Sydamerika - torsdag den 23. februar 2012
Iguazu - Buenos Aires
Blev vækket kl. 6:30 af nogle unge piger, der åbenbart synes, at hele vores hotelafsnit skulle vide, at de var stået tidligt op. Så kunne jeg lige så godt gøre det samme og få styr på min dagbog!
Vi havde god tid til morgenmaden og pakningen af rygsækkene var jo ren rutine. Det klarede Marie :D)
Så ved 10-tiden var vi klar til at forlade værelset. Så var der 3 kvarter til at få taget de sidste billeder af hotellet og området langt ude i skoven, inden vi blev afhentet af vores 2 kumpaner.
I lufthavnen lykkedes det at få vekslet penge, så vores guide kunne få 300 pesos fra hver person for bådturen på Iguazu floden. Det svarer til ca. 400 kroner og det kan ses som mange penge men det var også en fed tur...
Det var i øvrigt atter en sjov oplevelse, at hæve penge i automaten. Hans klarede sin hævning uden problemer og da jeg skulle til, ville jeg gerne tage et billede af et af skærmbillederne på automaten. Men det tog åbenbart for lang tid, for så svarede automaten pludselig ikke mere. Vi trykkede og trykkede og pludselig skiftede den skærmbillede, så vi kunne se, at der var gået en transaktion igennem uden vi havde bestilt pengebeløb eller lignende. 50 pesos blev der udbetalt. Det vil sige, at automaten gemmer tastetrykkene, så man ikke aner, hvad man svarer på. Så jeg hævede lige 50 pesos - godt 60 kr. Og det kostede mig sikkert 30-50 kroner. Surt show!
Jeg måtte i gang med en 2. hævning, så vi fik penge nok til vores guide. Jeg blev enig med mig selv om at foreslå Sydbank at etablere sig i Sydamerika, for der var vist hårdt brug for banker, der kunne levere ordentlig IT :D)
Så startede cirkusset ellers!
Marie og Gitte stod i indtjekningskøen, mens vi hævede penge og de havde ikke flyttet sig, mens vi stod i kø ved pengeautomaten. Vi stod måske en lille halv time, da køen endelig kom i gang. Så gik det stille og roligt med at få tjekket folk ind og vi nåede hen, så vi var blandt de 10 næste, der skulle tjekke ind. Så gik alt i stå igen.
Der var ingen, der informerede om årsagen. Personalet forlod indtjekningsskrankerne og lod folk stå og vente. Vi ventede i en times tid, før der begyndte at ske noget igen. Det var rigtig godt træls at stå - uden at få nogen form for information om, hvad der var galt og hvorfor der ikke blev tjekket ind.
Så forlød det, at en server var gået ned og man ventede på, at få den op at køre igen. Endelig begyndte der at ske noget og personalet vendte retur, for at informere om, at man ville begynde at tjekke ind manuelt. Måske skulle Bankdata overveje at etablere sig i Sydamerika, så de kunne få noget ordentligt IT her...
Da endelig personalet havde fået styr på procedurerne, begyndte indtjekningen at glide igen. Vi fik besked på, at der ikke blev tildelt pladser i flyet, så vi skulle bare finde en plads. Det kendte vi jo til fra Ryanair, så det handlede om at komme forholdsvis hurtigt ud i flyet.
Så da vi nåede op i afgangshallen, stillede vi os troligt i en kø ved udgangen, så vi var nogenlunde sikre på at få en god plads. Personalet tjekkede atter vores boardingkort og vi blev placeret i 2 køer. Det gik ikke helt op for os, hvad årsagen dertil var, men det viste sig, at vores kø var dem, der havde "free seat" og den anden kø var med dem, der nåede at tjekke ind, før systemerne brød ned. De havde altså fået tildelt en plads.
Så da de lukkede folk ud i flyet, blev de, der havde en fast plads, sendt derud først. Så blev det vores tur og vi gik stille og roligt ud i flyet. Her fandt vi en plads på række 7-8 stykker og det var fint. Men lidt efter dukkede der en person op, der havde booket den midterste række.
Så vi blev pænt bedt om at flytte os og så var tålmodigheden ved at være slut. Vi stod troligt i kø, for at være sikker på at få en fornuftig plads i flyet og man kaldte det "free seating". Så kunne man ikke flytte sådan rundt på folk. Jeg var sur og det blev ikke bedre af, at Gitte og Hans, der var kommet ud til flyet før os kom ud for samme hændelse.
Vi flytte nogle rækker længere ned i flyet og jeg bestemte mig for, at jeg nægtede at flytte mig, hvis der kom nogen og ville have vores pladser en gang til. Jeg var dælme sur! Det hjalp jo nok på det, at vi havde stået i kø længe og ikke havde fået vådt eller tørt siden morgenmaden. Klokken var nu blevet over 1.
