New Zealand - tirsdag den 15. januar 2013

Coromandel halvøen (Cathedral Cave, vinsmagninger og Hot Water Beach)

Tilbage

Vejret var stadig ikke helt perfekt. Overskyet men også med lidt sol. Mens vi spiste morgenmad udenfor, klarede det lidt op over bjergene bag Coromandel, så måske ville det blive en vejrmæssig fin dag.

Vi pakkede sammen og lod GPS’en sende os mod Hahei. Marie havde en plan om, at vi skulle køre mod øst til byen Whitianga men GPS’en valgte en mere direkte rute mod Hahei. Den gik op i bjergene og vi kørte en hel del kilometre på grusvej ad snoede veje, hvor farten ikke sneg sig op på mere end 30-40 km./t. Så dagens lærdom blev, at vi lige skal tjekke GPS’ens rute, når den har beregnet ruten.

Vi nåede frem til Hahei, hvor der lige udenfor er en stor grotte – et hul i klipperne. Vandreturen ned til grotten (Cathedral Cove), tog en halv time og stien var let fremkommelig og godt besøgt. Meget afvekslende natur, så det var en rigtig flot tur. Grotten var bestemt et besøg værd. Mens vi var der, kom der en kraftig regnbyge ind over, så det var med at få regnfrakken på i en fart.

Nu havde GPS’en jo snydt os lidt, så Marie ændrede lidt på planerne og vi kørte tilbage mod Whitianga by. På vejen gjorde vi holdt ved et lille vinhus, hvor der stod en overfrisk englænder og havde travlt med at konstatere, at vi ikke ville kunne lide deres vine. Til gengæld burde vi kunne lide alle de specielle ting, som de lavede. Det var et sjovt lille sted og vi endte med at købe en halv flaske rom og en halv flaske portvin af deres produktion. Det vinder nok ingen priser, men hva pokker.

Frokosten blev til en pizza i ”vingårdens” ”restaurant”. Den var der nu ikke noget i vejen med, ud over, at den var uden kød…

Ved et lille færgested, parkerede vi autocamperen og gik ombord i den lille ”færge”, der sejler passagerer over til Whitianga. Turen tog 5 minutter og prisen var 5 dollars – for en returbillet.

I Whitianga var der masser af butikker og vi fik handlet godt ind til den videre tur.

Efter et par timer i Whitianga, sejlede vi tilbage og kørte tilbage af den vej, som vi var kommet. Lige efter Cooks Beach, lå der et større vinhus på højre side. Det aflagde vi også et besøg. Her smagte vi vine af en noget større kvalitet end vi havde smagt om formiddagen. Men så var det også mere kommercielt. Prisen for at smage var 12 dollars for 4 glas. De var dog så elskværdige, at de delte de 4 glas i 2 portioner, som vi kunne smage på. Det var helt sikkert en bedre standard og vi faldt for et par stykker, som vi valgte at investere 72 dollars i alt på.

Vingården ville gerne have os til at blive. Det skulle kun koste os 15 dollars mod, at vi brugte vores eget toilet. Den bed vi ikke på, så vi nøjedes med de små smagsprøver og kørte videre. I første omgang til Hot Water Beach, hvor Kirsten og H.C. havde været en gang, men det var lige i nabolaget, så det kunne vi lige så godt tage med.

Det var hen under aften og stranden var ved at være tom for gæster. Vinden var kraftig og bølgerne kraftige nok til, at der kunne surfes på dem. Tæt under en klippe, sad der omkring 50 personer i små vandhuller, som de havde gravet sig ned i. I hullerne var der 50-60 grader varmt vand – noget varmere end havvandet. Det var simpelthen det specielle ved stranden, at der var aktivitet i undergrunden, der opvarmede sand og vand helt tæt på overfladen. Så stod man bare i vandkanten og lod sine fødder grave ned af bølgerne, så blev der hurtigt varmere. Det var en lidt mærkelig følelse – men ikke et besøg værd, hvis man skulle køre 50 km. efter det.

På Hot Water Beach var der en Top 10 campingplads men vi havde mod på mere, så vi fortsatte mod Tairua, hvor vi ledte lidt efter en autocamper overnatningsplads. Vi fandt en, som så meget lidt interessant ud, så vi fortsatte og fandt en parkeringsplads på vejen på toppen af et bjerg før byen Wharekawa. Her gjorde vi holdt for natten.

Aftensmaden stod på ost og rødvin – samt ikke mindst frisk brød. H.C. og jeg fik smagt en Black Beer og den indkøbte rom, som efter vores bedste overbevisning ikke smagte af rom – men det kunne drikkes.

Mætte og godt tilpasse, gik vi til ro på vores første wild camping.