New Zealand - lørdag den 19. januar 2013


Fra Lake Taupo til Waitomo

Tilbage

Hvilken morgen at vågne op til. Ikke en vind rørte sig og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vores vandbeholdning i autocamperen meldte tom, så vi måtte ty til vandet i søen, for at blive vasket og få vand til de blødkogte æg. Så følte man sig rigtig i et med naturen ☺.

Det var næsten ikke til at kommer fra den dejlige plads. Eneste støjkilde var en konstant summen af fly, der lettede fra en nærvedliggende lufthavn, for at smide flokke af faldskærmsudspringere ned over os. De landede på et område mellem os og lufthavnen.

Ved middagstid blev der alligevel opbrud. Blæsten vendte tilbage netop som vi fik pakket sammen, så det var god timing. Vi fortsatte syd langs med Taipu søen og da vi nåede den sydlige ende, lod vi GPS’en bestemme vores rute mod Waitomo. Det var en lidt mere øde vej op og ned af bjerge gennem et område med flot natur og mange bløde (runde) græsklædte bakker.

I byen Manuhui fik vi tanket bilen op og nød en længe ventet is. Så kørte vi en kort tur til nabobyen Taumarunui, hvor vi fik tømt og fyldt vandbeholderne til bilen. H.C. og jeg jagtede atter den lokale whisky. I stedet for (ja håbet svandt ind), fik vi købt lidt øl og vin. I et lokalt supermarked blev madbeholdningen fyldt op og vi kunne nyde en god frokost på en rasteplads få kilometer uden for byen.

Vejret var blevet sommerligt. Hele dagen med fin solskin og temperaturer, der var til at holde ud. Efter en god times kørsel, var vi pludselig i Waitomo, der skulle være endestationen for i dag.

Her havde Kirsten og H.C. været i huler for at se ”glow worms” – lysende orme i grotter. Dem skulle Marie og jeg også opleve. Men i første omgang handlede det om, at få tjekket ind på Top-10 campingpladsen i Waitomo. Det var vist den dyreste til nu – knap 94 dollars for alle 4 – og pladsen taget i betragtning, var det en høj pris. Vi fik et lille frimærke at holde på og der var slet ikke plads til autocamperen, der holdt ude midt på det område, hvor andre gæster også skulle køre. Men det gik…

Den obligatoriske ankomstøl kom på bordet og nabolagets små fugle blev fodret med lidt chips. Det var ikke en god ide, for efterhånden kom der flere til og snart var vi invaderet af småfugle. Naboen stillede aftensmaden på bordet og forlod det et kort øjeblik. Straks var de små fugle ombord i gryderne på bordet. Så det var med at passe på, hvis man ikke ville dele maden med de små bæster.

Vores aftensmad bestod af en omgang spagetti kødsovs. Efter aftensmaden slappede vi (som sædvanligt) af med et glas vin, en øl og en whisky. Det gav en god grobund for en god nats søvn – og lidt input til natpisseriet i den klare nat ☺

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10