New Zealand - mandag den 04. februar 2013

Fra Milford Sound til Te Anau (med sejltur på Milford Sound)

Tilbage

Regnen silede trøstesløs ned, da vi stod op om morgenen. Så der var ikke meget stemning, for at gå udenfor, før vi havde fået morgenmad og var iklædt regntøj. Vi måtte næsten klunse om, hvem der skulle ud og hente vores støvler ?

Ved 8:40 tiden, var vi ved færgeterminalen. Her kunne vi passende få ordnet morgentoilet besøget, før vi skulle med en færge kl. 9. Der var ikke mange med færgen - måske 15-20 stykker, så det var bestemt en god ide, at tage en morgenfærge, før de mange busser med store mængder turister ville ankomme senere på dagen.

Vi sejlede ud af fjorden og stod bekvemt på et dæk under tag og nød udsigten til de mange vandfald, der væltede ned af klipperne overalt. Det var en fantastisk natur. Man kunne godt sige, at det havde været sjovere, at se sådan en dyb fjord i solskinsvejr, men netop Milford Sound bør ses i det vejr, som er her oftest og det er regnvejr, der danner de mange vandfald, som vælter ned fra op til 600 meters højde og direkte i Milford Sound. Undervejs fortalte vores skipper over højttaleren om naturen. Han sagde bl.a., at det var 12 dage siden, der sidst havde regnet i området. Dagen før havde der ikke været vandfald flere steder, hvor der nu væltede enorme vandmasser ned. Et par steder på turen sejlede vi ind under vandfaldene og var vi ikke våde af regnen, så havde vi en god chance nu.

Hver gang skipper fortalte en historie, var det med en underfundig tone af humor, som fik smilene frem på læberne. Efter ca. 3 kvarter var vi ude på det Tasmanske hav, så selve Milford Sound fjorden var ikke særlig lang. Vi havde forventet en sejltur på 3-4 timer, så vi undrede os over, at vi allerede vendte om nu. Vi havde også bestilt frokost på turen og det skulle vi spise tidligt, hvis det skulle være under sejlturen. Jeg forhørte mig i den lille snackbar. Vi ville være i havn kl. 10:30 og vi måtte gerne tage vores lunchbag med os tilbage i bilen.

Fjorden mindede en del om Norges Geiranger fjord med de stejle klipper på begge sider af den dybe fjord. Her havde de også et vandfald, der hed de 4 søstre. I Norge har de et vandfald, som kaldes de 7 søstre.

Da turen var overstået, hentede vi vores lunchbags og gik tilbage til autocamperen og spiste det meste af indholdet i den frokostpose, vi hver især havde fået. Det blev således en tidlig frokost i dag. Vi havde ikke haft besøg af nogen, der ville opkræve betaling for vores overnatning, så vi dampede af, lidt spændte på, hvordan autocamperen ville klare den stejle opstigning fra byen og op gennem Homer tunnelen. Det gik nu rigtig fint. Vi gjorde ingen stop, for det var næsten umuligt at fotografere de høje klipper og de mange vandfald. Det regnede stadig godt og skyerne hang lavt, så det var ikke tid for postkortmotiver...

Vel igennem Homer tunnelen, kunne vi trækker vejret lettet. Det var samtidig et farvel til meget spektakulære landskaber og udsigter. Man kan diskutere, om det er værd at køre de næsten 100 km. fra Te Anau til Milford, men der hersker der ingen tvivl om, hvis man vil se noget af det mest spektakulære natur på New Zealand.

Turen tilbage til Te Anau gik af den samme vej. Vi var kørt forbi diverse udsigtspunkter i går, for at være sikker på, at vi kunne komme igennem Homer tunnelen. I dag var der ikke så meget ved at stoppe, for der var ikke meget udsigt og det regnede i "The mirror lakes", så det spejlblanke billede, som søen var så kendt for, eksisterede ikke i dag. Men det gjorde lidt ondt at køre forbi startpunkter på nogle af de verdenskendte vandreruter som f.eks. turen ned i Holywood dalen. Men der var hverken tid eller vejr til turene, så vi fortsatte. Turen tilbage til Te Anau var velkendt og der var tid til at skrive lidt dagbog, mens vi kunne konstatere, at vejret blev gradvist bedre, efterhånden som vi nærmede os byen.

Ved 14-tiden var vi i Te Anau, hvor vi tjekkede ind på Top-10 campingpladsen. Der sad 3 personer i receptionen og de så nu ikke ud til, at have meget at lave. Mærkeligt, at de ikke sætter bemandingen efter, når der er travlt... Pladsen var næsten tom men i løbet af aftenen var der nu fyldt igen, så der kommer mange endags gæster.

Den tidlige ankomst betød, at vi kunne slappe lidt af. Torben gik ombord i sin Ipad, Ella i en kort kabale og Marie og jeg daffede en tur hen til byens centrum. Først for at tjekke, hvor vi skulle starte ud fra i morgen, hvor vi skulle gå en del af den vandretur, der er klassificeret som verdens bedste (Milford track). Så osede vi lidt i byens hovedgade. Vi var bl.a. på jagt efter et puslespil med et flot motiv fra New Zealand til Ella, der har fødselsdag i overmorgen. Det var ikke til at opdrive. Vi var bl.a. inde i en garnbutik, for at se på noget alpaca garn. Damen i butikken var meget snakkesaglig og hjælpsom, så inden vi havde set os om, stod hun også med et menukort i hånden til den restaurant, som vi absolut skulle spise på i aften. Det bragte minderne tilbage til Tyrkiet, hvor hver eneste forretningsejer altid havde en fætter eller onkel i nærheden med en shop, som vi også skulle betyde. Jeg tror nu ikke, at hun kendte ham i restauranten...

Ved 6-tiden vendte vi tilbage til de andre, blot for at hive dem med hen på den anbefalede restaurant Kepler og vi måtte erkende, at det var en god restaurant. Det var den mest professionelle tjener, vi havde mødt og maden smagte rigtig godt. Det bedste var vist Maries sovs, der var en fiskesovs med lidt karry i. Hun havde bestilt en stor tallerken med diverse skaldyr, så der blev suget og slubret skaller i et væk - og sagt uhm så mange gange, at Torben fortrød, at han ikke havde bestilt samme ret ?

Mætte og veltilpasse luntede vi tilbage til autocamperen. Der stod en stiv pelikan ind fra sydpolen, så det var blevet pivende koldt. Over en kop kaffe og et enkelt nip af den gode tequila, blev der lagt planer for resten af turen. Vi fik aftalt i store linier, hvilken vej vi skulle køre mod Christchurch og hvilke ting, vi skulle se. Så sneg trætheden sig ind på os og vi kravlede i seng.