New Zealand - tirsdag den 05. februar 2013
Fra Te Anau til Gore (med vandretur på Milford Track)
Torbens telefon larmede kl. 7. Den eneste, der ikke blev vækket af den, var ham selv. Så vistod op og gik i bad, mens vi undrede os over, hvorfor Torben ville så tidlig op. Det var 2 ½ time før vi skulle på tur...
Morgenritualerne blev overstået og vi spiste udenfor, selv om det var pænt koldt, så snart solen ikke varmede.
Ved godt 9-tiden indfandt vi os på realJOURNEYS kontor ved havnen i Te Anau. Herfra var der afgang med hele 2 guider kl. 9:30. Vi var i alt 9 gæster, der skulle på dagens tur til Milford Sound. Vores kvindelige guide Laura fortalte lidt om turen til Milford Sound, hvad vi kunne forvente og hvad vi skulle passe på undervejs. Pænt forventningsfulde kørte vi af sted i en lille bus med Laura som chauffør og Andreas som co-guide. Første etape gik mod Milford Sound, altså en rute, vi allerede have kørt i går. Ved Te Anau Down holdt bussen ind på en plads og Laura fortalte lidt om dette område (vistnok mest fordi vi var lidt forud for tidsplanen). Oprindelig var det kun mænd, der boede og arbejdede i området. De kom flere dagsrejser fra Dunedin, for at passe får. Rejsen hertil var simpelthen for hård for kvinder og børn. Så mændene har sikkert haft det sjovt ☺
Laura kørte os de få meter tilbage til landingsbroen, hvorfra vi skulle sejle og her stod der andre og ventede på at komme ombord. Men det var ikke endags turister som os. Deres rygsække gav et klar signalement om, at de skulle gå den fulde Milford Sound Track - altså 4 dage i sporet. De fik et par misundelige blikke herfra (jeg er ikke sikker på, at de andre 3 delte denne misundelse).
Ombord på den lille færge, der fluks lagde fra borde og sejlede op mod Milford Sound. Så snart vi var ude på lake Te Anau, blæste der en kold vind ind over bådens øverste dæk, hvor vi som sædvanlig befandt os (vi skulle jo have det hele med). Efter lidt tid fortrak vi til indendørs arealet nedenunder, hvor der var gratis kaffe. Ikke så dårligt. Vi skulle sejle i en god time og jo længere tid vi sejlede, jo nærmere kom vi de høje bjerge i Fiordland nationalparken. Udsigten blev mere og mere imponerende.
Vi lagde til ved en lille anløbsbro. Her var starten på Milford Sound turen. Vi lod de heldige vandrere komme af sted, så vi 9 endags turister var tilbage med vores 2 guider. For yderligere at skille fårene fra bukkene, ledte Laura os ind på et lille sidespor, hvor hun kunne fortælle lidt om planterne og fuglene i området. Det havde hun godt styr på og inden hun havde set sig om, havde hun næsten præsenteret alle de fugle, vi havde en chance for at se, samtidig med, at fuglene faktisk fløj omkring os eller kvidrede tæt på os. En enkelt lille fugl fik hun til at komme tæt på vores fødder ved blot at kradse i underlaget. Fuglen vidste, at vi dermed havde gravet diverse insekter og orme frem - og hvis det ikke var nok, kunne fuglen bevæge sig på en måde, så smådyrene troede, at det regnede - og så dukkede de frem. Meget firnurligt!
Vi fortsatte af den lille sti, der viste sig at være en lille flod, når det regnede. Det gjorde det ikke i dag. Solen skinnede og skyerne fordampede stille og roligt. Men flodvejen var lidt svær at forcere. Der var store sten undervejs og flere væltede træer skulle forceres. Det blev så dagens største udfordring. Det var måske guidernes test af vores formåen ☺
Snart var vi tilbage på det "ægte" Milford spor, der her i starten var meget bredt og veletableret. Lidt som en grusvej. Laura forklarede, at så let tilgængelig ville turen ikke være ret langt. I løbet af ganske kort tid var vi fremme ved Glade House, som er det første stop for dem, der tager på 4 dags turen. Det var dog utroligt, for det betød jo, at den første dag, skal man kun gå i 20-30 minutter. Ifølge Laura skyldes det, at før i tiden var det en lang dags rejse fra Te Anau, for at komme frem til starten af vandreturen.
Ved Glade House spiste vi frokost, en god varm græskarsuppe, der smagte rigtig godt. Dernæst en sandwich og en kop kaffe til dem, der havde lyst til det. Jeg var helt bange for, at det var alt, hvad vi kom til at se af den smukke vandretur men heldigvis fik vi meget mere.
Da frokosten var vel overstået, fortsatte vi over en hængebro (swingbridge kaldes den her - måske fordi den svinger lidt fra side til side, når nogen passerer den). Så fortsatte vi gennem et skovområde langs en flod. Undervejs gjorde Laura stop, for at fortælle om de ting, der var undervejs. Det var tydeligt at hun havde godt styr på området.
