og indmad, serveret i et stort varmt "fad". Maden bar måske lidt præg af, at vi var kommet senere end alle andre. Tilbehøret var koldt (kartofler) og det var absolut ikke de bedste stykker kød, der blev serveret. Men OK, vi blev mætte - og det var det vigtigste. Og den argentinske rødvin smagte super!

Vi var trætte og kravlede hurtigt til køjs. I morgen skulle vi opleve en af turens helt store højdepunkter.

1
2
3
4
5