Skotland og England - tirsdag den 19. juni - tirsdag den 03. juli 2012

Prolog

Tilbage

Så skete det igen, at Jan spurgte Jørn og mig, om vi ville med ham på vandretur i England. Det var mest ment som en spøg, har han efterfølgende afsløret overfor mig - men jeg tog ham på ordet og sagde JATAK. Hvornår får man ellers chancen for at få en planlagt ferie serveret for fødderne?

Turen skulle gå til Skotland, hvor Jan havde planlagt at gå i Cairngorms National Park. Han ville følge en rute, som han havde læst om og turen ville indebære, at vi skulle have mad med til 3-4 dage af gangen. Dertil selvfølgelig telt, soveposer o.l.

Så det var klogt at få investeret i noget ordentligt udstyr. Det må man jo ikke gå ned på! Så der blev købt ind, så Marie var ved at være helt skaldet af at rykke sig i håret, hver gang hun så et kontoudtog fra banken...

Vi listede af den 19. august, hvor Lasse kørte os til Billund. Og det var ved at gå helt galt. Ikke fordi Lasse ikke kan køre bil. Men vi valgte en vej til Billund, som skulle vise sig at blive skæbnesvanger. Vi kørte til Kolding og lod skiltene vise os vej mod Billund. Skiltene fortalte bare ikke, at der var gang i et større vejarbejde omkring Vingsted centret, så vi holdt i kø i ca. 45 minutter. Prøv lige at spørge, hvordan stemningen var i bilen, hvor Jan og jeg skiftevis opgav ævret.

Vi kom endelig fri af vejarbejdet og Lasse opførte sig pænt, men sørgede for, at vi nåede frem til Billund Lufthavn på slaget 10, hvor gaten til vores fly ville blive lukket. Jan styrtede ind i ankomsthallen og lod sig ikke anfægte af den lange kø, der var ved Ryanairs indtjekningsskranke. Hen foran dem alle sammen og spurgte resolut, om vores gate var lukket. Det var den, men hun ville da gerne tjekke en ekstra gang. Lang ventetid... "Hvis I kan få bagagen igennem sikkerhedstjekket, så kan I måske nå det" blev beskeden.

Det skulle ikke siges 2 gange. Vi styrtede mod sikkerhedskontrollen uden at tænke på, hvad vi havde i vores rygsække. Indholdet kunne nok få flere alarmklokker til at ringe med knive, spader, teltpæle, pløkker - for ikke at glemme vores små flasker med whisky... Det hele blev rodet igennem og Jan måtte slippe en lommekniv. Men vi slap igennem (med whisky) og så gik det ellers i fuldt firspring mod gaten. Her stod et par "venlige" Ryanair ansatte klar til at tage sig godt betalt, fordi vi havde tjekket for sent ind - og selv slæbt vores bagage helt ud til flyet.

Det kostede lige 50 pund ekstra per mand men vi var ligeglade, for alternativet havde været, at vi først kunne komme afsted et par dage senere - hvis der altså var plads på flyet dér.

Lettere opstemte gav vi Lasse besked om, at han godt måtte køre hjem. Vi steg ombord og ofrede gladeligt over 30 kroner på en lunken Heineken dåseøl. Turen var i gang!

Læs mere om turen, ved at klikke på billederne under de enkelte dage nedenfor. God fornøjelse!



tirsdag den 19. juni 2012
Fra Dunkeld til Loch Ordie

 

onsdag den 20. juni 2012
Fra Loch Ordie til Ashintully Castle

 

torsdag den 21. juni 2012
Fra Ashintully Castle til FInlet Burn

 

fredag den 22. juni 2012
Fra Finlet Burn til River Clova

 

lørdag den 23. juni 2012
Fra River Clova til Ballater

 

søndag den 24. juni 2012
Afslapning i Ballater

 

mandag den 25. juni 2012
Craigendarroch

 

tirsdag den 26. juni 2012
Fra Ballater til Aboyne

 

onsdag den 27. juni 2012
Fra Aboyne til Northallerton (i Nordengland)

 

torsdag den 28. juni 2012
Theakston Brewery (home of Old Peculier)

 

fredag den 29. juni 2012
Fra Northallerton til Whitby

 

lørdag den 30. juni 2012
Med veterantog til Aidensfield

 

søndag den 1. juli 2012
Vandretur til Robin Hoods Bay

 

mandag den 2. juli 2012
Fra Whitby til Edinburgh (i Skotland)

 

tirsdag den 3. juli 2012
Going home!