Kendetegnet for skovområdet var, at det var uberørt natur, bortset fra de træer, der var væltet gennem tiden og som måske var blevet savet over, for at holde stien ren. Skoven var ellers helt uberørt og der var mos i alle grønlige farvenuancer over alt. Bevoksningen var tæt - vel også et udtryk for, at folk ikke bare trampede rundt udenfor stien. Marie er jo mos-elsker, så hendes kamera stod ikke stille ret længe af gangen ☺
Laura fortalte, at floden kan stige med 1 meter i timen, når det regner. Den store nedbørsmængde, som området havde oplevet omkring nytårstid havde sat sig præg på flodbredden. Langs kanten lå der mange store træer, som var blevet revet væk og skyllet ned af floden. Flodens kræfter var også tydelige flere steder, hvor stien var blevet skyllet væk og der var lavet nødtørftige omveje.
Vi fortsatte et pænt stykke af sporet og jeg begyndte at tænke på, om vi kunne nå tilbage til færgen sejlede tilbage, men der stod realJOURNEYS på både guidernes tøj og båden, så mon ikke der var styr på det...
Vi nåede til et skilt hvorpå der stod Lowlands. Det var en lille sidevej til selve Milford Sound sporet. Laura bad os gå de 2 minutter ind til området, der var meget smukt. Inden vi gik, fik vi grove ordrer om ikke at træde udenfor sporet. Lowlands viste sig at være et stort område med mos i så mange farver og nuancer, at man troede det umuligt. Det var meget smukt. Området var omkranset af høje bjerge, der stod flot i det klare vejr med den blå himmel. Smukkere kunne det ikke blive. Det sidste stykke ud til Lowlands gik vi på en lille gangbro og det var den, Laura bad os holde os på.
Hun fortalte, at hvis man bare trådte ud i mosset, ville der gå 3 år, før sporet var væk igen og ofte blev der helt sort, hvor der var trådt.
Vi havde nu en time til at gå tilbage til færgen, så folk fik lov at gå i det tempo, der passede dem - bare det ikke gik alt for langsomt. Jeg gættede på, at vi var omkring 5 kilometer oppe af sporet. Guiderne sørgede for at danne bagtrop, så alle kom med og i rask trav gik det tilbage mod hængebroen og videre forbi Glade House og de sidste 20 minutter tilbage til udgangspunktet. Heldigvis var alt blevet gennemfotograferet på turen ud, så der var ikke behov for at gøre stop undervejs.
Tilbage ved anløbsbroen, skulle vi lige fotograferes ved det famøse skilt "Milford Sound", så vi kunne sige, at vi havde været der ☺
Ombord på færgen, som vi havde stort set for os selv, var der afgang med det samme. Vi satte os op på øverste dæk og nød solen og de høje bjerge omkring os. De var nu smukkest i solskinsvejr. Imens sad vi og summede over dagens oplevelsesrige tur. Mine forventninger til dagen var meget høje. Jeg havde set frem til at få lov til at gå bare lidt af Milford Sound. Og mine forventninger var helt sikkert blevet indfriet. Vi havde ikke oplevet nogen af de stigninger og udsigter, som turen også byder på men det havde været meget flot, det vi havde set. Og Lauras flotte fortællen undervejs, var prikken over i'et. Marie spurgte, om jeg havde fået blod på tanden til at gå den fulde tur. Det var jeg ikke så sikker på. For det første kommer vi temmelig sikkert ikke tilbage til New Zealand (på grund af afstanden) og for det andet var jeg overbevist om, at der findes mange vandreture med store naturoplevelser, der ikke behøver at koste 2000 eller 8000 kr. afhængig af, om man vælger discountudgaven, hvor man selv slæber mad og sovepose på turen. Eller man vælger luksusudgaven, hvor der bliver lavet mad til en undervejs og hvor der er en varm dyne hver aften.
Der var stille i bussen tilbage til Te Anau, som vi ankom til kl. 18:01 - et minut senere end Laura havde proklameret, vi ville være. Det var da godt ramt men det var desværre et minut for sent til, at Torben kunne bestille en aften stjernetur i aften. Så vi holdt os til den originale plan, som vi havde aftalt i aftes.
Efter lidt indkøb i et lille supermarked i Te Anaus hovedgade, kørte vi ud af byen (forbi et megastort supermarked, som vi ikke havde opdaget på vores rundtur dagen før). Kursen blev sat mod Gore, som Marie synes vi skulle se, da der her var en humoristisk udstilling om den illegale whiskyproduktion, der havde været i området tilbage i tiden.
Vi forlod Te Anau i næsten skyfrit vejr og snart kørte vi op i et bjergområde, hvor der var mere skyet og en overgang var vi overbevist om, at det ville begynde at regne. Det skete nu ikke. Torben formåede at køre fra skyerne ☺
Ca. 60 km. nordvest for Gore begyndte vi at søge efter et egnet sted for natten. Det var ikke så let, for vi var kommet til et område med mange landbrug og der var ikke nogen parkeringsmuligheder. Vi prøvede flere småveje men endte alligevel med at køre ind i Gore. I byen var der heller ikke nogen åbenbare parkeringsmuligheder og vi endte med at køre ud af byen mod Invercargil, hvor vi fandt en enkelt rasteplads på vejen, netop som solen gik ned.
I løbet af no time fik Marie og Ella disket op med hakkebøf, spejlæg, salat, løg og tomater. Det var ikke så dårligt, for vi trængte til det. Vi holdt tæt op til den befærdede vej og en jernbane lige på den anden side af vejen. Så vi var lidt spændte på, om det ville være fredeligt i nat. Ellers måtte vi jo op og kigge på stjerner i stedet for.
