New Zealand - torsdag den 17. januar 2013

Fra Rotorua til Waikite Valley (med besøg i Waimangu)

Tilbage

Vi havde ikke arbejdet meget i, at få internet adgang i New Zealand. Mest fordi campingpladserne vil have god betaling for det. Men i dag ville vi alligevel prøve, at få hul igennem hjemtil. Jeg købte et kort med en times adgang men det virkede selvfølgelig ikke, så det måtte vente til senere…

Maries plan var egentlig, at vi skulle starte med en vulkanvandring på Mount Tarawera. I Receptionen fortalte de, at der var lukket for adgang, så den plan blev opgivet. I stedet fandt Marie en tur til Waimangu med en flot vandretur langs en række områder med stor vulkansk aktivitet. Turen kostede 35 dollars. Ved indgangen sagde damen bag skranken pænt godmorgen til os.

Hun var fra Sjælland men havde boet i New Zealand i en del år. Hun gav en fin service – og spurgte bl.a. om vi havde overnattet på Top-10 campingpladser og var medlemmer – så var der nemlig 10 % rabat på indgangen. Hun frarådede os også at tage den helt store pakke i området. Sidste del indbefatter en sejltur og den var der ikke så meget ved, sagde hun. Så vi slentrede ind i området, hvor der ikke var særlig mange mennesker.

Turen gik gennem et område, hvor der var en del søer med varme kilder og lugten af rådne æg dukkede frem fra tid til anden. Det var en noget anderledes natur, end vi tidligere har set. Så kameraet fra flittigt i brug. Vejret var bedre end dagen før. Skyer på himlen og en smule regn men solen kiggede også frem engang imellem.

Ved 2-tiden var vi nået igennem området og en bus kørte os tilbage til indgangsområdet, hvor vi spiste en omgang nachos med kød og bønner (men ingen Jalapenos!). Så havde vi appetit på mere og vi fulgte vores danske guide fra Waimangu og fandt en vandretur i nabolaget.

Uden besvær fandt vi frem til en parkeringsplads, hvorfra der var flere vandreture. Vi valgte selvfølgelig den hårde (kategori 4) tur op på toppen af det ca. 740 meter høje Te Tihi o Ruru.

Det var en flot tur gennem meget varieret skovområde. Turen var lidt hård men det var dejligt, at få brugt vandrestøvlerne godt. På toppen ventede en fin udsigt og i et tårn på toppen, besøgte vi en mand, der stod brandvagt. Han inviterede os op, for at se udsigten helt på toppen. Vejret var blæsende med en del skyer og her på toppen fik vinden virkelig frit løb.

Han ville gerne have et billede af os og vi fik et af ham også… Som afskedssalut kunne han sige, at der ventede regn forude. Det ville komme om ca. 40 minutter, og det var stort set den tid, som vi skulle bruge, på at komme ned igen. Det kom til at passe og regnen begyndte næsten som vi nåede ned til bilen. Så manden på toppen kunne sit kram som lokalmeterolog.

Vores danske veninde fra Waimangu havde også anbefalet en lille campingplads i Waikite dalen. I tilknytning til campingpladsen var en række termiske bade, som vi valgte at satse på. Mens vi kørte til campingpladsen, regnede det en del. Så det var jo godt planlagt. Vi nåede frem ved 6-tiden og valgte at kaste os i det varme vand først.

Det var eventyrlig dejligt med de forskellige pools med 37-40 grader varmt vand. Lige hvad vi trængte til ovenpå et par velvoksne vandreture. Kroppen blev varmet godt igennem og det var en fornøjelse at stige op af badene igen uden at fryse.

Aftenmaden blev indtaget i autocamperen. Brød og diverse pålæg. Så det var vist mest ”tøm dit køleskab”, men med et glas portvin fra den lille vingård og en enkelt whisky, gik det super.

Portvinen smagte faktisk forrygende. Lidt i kontrast til alt det andet, vi havde fået på den intermistiske Purangi vingård.

Mætte og trætte gik vi til ro. Jeg havde garderet mig med et ekstra tæppe og en t-shirt for natten men jeg frøs alligevel, så efter endnu et stormøde i natpissernes klub, tog jeg mine pæne uldbukser på. Det hjalp lidt – men også kun lidt!