Med næsten en times forsinkelse fløj vi mod Buenos Aires og irritationen lettede snart lige så hurtigt som skyvejret over Iguazu området. Efter næsten et par timers flyvning landede vi i Buenos Aires i flot solskinsvejr. Her brillierede de med at sende kufferterne til et andet bagagebånd, end hvad skærmene viste. Det var der en del passagerer der brokkede sig højlydt over.
Men vores chauffør stod klar og snart var vi på vej ind mod vores hotel Tribeca. Undervejs fortalte chaufføren lidt om nogle af de steder, vi allerede havde set. Han fortalte også, at der skulle være stor karneval i byen den kommende weekend. Jeg tænkte kort, at det var en kedelig baggrund at feste på, når der var sket en togulykke i byen og 50 mennesker var blevet dræbt.
Det gik hurtigt med at få tjekket ind. De skulle åbenbart ikke se pas eller have udfyldt nogle papirer. Vi fik bare vores nøgler og den opbevarede bagage. På rekordtid havde vi pakket ud og Marie strøg ned til købmanden, for at proviantere lidt. Hun kom tilbage med en rigtig god øl fra Patagonien, en skimmelost og et godt stykke flutes. Det gav pluspoint på kontoen!
Vi delte øllet med Gitte og Hans og aftalte, at aftenen var til fri afbenyttelse. Marie og jeg ville forsøge at spise på en peruviansk/orientalsk restaurant i Palermo distriktet og mens Marie blev smukkeseret, forsøgte jeg at finde ud af, hvor den skrækkelige togulykke i Buenos Aires var sket. Der er nemlig mange banegårde i byen. Mest for at sikre, at vi ikke lige havde planer om at tage undergrundsbanen dertil...
Vi gjorde os færdige og drog med undergrundsbanen mod Palermo området. Det var myldretid, klokken var omkring 19:30 og det blev næsten mørkt, mens vi kørte den korte tur med toget.
Det lykkedes at finde frem til spisestedet Osaka, der lå i et lidt gråt kvarter. Udefra synede det heller ikke af noget særligt men så snart døren gik op, kunne vi se, at det så spændende ud. Et par unge damer, hvoraf den ene havde japansk opsat frisure, tog i mod os og vi blev vist hen til bordet. Her fik vi straks besked på, at restauranten ikke tog kreditkort. Det var en stor streg i regningen, for vi havde med stor sandsynlighed ikke kontanter nok. Vi bad om at se menukortet, så vi kunne vurdere situationen og mens vi sad og tyggede lidt på det, kom der en tjener og lovede os, at de godt ville tage Mastercard alligevel. Så kunne vi gå ombord i maden!
En tjener prøvede at guide os igennem det noget specielle menukort. Han anbefalede os at prøve en Ceviche med små forskellige retter i. Så kunne vi vurdere, hvilken retning en hovedret skulle bestilles fra. Efter lidt famlen valgte vi at bestille 2 cevicher med rå fisk. Den første var en classic, bestående af rå fisk marineret i bl.a. masser af lime. Dertil ristede nødder og friturestegte, ultratynde kartoffelstrimler. Det smagte fantastisk godt. Vi havde bestilt 2 mørke øl til maden og de var lige så søde, som de andre stout-øl, vi havde fået i Sydamerika. Men de kom til at stå rigtig godt til denne limesmag. Den anden cevich var en Indo. Igen små stykker rå fisk marineret i karry med mango og stegte forårsløg. Det smagte rigtig godt og konceptet, hvor man få en stor tallerken ind, som man spiser af (med pinde), var super. En god oplevelse.
Vi vovede os ud i et par hovedretter. Jeg fik en wokret med store stykker mørbrad bøffer ovenpå. Flot stegt og det smagte super. Under bøfferne var der ris og grøntsager, vendt i bl.a. soja. Marie fik serveret 6 kæmperejer i 6 skeer. Det så lidt frækt ud.
Hele konceptet i restauranten var godt gennemført og vi var glade for, at vi kørte herud. www.osaka.com.pe
Så gik det atter tilbage mod undergrundsbanen Palermo. Vi nåede åbenbart med et af de sidste tog, for vi skulle ikke betale, for at køre turen og da vi kom frem til vores station, var de ved at lukke ned. Så vi var lidt heldige, at vi nåede hjem. Klokken var kun ved at være 23, så det virkede lidt mærkeligt, at de lukkede for undergrundsbanen...
Vi listede hjem i seng, for vi skulle jo være friske til dagen efter. Her havde vi nemlig en stor fødselsdag at fejre.
