Australien - torsdag den 10. januar 2013


Afslapning i Scarborough

Tilbage

Vi vågnede forholdsvis tidligt, men vi havde aftalt, at det var forbudt at stå op før kl. 7:30, så det blev lidt tid til at få styr på kamera og dagbog – samt at læse lidt i J.K. Rowlings nye bog for voksne.

Vi nåede hen til kl. 10:30, før morgenmaden var klar. De 4 piger forkælede mig med en omgang pandekager, friske frugter og IS! Det var lige en morgenmad, der var til at forstå i varmen. På DR’s hjemmeside kunne jeg læse, at Australien sætter varmerekord i disse dage og fra næste uge ville man nå op over 50 grader. Det er godt, at vi er taget til New Zealand til den tid ☺

Dagen blev en rigtig afslapningsdag hjemme hos Annette og Jens Erik. De bor jo i et rigtig dejligt hus tæt på en bådehavn og (ifølge Annette) Brisbanes absolut bedste fiskerestaurant. Tiden gik med at læse en god bog (med fødderne i poolen) besvare mails hjemmefra. Frosten var åbenbart på vej tilbage til Danmark, så mange af vores venner sukkede efter lidt af den sol, som vi havde her i Brisbane i rigelige mængder. Samtidig kunne vi orientere os om de store skovbrande, som hærger Australien netop nu – og på Fredericia hjemmefronten om det cirkus, der foregår omrking byens borgmester.

Hen på eftermiddagen kørte Marie og jeg Julie til svømning, handlede ind til aftensmad og retur til huset, for at lave en omgang svinekød i sur/sød sauce. Marie hentede Julie igen, så Marie var ved at have godt styr på at køre i den modsatte side af vejen… Men pigerne havde åbenbart ikke styr på at holde øje med, at der var benzin på bilen, for de ringede hjem og brokkede sig over, at de var løbet tør…

Aftensmaden blev færdig. Det lykkedes at lave en mere tidssvarende version af opskriften, hvor kødet ikke skal friturekoges. Det smagte fint og der blev næsten spist op ☺

Jeg var ikke træt på samme måde, som de foregående dage, så mon ikke mit indre ur var ved at være indstillet korrekt til lokal tid? Alligevel valgte jeg at kravle i seng lidt før 22 – og atter efterlod jeg Annette og Marie i deres eget selskab. Jeg havde indtryk af, at de sad et par timer igen, så mon ikke verdenssituationen blev vendt et par gange?

1
2