New Zealand - mandag den 28. januar 2013
Fra Wellington (nord) til Nelson (syd)
I dag skulle vi tage afsked med Wellington og nordøen. Det var på en måde lidt sørgmodigt, for det var også dermed slut på 2. del af Maries og mit rejseeventyr for denne gang.
Vi pakkede sammen og kørte i første omgang Torben ind til et område, hvor der var en del udstillinger og arbejdende værkstæder fra Lord of Rings og Hobbit trilogierne. Han blev sat af og vi andre vendte tilbage mod området tæt på Wellingtons lufthavn, for at få fyldt diesel på autocamperen og få handlet lidt ind. Vi havde aftalt, at hente Torben efter halvanden time og det passede meget godt, at det var den tid, det tog at klare vores del af tingene og køre frem og tilbage.
Med Torben ombord igen, gik turen til færgen Interislanders. Vi skulle være der en time før afgang, men vi var der nok 2 timer før. Så der var for en gangs skyld lidt tid til at slappe af og lave ingenting. Det havde vi ikke brugt meget tid på før nu. Vi spiste frokost og ventede på, at færgen skulle komme ind.
Det lignede en lille fiskekutter ude i horisonten men den voksede sig større efterhånden, som den nærmede sig. Da den lagde til, var den dog kun halvt så stor som de 2 cruise-skibe, der lå ved kajen i Wellington, men det var også et par store skibe.
Vi kørte ombord og oplevede for første gang et skib, hvor man kører ind og vender bilen, for at holde rigtigt på skibet. Vi skulle altså køre fra borde samme sted, som vi var kørt ind... De store lastbiler blev låst fast med store kæder. Var det mon et tegn på, at vi skulle ud i en større søgang?
På skibets øverste dæk kunne vi nyde solen og udsigten over havnen, mens vi lagde fra kaj. I løbet af kort tid, var vi ude i bugten med en fin udsigt ind over byen og snart derefter lufthavnen, der lå i næste bugt. Vi sejlede rundt om Wellington og i løbet af kort tid, var vi på den anden side af lufthavnen og nu lettede flyene hen over hovederne på os...
Vi forlod New Zealands nordø i godt solskinsvejr. Vinden blæste lunt hen over dækket og folk vandrede hvileløst rundt omkring os, for at finde den bedst egnede plads. Selv Marie og Torben gik på jagt efter en plads, hvor solen ikke brændte så hårdt eller vinden ikke blæste så kraftigt. Efterhånden som skibet drejede, søgte folk efter nye pladser, så jeg gættede på, at hvis vi blev siddende, ville vi nå at se alle passagererne gå forbi os ?
Efter ca. 3 kvarter på det åbne hav mellem nordøen og sydøen, sejlede vi ind i mere rolig vand med ikke så mange bølger. Hurtigt var vi inde i en fjord med bølgende bakker og bjerge omkring os. Det var ikke så markante bjerge og fjelde, som vi kender fra Norge - og som vi oplevede i januar, da vi forlod Andesbjergene i Argentina.
Efter at have sejlet i fjorden i ca. en time, nåede vi frem til den lille by Picton, som var færgens destination. Vi kørte fra borde og da Torben stadig var på jagt efter en fiskerestaurant, parkerede vi bilen tæt på havnen og fandt frem til en Le Café, som skulle være en restaurant med danske aner. Det skulle være en fuldblods fiskerestaurant men der var øjensynligt kun en fiskeret på menukortet. Den bestilte vi alle, mens vi nød udsigten over bugten og en flok støjende gæster ved bordene foran os. Maden smagte super. Fisken havde lidt struktur af torsk men smagen var på ingen måde, at sammenligne med torsk.
Klokken var ved at være 19:30 og nu var spørgsmålet om, hvilken vej vi skulle fortsætte. Der var ingen tvivl om, at vi skulle køre til byen Havelock og videre til Nelson. Men der var 2 veje, der førte til Havelock - en lang vej på relativt gode veje og en snirklet kystvej, der førte os op i bjergene. Den sidste skulle være kortere og hurtigere - og absolut også den smukkeste. Men det ville være hårdt arbejde for chaufføren. Vi valgte kystruten og det fortrød vi ikke. Det var absolut en smuk tur. Også selv om solen var ved at gå ned, så den for det første skinnede i hovedet på chaufføren og for det andet var så langt nede, at det var formålsløst, at tage billeder ud over bugten, fordi der var for lidt lys...
Vi nåede til Havelock og derfra var der relativt gode veje til Nelson, bortset fra et lille stykke vej, hvor de kringlede sving vendte tilbage. Da vi nåede til Nelson, var det mørkt og vi var på jagt efter en campingplads med begrænsede faciliteter og koste gratis... Et godt alternativ til en wildcamping. Det lykkedes ikke og mens vi holdt i Nelson bymidte, konstaterede Torben, at den campingplads, som vi søgte, faktisk lå 100 km. syd for byen. Det var lidt langt at køre nu, da det var mørkt.
Så Marie kørte lidt ud af byen og snart var der et skilt til en campingplads. Den jagtede vi og en flok trætte turister nåede frem til en lidt speciel campingplads med mange fastliggere - så det ud til. Vi listede ind. Det var jo sent, klokken var omkring 22, så der var ingen i receptionen - men heller ingen bom. Vi fandt et sted, hvor der så ud til at være en plads og her parkerede vi.
Vi var trætte efter den sidste times biltur, havde vi nok mest lyst til at kravle til køjs. Men Marie foreslog, at vi fik en godnatdrink. Den gjorde godt. En kold øl før sengetid er jo lige som sovemedicin ?.
